Langt de fleste professioner er stolte af deres historie og hvordan deres håndværk, viden eller teknologi er blevet bedre og bedre op gennem årene. Helt anderledes forholder det sig med psykiatri, hvor psykiatere er nødt til at lægge afstand til den lange række af rædsler i den profession igennem historien.
Man kan i flæng nævne “det hvide snit”, utallige former for kropslige chokpåvirkninger, narkomedicinering, hjerneskader og psykiatere som spindoktorer og tænketanke for Hitler, Stalin, Milosevic og andre af historiens store diktatorer.
Ingen af nutidens psykiatere vil ses som professionsmæssige efterkommere af tidligere udøvere af psykiatri, men lovpriser generelt blot nutidens behandlingsformer i psykiatrien og ser bort fra fortiden. Faktisk kunne man sige, at de også ser bort fra nutiden, fordi selv nutidens psykiatriske behandlingsformer som psykofarmaka og elektrochok også giver patienterne permanente hjerneskader og nedbryder deres personligheder og livsenergi.
På trods af alt dette benytter regeringer verden over stadig psykiatri til behandling af psykisk syge og støtter professionen med store beløb. Hvorfor det er tilfældet, er noget den alternative psykiater Niall McLaren (se Nyhedsbrev 2011-2 og 2011-3) har et godt bud på som del af sine bestræbelser på at transformere psykiatri.
Nu til de helt centrale spørgsmål, som psykiatrien aldrig vil svare bindende på:
Spørgsmål 1: Skyldes psykiatriske sygdomme en defekt i hjernen?
Et ja-svar fører til
Spørgsmål 2a: Hvad er defekten i hjernen så for de forskellige psykiatriske sygdomme og hvordan påvises eller måles den?
Et nej-svar fører til
Spørgsmål 2b: Hvorfor handler al psykiatrisk behandling så om påvirkning af hjernen ad kirurgisk, elektrisk eller kemisk vej (hhv. hjerneoperation, elektrochok eller psykofarmaka), når årsagen til psykiatrisk sygdom ikke skal findes i hjernen?
Det typiske psykiatersvar til Spørgsmål 1 er “delvist”, “både og”, “det er meget komplekst og et samspil af flere faktorer” eller lignende, fordi de så mener ikke at kunne afkræves et svar på spørgsmålet, men blot kan fortsætte hidtidig praksis.
Sandheden er, at elektrochok er et voldsomt fysisk overgreb og at psykofarmaka er rusmidler meget lig gadens illegale narko.
Psykiatrien har ingen forståelse af baggrunden for de såkaldte psykiatriske sygdomme og heller ikke af mekanismerne i deres behandlingsformer. Derfor vil de aldrig svare klart på spørgsmålene ovenfor.
Desværre har mange rusmidler en tilsyneladende umiddelbar positiv effekt og desværre gives myndighedernes tilladelse til markedsføring på grundlag af korttidsstudier, som kan manipuleres, især ved at se bort fra dårlige resultater.
En enkelt psykiatrisk behandling kan være slem nok, men skaderne ophobes og forværres gennem gentagne behandlinger og psykiatriske patienter dør i gennemsnit 20 år tidligere end mennesker, som ikke har været i kontakt med det psykiatriske system.