Hvordan kan man være imod psykiatri, hvis man går ind for demokrati?

Hvordan kan man være imod psykiatri, hvis man går ind for demokrati?

Nyhedsbrev 2011-1

En ting må man give psykiatere - deres organisationer er på ingen måde topstyrede. Beslutninger, som får vidtrækkende konsekvenser for millioner af menneskers liv afgøres gennem demokratiske afstemninger. Det kan virke sympatisk, men det er også en nødvendighed, da psykiatriske sygdomme ikke lader sig diagnosticere gennem nogen form for fysiske eller kemiske målinger. Man kan heller ikke se dem på røntgen-, ultralyds- eller MR-billeder. Psykiatriske sygdomme er med andre ord helt usynlige og umålelige, og derfor kun baseret på skøn.

Lidt firkantet kan man sige, at en given psykiatrisk sygdom faktisk kun eksisterer, fordi et flertal på en psykiatrisk kongres har vedtaget det gennem en demokratisk afstemning. Det er sådan set meget forståeligt, når der ikke findes objektive og håndfaste videnskabelige kriterier, som kan diagnosticere sådanne sygdomme. Når en ny psykiatrisk sygdom er blevet "vedtaget", står verdens psykiatere sammen om, at sygdommen rent faktisk eksisterer.

Vedtagne psykiatriske sygdomme optages i den psykiatriske håndbog kaldet DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders), som udgives af den amerikanske psykiatriforening (American Psychiatric Association, APA). DSM bruges af psykiatere verden over, samt af myndigheder, forsikringsselskaber og lægemiddelselskaber. En tilsvarende håndbog udgives af WHO (World Health Organization) under navnet International Classification of Diseases (ICD), som især benyttes i Europa.

Lige som politikere er psykiatriske organisationer opmærksomme på og lydhøre for befolkningers meninger og holdninger. Et eksempel er homoseksualitet, som frem til 1970'erne var opført i DSM som en psykiatrisk sygdom, men derefter blev helt fjernet til stor tilfredshed for forkæmperne for homoseksuelles rettigheder.

Modstanden og kritikken af psykiatri er voksende i disse år, og man må sige, at psykiaterne gennem deres handlinger og arbejdsmønstre selv gør sig sårbare over for denne stærkt voksende kritik. Elementer i kritikken omfatter bl.a.:



  • Selv om der fra en DSM-udgave til den næste af og til droppes psykiatriske sygdomme, fortsætter disse sygdommes antal med at stige i DSM, og jo større antallet af vedtagne psykiatriske sygdomme er, desto større er det samlede hævdede behandlingsbehov og dermed psykiaternes forretningsgrundlag og medicinalindustriens marked.


  • Det er psykiaterne selv, som indfører og definerer de psykiatriske sygdomme i DSM uden uvildig vurdering. Psykiaterne fungerer med andre ord som deres egne eksperter.


  • DSM er et lukrativt idékatalog for lægemiddelfirmaer inden for CNS-området (Centrale NerveSystem), som står parat til at udvikle lægemidler til de seneste eller mest udbredte psykiatriske sygdomme, men de til tider store økonomiske honorarer fra lægemiddelindustrien til psykiatere er i denne sammenhæng katastrofale pga. tanker om, at vedtagelse af nye psykiatriske sygdomme er økonomisk motiveret.


  • Der mangler en videnskabelig funderet begrundelse for, hvorfor DSM klassificerer talrige seksuelle lyster og interesser som psykiatriske sygdomme, når man har afskaffet homoseksualitet som en psykiatrisk sygdom. Hvorfor lytter psykiatere tilsyneladende til en seksuelt orienteret gruppe og ikke til andre?


  • Indholdet af vilkårlighed i psykiatrien virker uvidenskabeligt højt, når man ved en afstemning kan vedtage eksistensen af en psykiatrisk sygdom og så i en anden afstemning nogle år senere vedtage at den alligevel ikke eksisterer.

I lyset af psykiatriens voldsomme lemlæstelse og medicinering uden nogen form for positiv effekt på flertallet af patienterne, men faktisk resulterende i hjerneskader og pacificerede medborgere uden gnist, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved det herskende demokrati og egenrådigheden i psykiatrien. Risikoen ved psykiatrisk behandling er simpelthen så stor, at politikerne må stoppe op og revurdere psykiatriens arbejdsbetingelser. Ligeledes må vi som borgere kræve, at de myndigheder, som godkender medicin, når der ikke er tale om behandling af fysisk livstruende tilstande, afviser at godkende medicin med stærke bivirkninger og fare for langtidsskader.

Demokrati er som udgangspunkt godt, men meget tyder på at det er gået alt for vidt inden for psykiatri.

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.