Psykiater slår alarm: Vi må vænne os til flere drab

Psykiater slår alarm: Vi må vænne os til flere drab

Nyhedsbrev 2016-7

Det var overskriften på en artikel i EkstraBladet* den 9. april - årsdagen for Danmarks besættelse i 2. verdenskrig. Budskabet i artiklen er i det væsentlige en klagesang og en terrortrussel bestående af "send flere penge, ellers vil folk dø i tilfældige attentater".

I artiklen citeres speciallæge i psykiatri, Hans Henrik Ockelmann, bl.a. for

"Der kommer flere psykisk syge, som i desperation ender i voldelige overfald og i sidste ende drab. De får simpelthen ikke den rigtige behandling, før det er for sent".

Med andre ord mener psykiateren, at de psykisk syges desperation er en konsekvens af manglende behandling. Det synspunkt står imidlertid i skærende kontrast til den kendsgerning, at vold og aggression er velkendte bivirkninger ved psykofarmaka; eller lige ud af posen, den psykiatriske behandling skaber vold og utryghed. De forfærdelige skoleskyderier i USA, og de i den sammenligning mindre episoder i Danmark, begås af personer, som enten er eller har været psykiatrisk medicinerede.

"Jeg synes, at fremtiden ser dyster ud. Ikke for mig, fordi jeg har udsigt til en lang række patienter, der dømmes til behandling, men for samfundet og borgerne, fordi folk ikke behandles, før det er for sent."

Uha, sikke en erkendelse, at han hverken selv bliver arbejdsløs eller har en dyster fremtid. I realiteten skaber psykiatrien dens egne "kunder" gennem dens behandling, og en "ufuldstændigt behandlet" og udskrevet psykiatrisk patient på psykofarmaka er en latent voldsbombe, der uden virkelig hjælp og medmenneskelighed er fanget i den psykiatriske spiral på ubestemt tid.

"Jeg vurderer, at vi nu er kommet så langt ned i antal pladser, at det har en direkte konsekvens for det stigende antal patienter, som jeg ser, når de har begået kriminalitet."

Kan truslen være mere klar: Send flere penge eller I får mere kriminalitet!

Vi har talt med en narkobagmand i Indre København, som kan se en parallel til sit eget erhverv og den hetz det er udsat for. Han ønsker ikke sit rigtige navn frem, så vi vil blot omtale ham under hans kælenavn Lune Koka.

Lune Koka udtaler bl.a.:

Mine kunder er blandt samfundets svageste, og de er simpelthen nødt til at begå kriminalitet for at få råd til at betale mig en nogenlunde acceptabel pris for mine livsnødvendige varer. Mine sælgere kræver højere løn på grund af den stress politiets patruljering giver dem. Hvad er det for et samfund, vi har, der ikke vil tage ordentlig hånd om de svageste borgere? I virkeligheden bærer politikerne ansvaret for den kriminalitet mine kunder begår. Giv statstilskud til mine produkter, så skal I se kriminaliteten falde med det samme. Når alt kommer til alt, er der jo reelt i de fleste tilfælde ingen eller næsten ingen faktisk forskel på mine produkter og psykofarmaka. Derfor er det urimeligt, at der kun gives tilskud til psykofarmaka - så er det sagt!

*http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/psykiater-slaar-alarm-vi-maa-vaenne-os-til-flere-drab/6029225

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.