Raben Rosenbergs sjæl

Raben Rosenbergs sjæl

Nyhedsbrev 2017-16

Nogle mennesker og religioner tror mennesket har en sjæl eller er en sjæl, som vandrer til en ny krop, når den eksisterende dør, og det må man naturligvis respektere. Dog ikke hvis man er psykiater, for anerkendelse af en udødelig sjæl ville betyde dødsstødet for psykiatri. Hvorfor nu det?

Jo, for hvilken gavn skulle en ikke-materiel sjæl have af psykofarmaka, som ifølge psykiatrien fikser fejl i hjernen, der logisk set intet kan have med en ikke-materiel sjæl at gøre, der vandrer fra krop til krop? Kunne man forestille sig, at en sjæl i en nuværende eksistens er tynget af traumatiske oplevelser, den har haft i tidligere eksistenser? Ville den nuværende person, så have gavn af psykofarmaka, der belaster personens krop? Næppe.

Her skal vi ikke spekulere i den eventuelle eksistens af en sjæl, men blot se på, hvordan psykiatrien ifølge Raben Rosenbergs nylige bog* omgås emnet. Det er ikke helt let, for psykiatrien observerer på den ene side, at der i et menneske ser ud til at være noget ud over en krop, og på den anden side umuligt kan anerkende dette "noget ud over en krop" som noget sjæleligt eller åndeligt. Psykiatrien har ganske enkelt ikke metoder til at håndtere psykiske problemer i en sjæl, hvilket betyder, at hele den psykiatriske industri ville risikere at smuldre, hvis eksistensen af noget sådant blev anerkendt. Psykiatriens kunder kunne i så fald begynde at søge over til psykologer, åndemanere, eller lignende.

Raben Rosenberg taler i sin bog om "sjæl-legeme-problemet". Alene det at kalde det et problem indikerer allerede, at begrebet sjæl er en pestilens i psykiatrien. Hvorfor skulle det være et problem - det lyder da meget spændende og interessant. Men når nu psykiatere støder på fænomener, der ikke umiddelbart kan forklares ud fra molekyler i hjernen, men peger i retning af en ikke-materiel sjæl, så er strategien, at opfinde teorier til at forklare de sjælelige fænomener på en materiel måde og på den måde udelukke eksistensen af en uafhængig sjæl.

Lad os se på nogle citater om emnet fra Raben Rosenbergs bog:

Side 459: Når vi med alkohol og rusmidler, anæstetika og psykofarmakologisk behandling kan opnå vidtgående ændringer af det mentale, må det være nærliggende at se mentale og biologiske processer som identiske.

En sådan slutning er psykiater-logik, da den er blottet for ethvert videnskabeligt grundlag. Den er udtryk for psykiatrisk ønsketænkning, idet den illustrerer noget psykiatrien gerne vil have skal være en kendsgerning, og så serveres den med en tilsyneladende plausibel forsigtig forklaring.

Det er helt i tråd med, hvad der kaldes evidens-biaseret viden i psykiatrien (se Nyhedsbrev 2017-x). Det er udtryk for, at psykiatrien "ved" eller har besluttet, hvordan noget skal være, og så manipuleres data og krydres med udokumenterede påstande, der støtter den forudindtagne beslutning. Den slags finder sted ved kliniske undersøgelser af nye psykofarmaka og fx ved overtalelse af tøvende psykiatriske patienter, eksempelvis med hensyn til at tage lykkepiller. Her "ved" psykiateren, at lykkepiller vil hjælpe patienten og bivirkningerne ikke er værd at snakke om, så patienten får røverhistorien om den kemiske ubalance i hjernen, som lykkepillerne vil afhjælpe og dermed lette depressionen.

Side 447: Det er et underliggende tema i denne bog, at syge mennesker ikke blot er biologiske organismer med "en biologisk fejl", men at de er mennesker, som føler, tænker, handler, håber og lider.

Side 469: Det forekommer derfor absurd som behavioristerne og radikale materialister at benægte eksistensen af den menneskelige bevidsthed og dens kausale egenskaber. Der kan ikke være nogen tvivl om, at mennesket er et bevidst væsen.

Side 458: Det antages normalt, at mentale begreber som intelligens, generthed, vrede og jalousi er egenskaber ved en persons sjæl på nogenlunde samme måde, som rødhårethed eller fedme er egenskaber ved en persons legeme.

Med disse citater har Raben Rosenberg bevæget sig lidt langt i retning af eksistensen af en sjæl, så der må trækkes i land:

Side 469: På nuværende tidspunkt er vi fanget i det dilemma mellem monisme og dualisme , at vi ontologisk (ontologi: den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til) set er monister, idet vi har vanskeligt ved at begrunde, at det mentale ikke afspejler den materielle virkelighed, idet det ikke er tilfredsstillende at se det mentale som noget ikke-materielt.

Pyha, her har vi så igen psykiater-logikken om, hvordan noget er eller ikke kan være uden nogen form for håndfast dokumentation. Men Raben Rosenberg er jo så nødt til at give en materiel forklaring på det, der ser ud til at være en sjæl, men ikke må være det.

Side 524: Der blev i afsnittet om sjæl-legeme-problemet argumenteret for, at fri vilje fortsat har mening i den naturalistiske konception af mennesket. Et vigtigt argument var, at der med hjernens udvikling er opstået så mange frihedsgrader i beslutningsprocesserne, at de ikke er fuldt determinerede.

Med andre ord startede det hele med molekyler og efterhånden en simpel hjerne, der udviklede sig og fik flere og flere neuroner og processer, der først ikke havde noget individuelt præg. Men efterhånden blev der så mange af dem og flere af dem reagerede på samme ydre stimuli, så det blev meget kaotisk og dette kaos blev efterhånden lidt forskelligt fra hjerne til hjerne. Vupti, så har vi menneskets individuelle præg og varierende adfærd fra person til person uden at vi behøver at tilskrive det til en sjæl. Dermed være den trussel mod psykiatrien fejet af bordet - beslutning slut!

Igen er der tale om psykiaterlogik uden nogen form for bevis eller evidens. Hvem tør lægge sin hjerne/sjæl eller psykiske problemer i hænderne på psykiatriens evidens-biaserede fantasiverden?

*Raben Rosenberg, PSYKIATRIENS GRUNDLAG - historie, filosofi og videnskab. Aarhus Universitets forlag, 2016.

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.