Min mor var lykkelig gift med min far. Far var en driftig forretningsmand som havde skabt et dejligt hjem for en familie med 4 børn. Min mor var opvokset i en beskeden Københavnerlejlighed, og for hende havde hun nu sin dejlige familie i et skønt lille hus i Nordsjælland med have og frisk luft hele året og hvor hendes søskende fra København elskede at komme på besøg.
Ligesom for så mange andre familier, der bliver involveret i en krig, kan dette ryste en lykkelig families grundvold. Og dette var også tilfældet for min familie. Både far og mor blev fængslet af besættelsesmagten, og kom først ud ved krigens afslutning. Far var den, der overlevede bedst efter denne hændelse, men min mor var stærkt medtaget af de oplevelser, hun fik i fængsel. (Hun og far var mistænkte for at vide, hvor vores nabo havde skjult sig. Vores nabo var politibetjent, og pludselig en dag var han, kone og søn forsvundet, “gået under jorden”, sammen med hele landets politistyrke for at undgå tyskernes repressalier.) Så vidt jeg ved, blev hun ikke direkte udsat for fysisk tortur, men tyskernes forhørsmetoder var grufulde og rædselsvækkende. Hun var fange i Vester fængsel og sad i en trang celle med 4 andre kvinder. I det fængsel var der også fanger, der skulle henrettes. Når det skulle ske, blev det bekendtgjort og disse fanger blev så ført igennem fængslet, og resten af fængslets fanger ført ud for at overvære dette og med truslen om, at dette også nemt kunne ske for dem. Det var på den måde, at min mors cellekammerat så sin søn blandt en af dem, der blev ført til henrettelse.
Jeg var kun et barn på 8 år dengang, og min mor fortalte aldrig noget om dette til os børn. Den viden jeg har, kommer fra, at jeg opmærksomt lyttede til alt, hvad hun sagde, når hun talte til andre voksne og bekendte, og når hun og far udvekslede deres fængselserfaringer.
Hvad jeg ved på denne måde er, at ved løsladelsen var min mor så medtaget, at hun ikke kunne tage direkte hjem, som Far gjorde. Hun kom i psykiatrisk behandling og fik elektrochok. Jeg var der, da hun kom hjem, og da var hun en anden person, og hun genvandt aldrig helt den samme familielykke igen. Hendes personlighed havde ændret sig på en måde, så hun ofte skabte problemer og uro i familien. Min far kom hurtigt i gang med forretningen igen, men nu blev han mere og mere genstand for kritik og utilstrækkelighed fra min mors side. Det var som om psykiaterne havde fået puttet noget ind i hovedet på hende. At far nu ikke længere var så god mere og at der skulle laves om på ham. Vi børn blev ofte vidne til heftige skænderier, specielt om natten, hvor vi børn var puttet i seng. Mor blev ofte syg med mange hospitalsophold og forsøgte selvmord adskillelige gange og kom på psykiatriske institutioner, men intet hjalp.
Jeg forstår ikke, hvordan psykiatere her i landet kan retfærdiggøre elektrochok. Det var jo det som min mor fik, da hun kom ud af fængslet. Enhver kan forestille sig, hvor forfærdeligt elektrisk tortur må være. Min mor havde lige gået igennem en forfærdelig periode, hvor tortur hørte med til dagligdagen. Nu blev hun udsat for en endnu mere rædselsvækkende tortur som en ”terapi”, der skulle hjælpe hende. Psykiaternes idé er, at når man gør en person bevidstløs og lammer kroppen totalt, så har chokket en therapeutisk værdi.
Deres ide kommer åbenbart fra gammel slavepisker- og Bedlam- “teknik”: at hvis man fysisk straffer en person tilstrækkeligt, så kan man ændre denne person til at være mere føjelig og medgørlig. Og det var også, hvad der skete med mor, efter at hun var elektrochokket. Hun var holdt op med at jamre sig, og opførte sig så ”normalt”, at hun kunne blive udskrevet og komme hjem. Man havde ligesom fået hendes jamren indkapslet. Bivirkningerne var desværre, at hendes sind var blevet sygt på andre måder, som derefter skulle behandles med andre psykiatriske metoder, og ud over at bringe ulykke i familielivet blev hendes liv miserabelt og lidelsesfuldt. Til sidst lykkedes det hende dog at gøre ende på det ved selvmord.
Men det var først efter, at hun havde fået gjort min far så ulykkelig, at han ikke fandt anden udvej end at tage livet af sig selv. Dette mislykkedes dog, og da han stadig havde den hensigt, tilsluttede han sig psykiaternes løsning om at modtage en elektrochokbehandling, og resten af familien (undtagen mig) tilsluttede sig dette. Efter denne ”behandling” havde han ikke mere til hensigt at begå selvmord. Men far var nu forvandlet til en slap og viljeløs personlighed der var henvist til at leve resten af sin tid på et plejehjem.