Fra bælte-fiksering til kemikalie-fiksering

Fra bælte-fiksering til kemikalie-fiksering

Nyhedsbrev 2015-7

Psykiatrien har metoder til behandling af selv de mest ustyrlige psykiatriske patienter - eller man skulle nok snarere sige neutralisering i stedet for behandling. En af metoderne er bæltefiksering, hvor en patient fastspændes, så vedkommende ikke kan foretage sig noget som helst over en kortere eller længere periode.

Selvom psykiatere normalt ikke viger tilbage fra at lovprise deres behandlingsmetoder, så er der så vidt vides ingen psykiatere, der påstår, at bæltefiksering har en terapeutisk virkning i den forstand, at den gavner patienten. Psykiatere siger selv, at bæltefiksering er en midlertidig metode til akutte situationer, hvor patienter er til fare for sig selv eller deres omgivelser. Desværre for bæltefikserede patienter kan sådanne akutte perioder være ganske langvarige - dvs. stå på i dagevis eller endda ugevis. Derfor er bæltefiksering et billede på psykiatriens afmagt, idet den jo ifølge psykiaterne selv på ingen måde gavner patienten.

Regeringen har fået øjnene op med hensyn til bæltefiksering og har lavet en målsætning om at halvere brugen af bæltefiksering i psykiatrien frem mod 2020. Der er også tegn på, at der gøres visse fremskridt på det område i flere af landets regioner*, men hvad gør en psykiater i afmagt over for en ustyrlig patient, når han nu hellere må afstå fra bæltefiksering?

Han griber til alternative fikseringsmetoder, hvor den mest nærliggende er stærkt sløvende psykofarmaka. Det virker i høj grad også beroligende eller bedøvende på den ustyrlige patient og dermed er det akutte problem tilsyneladende løst. Der er bare en hage ved den løsning: I 2014 blev 137 færre patienter bæltefikseret i forhold til det årlige gennemsnit i perioden 2011-2013, men 78 flere blev tvangsmedicineret. Det er sundhedsministeren opmærksom på: "Vi vil alle gerne bevæge os hen mod langt mindre tvang i psykiatrien. Men vi skylder også at holde øje med, at én form for tvang ikke afløses af en anden form, medicin eksempelvis, eller andre indgribende foranstaltninger".

Hvad skal psykiatrien så gribe til? Formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, overlæge Torsten Bjørn Jacobsen, lægger sig i forlængelse af ministeren, men prøver alligevel at forsvare udviklingen: "Vi skal have fokus på, at vi ikke udskifter en form for tvang med en anden. Det er desværre ikke uventet, at tvangsmedicineringen kunne stige, selv om vi havde håbet noget andet. Men tvangsmedicinering peger alt andet lige mere fremad end bæltefikseringerne, da det for nogle patienter er en vej til at få det bedre. Det er bælterne jo ikke".

En ganske interessant udtalelse: Tvangsmedicinering er for nogle patienter en vej til at få det bedre. Rent logisk må det jo samtidig betyde, at tvangsmedicinering for andre patienter er en vej til at få det værre eller til at fastholdes i den samme tilstand. Så meget for den søforklaring fra psykiatriformanden!

Hvad kan vi så forvente, der vil ske i psykiatrien, når regeringen og Sundhedsstyrelsen både holder øje med antallet af bæltefikseringer og tvangsmedicineringer?

Primært kan vi forvente en generel stigning i forbruget af psykofarmaka og sekundært måske en stigning i antallet af elektrochok. Hvorfor nu det? Jo, de ustyrlige patienter, som psykiaterne ifølge dem selv ikke kan hjælpe og som tidligere ville være blevet bæltefikseret, skal jo stadigvæk "neutraliseres" eller dysses ned. Den "kloge" psykiater må således forsøge at få patienterne til frivilligt at underkaste sig "behandling" før de evt. bliver så ustyrlige, at der kun kan udøves tvang. Det er desværre en vej til at skabe endnu flere psykiatriske patienter og endnu mere medicinering.

Et tidligere nyhedsbrev (Nr. 2014-12) havde titlen "Overmedicinering eller fejlmedicinering er ikke problemet i psykiatrien - problemet er medicinering" og det bliver endnu mere aktuelt, jo større presset bliver for at reducere tvang i psykiatrien.

Umiddelbart lyder frivillig medicinering ganske vist bedre end tvangsmedicinering, men de har en ting til fælles, nemlig "medicinering". Medicinens skadelige og livstruende bivirkninger er de samme, uanset om den tages frivilligt eller ved tvang.

Det er naturligvis meget tilforladeligt og ædelt, at regeringen vil reducere tvang i psykiatrien, men den gør først rigtig noget for patienterne, når den begynder at interessere sig for psykiatriens reelle resultater og det spor af ulykkelige og ødelagte skæbner, den trækker efter sig. I omgangen med psykisk udfordrede patienter er der brug for medmenneskelighed og omsorg i stedet for farlig kemi og elektricitet.

* http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2653818/flere-bliver-tvunget-til-at-tage-medicin-i-psykiatrien/

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.