Spis lidt gurkemeje og drop lykkepillerne hvis du lider af svær depression

Spis lidt gurkemeje og drop lykkepillerne hvis du lider af svær depression

Nyhedsbrev 2013-14

I et tidligere nyhedsbrev (nr. 2012-9) blev det beskrevet, hvordan Storbritannien efter en grundig undersøgelse af offentliggjorte og især ikke-offentliggjorte kliniske data forbød lykkepiller til behandling af mildt eller moderat deprimerede patienter, som i stedet tilbydes samtaleterapi.

Positive virkninger er der ikke så meget af ved lykkepiller, da effekten på depression er sammenlignelig med effekten af placebo (dvs. kalk- eller sukker-tabletter), så det giver ingen mening at udsætte mildt eller moderat deprimerede for lykkepillers frygteligt skadelige bivirkninger.

Myndighederne i Storbritannien tillader imidlertid stadig lykkepiller til behandling af svære depressioner, men den tilladelse står måske også for fald, hvis en nyligt rapporteret klinisk undersøgelse af en indisk forskningsgruppe står til troende.*

Undersøgelsen over seks uger omfattede 60 patienter diagnosticeret med svær depression (MDD: Major Depressive Disorder), hvor man sammenlignede virkninger og bivirkninger ved Fluoxetin (Fontex/Prozac) og Curcumin. Curcumin er et af de naturlige gule farvestoffer i gurkemeje.

I modsætning til det psykiatriske stof var der ingen nævneværdige bivirkninger ved gurkemeje-stoffet og virkningen var på ingen måde lykkepillen underlegen. Her er forskernes egen konklusion:

Denne undersøgelse giver det første kliniske vidnesbyrd om, at Curcumin kan bruges som en effektiv og sikker behandlingsmåde til patienter med svær depression uden bivirkninger i form af selvmordstanker eller andre psykotiske forstyrrelser.

Curcumin har været brugt som naturmedicin i århundreder og er kendt for sine sundhedsfremmende egenskaber, især til sænkning af kolesteroltal og til gavn for hjerte og kredsløb.

Det skal blive spændende at følge om denne første undersøgelse følges op af yderligere lignende kliniske studier. Gurkemeje kan meget vel blive en alvorlig trussel for den psykiatriske medicinalindustri, når man tænker på hvordan kliniske afprøvninger af ny psykiatrisk medicin foregår i dag.

De kliniske studier til godkendelse af ny psykofarmaka skal omfatte det nye stof i sammenligning med placebo. Men da de "positive" virkninger af antidepressiver og placebo ofte er nogenlunde sammenlignelige vil nogle undersøgelser falde ud til fordel for antidepressivet og andre til fordel for placebo. Det problem løser de psykiatriske medicinalfirmaer ved kun at indrapportere de "gode" resultater og se bort fra de "dårlige" (dvs. dem hvor placebo var bedst). Men hvad nu hvis man, som i den indiske undersøgelse, bruger et sundhedsfremmende naturlægemiddel såsom Curcumin fra gurkemeje i stedet for placebo? Så kan det blive meget svært at fremtrylle eller fremmanipulere resultater, hvor det nye antidepressiv er bedst.

* http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23832433

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.