Når man har sagt psykiatrisk medicin, må man også sige bivirkninger – de to ting hænger uløseligt sammen. Psykiske problemer består typisk i, at man sidder fast i en traumatisk hændelse, og det er denne fastlåshed i et traume, som udløser nedtrykthed og følelser af håbløshed mm. Dermed er det også en sandhed, at en afledning af opmærksomheden fra traumet til noget andet kan lette de psykiske problemer. På den måde er velment medmenneskelig omsorg af stor værdi for mennesker, der gennemgår psykisk udfordrende perioder.
I psykiatrien er man tilsyneladende også bevidst om værdien af at aflede psykiatriske patienters opmærksomhed fra de traumer, de måtte sidde fast i, men den medmenneskelige omsorg er erstattet af mere brutale metoder til omdirigering af opmærksomheden. Rent logisk kan man sige, at opmærksomheden på et traume vil blive reduceret, hvis man giver patienten et større eller værre problem at tænke på i stedet.
Eksempelvis er påvirkningen og generne ved at få sendt elektrisk strøm gennem hjernen i form af et elektrochok så store, at en depression for en stund kan glemmes. Dog ville dette være en virkning af kort varighed, og depressionen ville vende tilbage, hvis det ikke var for langtidsvirkningen af elektrochok i form af blivende hjerneskader. Disse hjerneskader udgør enten et større problem end traumet bag depressionen eller også nedsætter de funktionsevnen og bevidstheden, så patienten bliver ude af stand til at sanse eller fastholde sin opmærksomhed på traumet, eller noget som helst andet for den sag skyld.
Virkningsmekanismen for psykiatrisk medicin følger samme spor, hvis man tænker på, at det typisk er bivirkningerne, som udgør virkningen. En meget ubehagelig, smertefuld eller fysisk skadelig bivirkning kan jo netop aflede opmærksomheden fra et traume, man måtte sidde fast i. Ifølge denne logik er bivirkningsfri psykiatrisk medicin således en umulighed, fordi den ikke ville aflede opmærksomheden væk fra traumet, hvorfor den ville være “virkningsløs”.
Hvad gør psykiatere og læger, når patienter klager over og ønsker behandling mod bivirkninger ved psykiatrisk medicin? Skal de ordinere ny medicin for at prøve at mildne bivirkningerne?
Skal en mandlig patient, som har fået rejsningsproblemer efter at være begyndt med lykkepiller, have ordineret Viagra? Skal lægen gætte på, om impotensen skyldes lykkepillerne eller om den ville være kommet alligevel, og skal det have betydning for, om der skal ordineres Viagra?
Skal et barn, som har fået svært ved at sove efter at være begyndt på ADHD-medicin, have ordineret sovemedicin? Skal et barn, som har fået forhøjet blodtryk efter at være begyndt på ADHD-medicin, have ordineret blodtrykssænkende medicin? Skal et barn, som har fået hjerterytme-forstyrrelser efter at være begyndt på ADHD-medicin, have ordineret hjertemedicin? Skal et barn, som har fået hududslæt efter at være begyndt på ADHD-medicin, have ordineret kortison-creme?
Listen af sådanne spørgsmål er uendelig og en læge har ingen som helst chance for at vurdere om et symptom faktisk er en bivirkning ved en psykiatrisk medicin eller om der er tale om et reelt uafhængigt sygdomssymptom. Er symptomet en bivirkning ved den psykiatriske medicin og ordinerer lægen ny symptombekæmpende medicin, prøver den psykiatriske medicin at fremkalde symptomet og den anden medicin prøver at undertrykke det. En sådan medicin-mix kan være en livsfarlig cocktail af fremmede kræfter i kroppen uden for personens egen kontrol.
Vi ville gerne have beskrevet et efteruddannelseskursus til psykiatere og praktiserende læger, om hvordan man skelner mellem bivirkninger ved psykiatrisk medicin og reelle sygdomssymptomer og således sætte sundhedspersonerne i stand til at kunne vurdere, hvorvidt bivirkninger er behandlingskrævende, men et sådant kursus eksisterer ikke og kommer næppe heller til det i fremtiden.
Derfor synes den eneste rationelle løsning at være, at stoppe med den psykiatriske medicin for at se, hvad der så sker med bivirkningssymptomerne. Det er i hvert fald bedre end at starte patienter på et blandingshelvede af forskellige mediciner, hvor den første medicins bivirkninger skal bekæmpes af den anden medicin, og den anden medicins bivirkninger skal bekæmpes af en tredje medicin og så videre.