Hvordan psykiateren Niall McLaren efter mere end 30 års praksis ser tilbage på sin første undervisning i psykiatri og hvorfor han vil transformere psykiatri

Hvordan psykiateren Niall McLaren efter mere end 30 års praksis ser tilbage på sin første undervisning i psykiatri og hvorfor han vil transformere psykiatri

Nyhedsbrev 2011-3

I et interview i sammenhæng med udgivelsen af sin bog, "Humanizing Madness" (Menneskeliggørelse af sindssyge) fortæller Niall McLaren om hvordan han allerede fra starten af konstaterede, at psykiatri mangler videnskabeligt grundlag og arbejdsmetode.

Link til interviewet: http://www.readerviews.com/InterviewMcLarenNiall.html

Faktisk allerede da jeg begyndte min uddannelse inden for psykiatri, konstaterede jeg, at der var noget galt. En eftermiddag kunne vi starte med en forelæsning af en professor i psykiatri, som fortalte os, at psykiske forstyrrelser blot var en særlig form for hjernesygdom, og at behandling af psykiatriske sygdomme bestod af medicinering til at rette op på kemisk ubalance i hjernen. Derefter fulgte en forelæsning om psykoanalyse af en privatpraktiserende psykiater, og endelig eftermiddagens afsluttende forelæsning holdt af en adfærdspsykolog, som muntert fortalte os, at den medicinske model var noget plidderpladder, og at al psykisk forstyrrelse var indlært og skulle håndteres efter Pavlovs eller Skinners principper - han var aldrig helt sikker på, hvem af dem det var. Men lige som de to andre forelæsere hævdede han, at undervise os i videnskaben om psykisk forstyrrelse.

Hvis det var, hvad vores uddannelse i psykiatri gik ud på, kunne jeg kun være utilfreds. Der kan da kun være én korrekt videnskabelig model, ikke tre modeller, som bekriger hinanden, og handler som om, de to andre slet ikke eksisterer. Men det er ikke alt. Under vores diskussioner om patienter og på sygegangene kunne psykiaterne springe fra den ene teori til den anden uden den mindste form for intellektuelt ubehag. Jeg lagde også mærke til noget andet, mens jeg observerede alt dette. På ethvert universitetsinstitut er der forskellige specialer. For eksempel var der professorer i biologi zoologi og botanik, som var specialiserede i entomologi (læren om insekter), havbiologi, genetik eller økologi osv. Disse mennesker var helt igennem høflige over for hinanden, drak te sammen om morgenen og interesserede sig ellers gensidigt ikke synderligt for, hvad kollegaerne lavede. De var specialister, som alle på deres egen måde bidrog til det enorme og komplekse projekt kaldet videnskab. Men inden for psykiatri sagde hvert speciale ikke blot, at de andre psykiatriske specialer var irrelevante, men at de var forkerte. Det gav ingen mening for mig.

Ved yderligere studier af de psykiatriske specialer fandt Niall McLaren frem til, at de hver især havde deres egne problemer - ting som ikke gav mening. Hvis man arbejder med noget, som man godt ved ikke giver fuld mening, er det let at blive frustreret og forsvare sig ved at kritisere andre psykiatriske specialer for deres åbenlyse og logiske problemer. På den måde er der et grundlag for psykiatere til at kritisere og bekrige hinanden.

Det virkelig bizarre er, at ingen i moderne psykiatri står ved, at han eller hun ikke har opbakning til eller enighed om en psykiatrisk model, som de kan basere deres praksis, undervisning eller forskning på. Forfatteren P.J. O'Rourke sagde engang om den arabiske verden, at det ikke så meget er en verden, men snarere evindelige konflikter om grænser, og det samme kan siges om psykiatri. Problemet er at psykiatere ikke kan fordrage, at man siger det til dem. Hvorfor mon?

Hvis der fx blot var tale om forskellige skoler inden for fx frisørfaget, som bekrigede og kritiserede hinanden, kunne man tage det roligt, da det jo ikke har større konsekvenser, hvilken frisure folk ønsker at have. Men denne splittelse i psykiatrien og vidt forskellige ret vilkårlige ideer om, hvad folk med psykiske problemer har brug for, som udmøntes i fiksering, lemlæstelse og kraftig medicinering gør psykiatriske patienter til brikker i et spil russisk roulette. De folk, som lovmæssigt tager sig af psykisk syge, er uenige om metoderne, og alligevel kan de udsætte patienter for voldsomme og ødelæggende behandlinger, som flere af deres egne frasiger sig. Det underminerer faget psykiatris troværdighed.

Kunne vi bare få afskaffet de mest brutale psykiatriske behandlingsformer, som flest af deres egne tager afstand fra - elektrochok ville være et godt sted at starte. Menneskeskæbner er værdifulde!

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.