Alternativer

Alternativer til ADHD-medicin

Nye mirakler med kostforandring

Det er sund fornuft, at det vi putter i munden påvirker vores psykiske og fysiske helbred. Der blev i 70’erne lavet forsøg med en gruppe migrænepatienter. De blev sat på en diæt af lammefrikassé og pæregrød, nogle af de reneste fødevarer der kunne opdrives, og i omtrent 80 % af tilfældene forsvandt migrænen. Derefter fik personerne tilføjet en ny slags fødevare til deres diæt hver dag, indtil de var oppe på en almindelig kost. På den måde kunne man se, hvad der forårsagede migrænen. Dette kaldes eliminationsdiæt og er altså ikke en ny måde at tænke på.

Nu har professor og læge Jan K. Buitelaar fra Radboud Universitetet i Nijmegen gjort det samme hos en gruppe på 40 børn med ADHD. ”Vi observerede en dramatisk effekt hos to tredjedele af børnene. Hos disse børn forsvandt symptomerne fuldstændigt.” Kilde: Asle Rønning, Forskning.no, 16 feb 2011

Den resterende tredjedel af børnene kunne man så passende undersøge for søvnunderskud, allergi, smerter, forgiftninger, fx bly-, kviksølv- og insektmiddelforgiftning, overfølsomhed over for tilsætningsstoffer, kunstige sødestoffer, gluten osv. Endvidere bivirkning af medicin, sukkersyge i begyndelsesstadiet, hjertesygdomme, orme, virus- eller bakterielle infektioner, hovedskader, arvelige sygdomme, epileptiske anfald; fosterskader, andre uopdagede fysiske sygdomme.

ADHD som protest mod undervisning

Undersøgelser viser, at undervisning, hvori eleverne ikke får mulighed for at forstå stoffet, kan få dem til at reagere meget voldsomt. Typiske symptomer er træthed og nervøst hysteri, følelse af indre tomhed, koncentrationsproblemer og dagdrømmerier og meget mere. Hvis denne tilstand fortsætter, begynder eleven aktivt at modarbejde lærer og skole. Det hele kan koges ned til, at eleven har mange ord og begreber, som han eller hun ikke har forstået rigtigt eller helt misforstået. (L. Ron Hubbard, fra ”Den studerendes hat” (hans manual som studerende)).

MMK kender til eksperter, der har undersøgt rigtig mange ADHD tilfælde, og er kommet frem til, at der er tale om højt begavede børn, atletiske, ledertyper med stor forestillingsevne. Disse har så meget mod, at de siger fra over for undervisningen og bliver derfor opfattet som urostiftere hos læreren, der ikke kan give dem en tilfredsstillende undervisning, der udfordrer deres (store) evner.

God naturlig søvn er livsvigtig

De fleste forældre har sikkert oplevet, at hvis et barn kommer sent i seng, er det mere uroligt og sværere at holde styr på næste dag.

Eksperimenter med børn har vist, at hvis man i bare nogle få dage forstyrrer deres nattesøvn, så begynder de at udvise den samme adfærd, som den adfærd, der udløser en ADHD diagnose. De kommer med vredesudbrud, de bliver glemsomme, de har svært ved at kontrollere sig selv, og de bliver hyperaktive.

Så det er vigtigt at skabe trygge og rolige omgivelser for et barn, der er tilbøjeligt til at være uroligt, så det falder i søvn med en tryg forvisning om, at det bliver en god dag i morgen. Det kan også være en god ide til at dyrke noget motion, så kroppen bliver trær på en behagelig måde.

Motion er godt for både krop og sjæl

Det er vigtigt for alle at få motion, men det er om muligt endnu vigtigere for børn, der er hyperaktive.

Fysisk udfoldelse har en god effekt på både ens energi niveau og mentale stabilitet. Hvis man dyrker god, aktiv motion i over en halv time, begynder kroppen at producere endorfiner, og det er en af grundene til, at man bliver i godt humør af at dyrke motion.

Der er vide muligheder for, hvordan man kan dyrke motion, og masser af dem er gratis. En daglig løbe- eller gåtur på en halv til en hel time om dagen vil forøge velværet både hos børn og voksne.

Eller man kan dyrke andre former for hold sport eller individuel sport, der giver gode oplevelser og fysisk velvære.

Brug naturen

Der er ikke noget, der kan give nyt mod på livet som en lang tur ude i den friske luft. Taler vi om børn kan de boltre sig og være vilde og frie, de kan sidde stille og studere stenene eller blomsterne, de kan lege og udfolde sig fysisk på alle måder.

De mange natur børnehaver og skov legepladser er netop udsprunget af erfaringerne med de positive effekter, det har på børn at påleve den naturlige verden.

I USA er der deciderede træningsprogrammer for børn med autisme og ADHD diagnoser, hvor man fokuserer på, hvordan naturbaseret indlæring og leg kan hjælpe disse børn.

Hvad skete der med alternativerne?

Man spørger sig selv, hvorfor der ikke er nogen reelle muligheder for at vælge alternativer til gængse behandlingsformer i det offentlige sundhedssystem, så disse kunne konkurrere mod hinanden og de bedste udvælges. Ligesom der er konkurrence mellem virksomheder til gavn for forbrugerne. Denne historie fortæller måske noget om hvorfor: ”Molekylærbiolog Henrik Leffers blev fyret i 2009 som forskningsleder på Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion”. Han forskede sig frem til et andet resultat end den grundlæggende teori, som afdelingens forskning byggede på. Nemlig at der ”i en enkelt hovedpinepille var en større mængde hormonforstyrrende stof end hvad en gravid kvinde under hele graviditeten får ind i kroppen af fx parabener i hudcreme og ftalater i legetøj af plast.” Hans forskning rokkede ved tilliden til den hellige medicin og måske kom det til at koste ham jobbet.

Kilde: Videnskab.dk og Ekstra Bladet 10/10/2010

Det kan måske være grunden til, at vi ikke fik de forsøg med medicinfri afdelinger, som lige var ved at blive til noget i slutningen af 90’erne. Som optakt til de forsøg lavede Sundhedsstyrelsen en redegørelse om medicinfri afdelinger, og på side 38 og 39 står der: Der er i udlandet beskrevet en række tilbud af socialpsykiatrisk karakter som alternativer til akut hospitalsindlæggelse for psykotiske patienter: Behandlingsfilosofien bygger først og fremmest på at skabe kontakt...give dem et åbent, ikke-institutionsagtigt miljø og tilbyde psykosociale behandlingsmulighder. "De fleste steder har man endvidere haft en behandlingspolitik vedrørende psykofarmaka, der tilsagde (= give nogen officiel besked på at gøre noget) det mindst mulige forbrug og aldrig under tvang. Resultaterne er overraskede positive med meget få overflytninger til lukket psykiatrisk afdeling.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2. Kontor, 7.8.1998 jr.nr. 3252-23-97.

Soteria-projektet i Los Angeles viste, at patienterne i forhold til kontrolgruppen efter 2 år havde: “En bedre beskæftigelsesmæssig status, havde en mere selvstændig livsform og havde færre genindlæggelser. 57% af dem havde aldrig indtaget anti-psykotika."

I Finland var der API-projektet med akut psykosebehandling, som startede i 1992. Der havde eksperimentalgruppen færre indlæggelser og færre psykotiske symptomer end kontrolgruppen 2 år efter og 40 % havde ikke modtaget medicin.

Virkelig venlighed, respekt og forbindelse til andre mennesker

MMK har gennem årene haft kontakt med mange mennesker med psykiske lidelser, og fællesnævneren for disse mennesker har tilsyneladende været en fortid fuld af svigt, forræderi, skilsmisser, mobning, mangel på kærlighed i forældre- eller venneforhold. Dette passer fint med tidligere statminister Poul Nyrup Rasmussens udsagn i MetroXpress mandag d. 26. juni 2006: “Kærligheden er det stærkeste hjælpeværktøj, man kan levere over for psykisk syge.”

Patienter beretter om manglende kontakt med personalet, hvortil psykiateren forsvarer sig: ”Medicinen skal have tid til at virke”. - Netop den virkeligt venlige forbindelse til andre (normalt fungerende) mennesker ser ud til at have helbredende karakter. Dette understøttes af en svensk-finsk undersøgelse gennem 30 år af 1500 mænd og kvinder: “Et socialt netværk er den stærkeste forebyggende medicin”. Ekstrabladet 12. december 2005.

Et andet projekt der underbygger dette er ”kærlighedsledelse”, hvor medarbejderne bliver mødt med omsorg og respekt. Dette giver så glade medarbejdere, at de både bliver mindre syge, arbejder mere og smitter deres omgivelser med glæde og engagement. Dette kunne man læse i Jydske Vestkysten om forholdene på Karkirurgisk Center på Kolding sygehus. Men forståelsen af betydningen af kærlighed, respekt og omsorg i plejen af patienter er i henhold til de psykiatriske lærebøger ikke stor. Vigtigheden af disse menneskelige faktorer er simpelthen ikke en del af det psykiatriske verdensbillede (paradigme). Derfor skal vi have de medicinfri afdelinger på banen igen, drevet af ildsjæle, der vil vise virkelig venlighed, respekt for patienterne og indgå i en ægte forbindelse med dem. De tror på det de arbejder med og vil vise det i handling over for patienterne. Man får indtryk af, at tilgangen til patienterne i det psykiatriske system er en undertrykkende holdning til patienterne, som nedbryder patienternes tro på egne evner, tager ansvaret for deres eget liv fra dem og fastholder dem i det psykiatriske system på livstid. Hertil kommer, at patienterne ofte bliver afhængige af den medicin, der anvendes til at ”lægge låg” på patienternes personlighed.

Tilbage til venlighed og respekt

Vi ser dette udtrykt i det Nationale projekt om tvang i psykiatri i starten af det nye århundrede: På Hvidovre hospital nedsatte de antallet af tvangsfikseringer til 1/3 på to år. “Vi har overvundet den barriere, at vi har opfattet de mennesker som så syge, at det ikke er muligt at tale med dem om de voldsomme episoder - ledende overlæge Birgitte Welcher 2005 — Man lader patienten beholde ansvaret. Tidligere har man sagt, at de var for dårlige til det.... De voksede voldsomt ved det, sagde Lise Arnth, projektmedarbejder..

Kilde: rapporten ”Tvang i psykiatrien – håndtering og forebyggelse” – Center for kvalitetsudvikling, Region Midtjylland, Regionshuset Århus

Den succesfuldt alternative psykiatri i Italien satsede på åbne hospitaler og på at etablere patienters netværk.

De to speciallæger i psykiatri, Jesper Karle og Lars Aakerlund, der siden 2003 har haft i hundredvis af mennesker i behandling, har vist, at arbejde er et vigtigt middel mod depression. I Dagens Medicin er hentet disse to udpluk i en artikel fra 7. marts 2008:

”Depression er i dag den næststørste årsag til førtidspensionering, men en simpel kombination af kortvarig, effektiv behandling og et tæt samarbejde med patientens arbejdsplads kan forhindre udstødningen fra arbejdsmarkedet.”

Psykiatrisk Privatklinik fastholder 85 pct. af patienterne i arbejde, mens de er syge. Det har afgørende betydning for et godt behandlingsresultat, siger speciallæge Jesper Karle, der foreslår et paradigmeskift i depressionsbehandlingen”.

Samme konklusion kom professor Gunhild Waldemar, leder af Rigshospitalets hukommelsesklinik, til: ½ times fysisk aktivitet beskytter hjernen mod at udvikle demens. Kilde: Ritzau, 4. jan 2011

Tilbage til naturen

Arbejde i naturen i terapihaverne i Alnarp i Sydsverige havde følgende gode resultater: Mindst 100 patienter har været igennem forløbet og alle undtagen én har undgået depression senere. Patienterne lærte også afspændingsteknikker og fik psykoterapi. Selv om det ikke var folk med de sværeste depressioner, peger det på værdien af arbejde og natur.

Kvækernes resultat med psykisk syge:
70% blev helt raske – i 1700-tallet

Kvækerne havde udviklet en terapi i York i England. De åbnede et plejecenter i 1796 og fik stor opmærksomhed på den tid og deres reformer udfordrede den tids lægevidenskab. De skulle behandle de syge med ”venlighed og respekt, brødre som de var”. Det var de syges behov, og ikke plejepersonalets behov, som skulle styre plejen.

De syge boede i et beskedent hus med have, hvor de kunne trække frisk luft. – De blev sat i gang med enkle opgaver: syning, havearbejde, hjælpe med til at lave mad osv. De lærte også at læse og skrive og spille skak. Poesi blev anset for særligt terapeutisk.

Man bestræbte sig for ikke at anvende hårde ord og foranstaltninger. ”Milde ord skal dæmpe vrede”. Kvækerne tog fuldstændig afstand fra samtidens forfærdelige behandling af de psykisk syge. Den eneste medicinske behandling var varme bade.

I kvækernes behandlingshjem oplevede man meget sjældent vold og ophidselse. Meget få gange behøvede man at anvende tvangsforanstaltninger. Da blev de låst inde i et stille og mørkt rum, uden overdreven vold.

Patientgrundlaget udgjordes bestemt ikke af udvalgte grupper, mange havde været alvorligt syge i mere end et år og mange havde tidligere været spærret inde på institutioner, hvor de blev betragtet som uhelbredelige.

De havde et tretrinsprogram, hvor øget ansvar og hjælp gjorde, at de til sidst kunne sluses tilbage i samfundet.

Kvækerne hævdede, at de ikke behøvede ”at gøre mere end at hjælpe naturen en smule på vej”. De forsøgte ikke engang at tale dem ud af galskaben. I stedet for forsøgte de at få patienternes opmærksomhed over på noget andet, især ting som patienterne vidste meget om.

De ydmyge kvækere troede dog ikke, at deres metoder kunne hjælpe alle. Men 70% af patienterne, som havde været syge i mere end et år, blev raske, hvilket blev defineret som, at de aldrig ville få tilbagefald. Også 25% af de patienter, som betragtedes som uhelbredelige, inden de kom til kvækerne, blev raske under denne milde behandling og havde intet tilbagefald.

Soteriahuset - Behandling uden medicin

Dr. Loren Mosher startede Soteriaselskabet i San Diego, Californien, da han var professor i psykiatri ved lægeuddannelsen på University of California i San Diego. Han var tidligere chef for det amerikanske Nationale institut for mental sundheds center for studier af skizofreni. Han blev kendt for sin rehabilitering af skizofreni uden medicin. Han skriver selv om sin metode:

”Under min psykiatriske specialuddannelse gjorde jeg erfaringer, der ledte til en indsigt, der fik mig til at indse, at et psykiatrisk sygehus sædvanligvis ikke var et specielt godt sted at være sindssyg på.

Derfor startede jeg Soteriahuset og skabte dets unikke sociale miljø. Det blev unge mennesker, der havde fået diagnosen ”skizofren”, der indkvarteredes der. De fik ingen medicin, men måtte opholde sig der tilsammen med ikke-professionelle, ungt personale, som var trænede i at støtte, tryghed og bekræfte deres oplevelser. Tanken var, at skizofreni kan håndteres ved hjælp af meningsfulde relationer snarere end med medicin.”

Projektet bestod af et tilfældigt udvalg af patienter og et to-årigt opfølgningsstudie, som sammenlignede Soterias behandlingsform med ”sædvanlig” pleje på et psykiatriske afsnit af et almindeligt sygehus, som sædvanligvis bestod af behandling med lægemidler – for mennesker, som lige havde fået diagnosen skizofreni.

Eksperimentet fungerede bedre end ventet. Seks uger efter indlæggelsen var begge grupper markant forbedrede og sammenlignelige, til trods for, at Soteria-klienterne som regel ikke fik antipsykotisk medicin. Ved en opfølgningsundersøgelse to år senere viste det sig, at de som var blevet behandlet på Soteria havde betydeligt højere stillinger på deres arbejde, at de levede oftere uden pleje og havde færre genindlæggelser. Interessant at bemærke, at klienter, som behandledes på Soteria uden antipsykotisk medicin under de to år, eller som man troede skulle have de dårligste prognoser, faktisk gjorde de største fremskridt sammenholdt med patienter som kontrolleredes på sygehus og som fik medicin.

Til trods for 40 artikler og to bøger, forsvandt Soteria fra den amerikanske psykiatris bevidsthed. Dets budskab var for svært for de professionelle at bekræfte, tage til sig og anvende. Det passede ikke ind i den amerikanske psykiatris videnskabelige, beskrivende, biomedicinske karakter. Det er et faktum, at det satte spørgsmålstegn ved næsten hver grundsætning i psykiatrien: medicinering, hospitalisering, professionalisme og antipsykotika. Det som Thomas Szasz kaldte ”psykiatriens hellige køer”.

Schweiziske læger gentog eksperimentet og fastslog, at Soteriaplejen viste et positivt resultat på omkring to tredjedele af patienterne. I både Sverige og Finland har forskere siden da rapporteret om gode resultater på nydiagnosticerede skizofrenipatienter i et familieorienteret, psykosocialt behandlingsprogram, hvor man anvendte mindst muligt eller intet antipsykotika.

Dr. Loren Mosher meldte sig ud af det amerikanske psykiatriforbund (APA) i et åbent brev under stor medieopmærksomhed, da han ikke kunne forlige sig med den biologiske retning, som forbundet havde taget med nedmedicinering af alle symptomer. Dr. Mosher døde for nogle år siden.

Mirakler uden tvang og medicin

Dr. Giorgio Antonucci i Imola, Italien, har udviklet et program uden medicin for at behandle skizofreni. Doktoren var overbevist om, at værdien af menneskelig kontakt og kommunikation kan læge selv de alvorligst forstyrrede.

På Osservanzas institut har dr. Antonucci behandlet i dusinvis af skizofrene, af hvilke de fleste hele tiden havde været fastspændt i deres senge, visse op til 20 år. Spændetrøjer såvel som masker af plastic var tidligere blevet anvendt for at forhindre patienterne i at bide hinanden. De blev anset for de farligste af alle patienterne på instituttet. Der fandtes tre slags behandlinger: elektrochok, insulinchok og antipsykotika ud over tvang og bælter.

Dr. Antonucci begyndte at befri patienterne fra deres fangenskab og tilbragte flere timer hver dag med at tale med dem og brød til sidst igennem deres sindsforvirring og angst. I hvert og et tilfælde lyttede doktoren til deres oplevelser fra mange år med fortvivlelse og lidelser på institutionen.

Under dr. Antonuccis ledelse afskaffedes al psykiatrisk ”behandling” og nogle af de mest undertrykkende psykiatriske afdelinger blev lukket. Han sørgede for, at patienterne behandledes med medfølelse, respekt og uden anvendelse af stoffer. Det er et faktum, at under hans vejledning forvandledes afdelingen fra den voldsommeste til den fredeligste. Efter nogle måneder var hans ”farlige” patienter frie og kunne gå rundt i hospitalets have. Langsomt blev de stabile og kunne udskrives fra sygehuset. Mange lærte sig at læse og skrive og arbejde og klare sig selv for første gang i livet.

Raske uden medicin i udviklingslandene

Mange undersøgelser har vist, at bedre helbredelse fra skizofreni finder sted, hvor man ikke kan få psykiatrisk medicin. I en undersøgelse fandt man, at proportionerne var helt vendt om sammenlignet med fire rige lande, hvor man anvender medicin. I fattige lande anvender man psykiatrisk medicin i 16 % af behandlingerne, med 64 %, der bliver raske. I de rige lande anvender man medicin i 61 % af behandlingerne og kun 18 % bliver raske.

Kilde: Robert Whitaker, Mad in America

Arabernes måde at behandle sindssyge på

Da den psykisk syges sind er meget skrøbeligt, kunne man let få den idé, at de skal behandles med ekstra stor nænsomhed. Og det var som araberne har behandlet deres psykisk syge… i smukke og rolige omgivelser, hvor de syge kunne stresse af. Dette skrev missionærer hjem til Europa fra korstogenes tid.

De uprofessionelle

Som fortalt i afsnittet med Soteriahuset, var et af succeskriterierne de uprofessionelle unge mennesker, som var trænede i at støtte, give tryghed og bekræfte de skizofrenes oplevelser. Det samme genfinder vi i Danmark, i Tønder kommune, hvor kontaktfamilier arbejder ud fra deres sunde fornuft, uden at have særlige uddannelse til at håndtere psykisk syge. ”Manden står typisk for traktorterapien, mens konen tager sig af køkkensamtalerne.” “Hvis de er plaget af indre stemmer, så tager jeg dem med ud i traktoren i nogle timer og fortæller dem, at de nu er så langt ude på landet, at kragerne forlængst er vendt om, og at hverken mobiltelefoner eller stemmer kan nå dem. Og det viser sig, at de ofte får fred for stemmerne, mens vi pløjer.”

Kilde: Traktorterapi, refereret i Sygeplejersken, 25-26/2006, af Jørn Eriksen, forstander

Støtte og indleven

MMK talte for nyligt med en kræftpatient, som kæmpede med sin dødsangst på et kritisk tidspunkt i behandlingen og havde det skrækkeligt: ”…Derpå foreslog lægerne mig, at der skulle kobles en psykolog på mig. Efter en kort samtale, bad jeg hende om at lade mig være i fred. Igen nærmede natten sig, og mine smerter og angst tog til i styrke. Netop som panikken var ved at indfinde sig, hørte en ældre rengøringskone min gråd, som kunne høres ude på gangen. Hun kom lige så stille ind til mig, og trak en stol hen til min seng. Uden ord, tog hun min hånd, og lagde sin anden hånd på mit bryst. Sådan sad hun i en lille halv times tid, indtil hun var sikker på, at jeg sov og havde fundet min ro. Jeg vidste instinktivt, at hun rummede livserfaring og formidlede sin empati, blot ved sin stilfærdige tilstedeværelse. Fra da af, kom hun ind til mig hver aften, hun var på gangen, og sikrede, at jeg kunne klare mig igennem både dag og nat." ”Hun var min stille engel, og jeg tror, at vi alle rummer samme evne. Det er så lidt, der skal til!” Det er denne evne, vi bliver nødt til at kortlægge, studere og trække ind i behandlingen af de psykisk syge, fordi den gang på gang viser sig at være helbredende. Kunne man have professionelle behandlere med denne evne, så ville meget være anderledes.