Selv i psykiatriske kredse anerkendes “det hvide snit” (lobotomi eller leukotomi) og lignende hjernekirurgiske indgreb i dag som psykiatriske behandlingsformer, der aldrig skulle have været praktiseret:
[p style=”font-style:italic”]”Et af de mørkeste kapitler i lægevidenskabens historie er utvivlsomt psykokirurgien. Som ordet i sin grusomme enkelthed betyder, drejer det sig om at modificere afvigere og sindslidende patienters nervesystem af kirurgisk vej, læs: ødelæggelse af centre, nervebaner og forbindelser.”[sup](1)[/sup][/p]
Særlig kendt for sin anvendelse af “det hvide snit” er den amerikanske neurolog Walter Freeman, som foretog flere tusinde af den slags indgreb, der ofte blev vist på TV i USA:
[p style=”font-style:italic”]”Ved at løfte det øverste øjenlåg kunne han under lokalbedøvelse føre et slankt instrument over øjeæblet ind til den øverste del af øjenhulen, som danner en tynd knoglebund i den forreste del af hjernekassen, hvor hjernens pandelapper er lejret. Med en hammer bankede han derefter instrumentet gennem knoglen og læderede den hvide substans i pandelappen; den samme procedure blev derefter udført gennem den anden øjenhule. De allerførste indgreb blev udført med en issyl, hvorfor operationen blev kendt som “issyl-lobotomi”. Derefter brugte han forskellige specialinstrumenter, hvormed han kunne udføre indgrebet på få minutter. Indgrebet var forbundet med mange bivirkninger og førte til døden for flere patienter.”[sup](2)[/sup][/p]
På et tidspunkt i 1940’erne og 1950’erne havde Danmark verdensrekord i antallet af hvide snit i forhold til befolkningens størrelse og mere end 9000 mennesker i Skandinavien blev i de to årtier udsat for indgrebet. Sverige havde rekorden i dødelighed ved denne form for hjernekirurgi på 17 %.
Fra mange sider førte dette naturligvis til kritik, ikke mindst fordi obduktioner viste, at mange patienter var døde af omfattende hjerneskader. I Danmark havde kritikken dog ikke et omfang, der fik psykiaterne til at tøve med anvendelse af metoden, idet den blev praktiseret helt op i 70’erne og først ophørte i 1983 efter en undersøgelse af metodens tragiske konsekvenser iværksat af Folketingets Ombudsmand.
Indtil Ombudsmandens indgriben havde kontrol og evaluering af Det hvide snit været overladt til psykiaterne selv og på trods af de gruopvækkende og dødelige konsekvenser for patienterne, var det altså ikke “eksperterne” på området, som tog initiativ til at ophøre med denne psyko-kirurgi.
Det hvide snit og elektrochok blev indført næsten på samme tid i 1930’erne og der er lighedspunkter mellem metodernes konsekvenser for patienterne. Alligevel fortsætter elektrochok som en lovprist metode blandt psykiatere, men mon ikke Folketingets Ombudsmand en dag kan bringes til at se på elektrochok i stil med undersøgelsen af Det hvide snit for 30 år siden.
Måske kan et nyligt psykiatrisk “gennembrud”[sup](3,4)[/sup] hjælpe til i den retning. Ved hjælp af såkaldte funktionelle MR-billeder har forskerne bag “gennembruddet” vist, at elektrochok reducerer aktiviteten på samme sted i hjernen, som hvor Det hvide snit foretages, og har en blivende effekt på den funktionelle arkitektur i hjernen. Oversat til dansk betyder det, at elektrochok afskærer pandelapperne fra resten af hjerne, præcist som Det hvide snit gør. Med andre ord er elektrochok en slags elektrisk udgave af Det hvide snit.
Mange psykofarmaka er designet til at have en lignende effekt, nemlig undertrykkelse af informationsstrømmen i hjernens nervebaner og den grøntsagslignende tilstand, som disse psykiatriske behandlingsformer hensætter patienter i, harmonerer godt med forståelsen, at den del af hjernen, der afskæres fra resten, indeholder centret for menneskers betænksomhed, indsigt, medmenneskelighed og kreativitet.
Hvad er egentlig det videnskabelige grundlag for, at psykiatere anser det som positivt og humant at afskære noget af hjernen fra resten? Ikke andet end, at man har observeret øget aktivitet i området hos depressive patienter og derfor mener at gøre noget godt for patienten ved at reducere den aktivitet! Denne logik ophøjer med andre ord uden belæg et symptom (den forhøjede aktivitet i det omtalte område af hjernen) til depressionens årsag. Det er sådan noget, der retfærdiggør betegnelsen pseudo-videnskab for psykiatri.
Psykiatri er et område, hvor historien gentager sig igen og igen. Uanset hvilken behandlingsform psykiaterne har lovprist på uanset hvilket tidspunkt, så har det handlet om, at behandlingsformen reducerer de af psykiaterne udvalgte indikatorer på en psykiatrisk sygdom. Det groteske er, at psykiaterne har ret i det de siger her, fordi patienterne bliver mere medgørlige og tvangstanker reduceres eller hvad det nu måtte være. Men psykiaterne ser bevidst bort fra helhedsbilledet – hvad nytter det, at diverse symptomer er forsvundet, hvis man er blevet hensat i en apatisk grøntsagstilstand uden gejst og duelighed?
Ser man bort fra den store dødelighed ved Det hvide snit, så reducerede den behandling i høj grad de psykiatriske sygdomssymptomer, men sandheden kom først frem i offentligheden, da Ombudsmanden insisterede på at få helhedsbilledet belyst og konstaterede, at behandlede patienter i det store billede havde fået det klart værre af behandlingen.
Læren fra den videnskabelige artikel[sup](3,4)[/sup] er, at nutidens psykiatriske behandlingsformer er “mildere” udgaver af Det hvide snit og at deres konsekvenser for patienterne derfor ikke træder så tydeligt frem som for Det hvide snit. Det korte af det lange er imidlertid, at psykiatriens svar på psykiske problemer er på den ene eller anden måde – det være sig med Det hvide snit, elektrochok eller psykofarmaka – at ødelægge dele af hjernen. Levetiden for psykiatriske patienter i dag er nok noget længere end i tiden med Det hvide snit, men den er stadig 20 år kortere end for resten af befolkningen.
Den kendsgerning, at nutidens psykiatriske metoder er “mildere” end Det hvide snit, ændrer dog ikke noget ved, at psykiatri spiller hasard med mennesker liv uden ønske om at se på helhedsbilledet af patienter.
(1) [a href=”http://www.netpsych.dk/Articles.aspx?id=94″ target=”_blank”]http://www.netpsych.dk/Articles.aspx?id=94[/a]
(2) [a href=”http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Neurokirurgi/Det_hvide_snit” target=”_blank”]http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/…[/a]
(3) [a href=”http://www.huffingtonpost.com/dr-peter-breggin/electroshock-treatment_b_1373619.html” target=”_blank”]http://www.huffingtonpost.com/dr-peter-breggin/electroshock-treatment_b_1373619.html[/a]
(4) [a href=”http://www.pnas.org/content/early/2012/03/12/1117206109.full.pdf+html” target=”_blank”]http://www.pnas.org/content/early/2012/03/12/1117206109.full.pdf+html[/a]
Jesper Vaczy Kragh har i 2010 udgivet en læseværdig bog, Det hvide snit, om hjernekirugiens historie i Danmark: [a href=”http://www.universitypress.dk/shop/det-hvide-snit-2847p.html” target=”_blank”]http://www.universitypress.dk/shop/det-hvide-snit-2847p.html[/a], samt en artikel om samme emne, [a href=”http://www.jmhs.dk/PDF-files/Aarbog/2007/Kragh9-36.pdf” target=”_blank”]http://www.jmhs.dk/PDF-files/Aarbog/2007/Kragh9-36.pdf[/a]