Institutionel korruption

Institutionel korruption

Nyhedsbrev 2016-2

Er psykiatere og den psykiatriske medicinalindustri dumme, uintelligente, kriminelle eller lider de blot af vanvittige vrangforestillinger? Er psykiaterne i virkeligheden uskyldige ofre for en grådig og hensynsløs psykiatrisk medicinalindustri? Eller er der måske noget helt andet galt?

Hvorfor er regeringer verden over generelt handlingslammede over for psykiatrien på trods af, at der er så mange skrækhistorier om ødelagte skæbner og en ikke-eksisterende helbredelsesrate i psykiatrien?

Den kendte psykiatri-observatør Robert Whitaker taler om begrebet institutionel korruption, hvor mennesker i en institution opretholder en meningsløs eller umoralsk aktivitet, fordi de lever godt af den og ikke umiddelbart kan se en alternativ aktivitet af sammenlignelig status for dem selv. Institutionel korruption har over de seneste 35 år anrettet stor skade i vores samfund og er en af nutidens største politiske udfordringer.

Begrebet institutionel korruption drejer sig om "økonomisk indflydelse, der blandt medarbejdere skaber tilskyndelser til adfærd, der er i modstrid med institutionens erklærede formål og samfundsforpligtelser. Institutionel korruption er især farlig og undergravende, hvis sådan adfærd efterhånden bliver accepteret som normal og uundgåelig i en institution.

I Whitakers undersøgelser af institutionel korruption i psykiatri fokuserede han på psykiatriens adfærd fra 1980 - året hvor den tredje udgave af psykiatri-biblen DSM blev udgivet. Det var det øjeblik den amerikanske psykiatriforening (APA) begyndte at arbejde efter "sygdomsmodellen" til diagnosticering og behandling. Det førte to forskellige "økonomiske indflydelser" med sig.

Den første er indflydelsen fra den psykiatriske medicinalindustri, som efter udgivelsen af DSM III mangedoblede støtten til APA og akademiske psykiatere, som blev betalt for at være foredragsholdere, rådgivere og konsulenter. Generelt ser universiteter gerne, at deres professorer yder rådgivning og konsulentvirksomhed over for private virksomheder, idet det anses som en anerkendelse af det faglige niveau eller et kvalitetsstempel. Det som universitetsledelserne ser igennem fingrene med eller måske slet ikke er opmærksomme på er, at professorer også udtaler sig favorabelt om private firmaers produkter, og især at der er et økonomisk incitament til at gøre dette. Dette omfatter, at den psykiatriske medicinalindustri selv skriver meget positive videnskabelige artikler om dens produkter og så betaler en anerkendt professor for at lægge navn til sådanne artikler som om han eller hun selv havde udført arbejdet og skrevet artiklen. På trods af, at den slags adfærd med professorers de facto deltidsansættelse i psykiatrisk medicinalindustris marketingafdelinger nok strider mod de fleste universiteters ånd om videnskabelig uafhængighed og samfundsansvar, ses der alligevel desværre igennem fingrene med det.

Den anden indflydelse er noget, som den brede offentlighed nok på ingen måde er opmærksom på. I og med, at APA og ligesindede psykiatriforeninger i andre lande begyndte at arbejde ud fra sygdomsmodellen, påberåbte de sig samtidig autoritet over tre områder: 1) Diagnose af psykiatriske forstyrrelser, 2) forskning i de biologiske årsager til disse forstyrrelser og 3) deres behandling med medicin. Dermed opstod der for faget psykiatri et behov for at fortælle offentligheden, a) at psykiatriske diagnoser er gyldige og velbegrundede, b) at psykiatrisk forskning resulterer i forståelse for biologien bag psykiatriske forstyrrelser, og c) at psykiatrisk medicin er sikker og meget effektiv til behandlinger af sådanne forstyrrelser. Endvidere må psykiatrien kæmpe med andre terapiformer (psykologer, socialarbejdere m.fl.) om de samme patienter, hvorved de har et særlig fremherskende behov for at beskytte psykiatriens interesser for at have succes i konkurrencen med de andre terapiformer.

Hvis de forskellige påstande fra psykiatrien havde et korrekt videnskabeligt grundlag, ville tingene være i bedste orden, men desværre er det ikke tilfældet. Netop for at beskytte fagets interesser er psykiatrien tilskyndet til at fortælle offentligheden historier, som videnskabeligt ikke holder vand og derfor gør sig skyldig i forræderi over for fagets samfundsforpligtelser.

Psykiatrien har med dens sygdomsmodel i dramatisk grad påvirket vores samfund over de seneste 35 år. Den har givet den brede offentlighed en ny filosofi om det menneskelige væsen, ændret den måde vi ser på børn og teenagere og deres problemer. Psykiatrien har berørt alle afkroge af samfundet og forårsaget ændringer på grund af historier formidlet til offentligheden, som har været formet af fagets egne interesser og indflydelse fra medicinalindustrien i modsætning til velfunderet videnskab. Vores samfund har i udpræget grad organiseret sig omkring "korrupte" psykiatriske fortællinger.

Hvad kan der så gøres ved det? Først kunne man (lidt naivt) tænke, at institutionen psykiatri kunne reformere sig selv efterhånden som kendskabet til den institutionelle korruption bliver mere udbredt. Vi forventer jo også, at mange psykiatere er bevidste om disse problemer og derfor godt kunne ændre sig. Men her støder vi ind i noget, som bedst illustreres med et citat af Sinclair Lewis: "Det er svært at få en person til at forstå noget, hvis vedkommendes indtægt afhænger af ikke at forstå det".

Kilde: http://www.madinamerica.com/2015/05/psychiatry-through-the-lens-of-institutional-corruption/

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.