I psykiatrisk teori er det signalstoffet dopamin i hjernens belønningssystem, som er ansvarlig for lykkefølelse. Det system aktiveres på naturlig måde, hvis man fx gør noget man glædes over eller man præsterer noget, man er stolt af.
Psykofarmaka er et forsøg på at opnå den samme effekt, dvs. lykkefølelsen, ved at manipulere belønningssystemet ad kemisk vej. Denne logik ligger bl.a. bag de såkaldte lykkepiller, som ifølge lægemiddelindustrien og psykiatrien vender en depression til en følelse af lykke.
Det er imidlertid en sandhed med ganske mange modifikationer. For det første er det jo rent bedrageri og fordummelse over for patienten, fordi de ting, som naturligt udløser lykke jo slet ikke er til stede. Tænk hvis man forærede en person en olympisk guldmedalje – hvilken lykkefølelse ville det udløse, når vedkommende ikke har leveret den præstation, som normalt er en forudsætning for at få medaljen? For det andet kan kunstige psykiatriske kemikalier slet ikke gøre det samme som signalstoffer udløst ad naturlig vej, hvilket de talrige og forfærdelige bivirkninger ved psykofarmaka er et vidnesbyrd om.
En anden sammenlignelig klasse af kemikalier, som også kunstigt piller ved belønningssystemet i hjernen er narkotiske stoffer, der handles illegalt. Ganske mange af dem ligner til forveksling psykofarmaka, som dog typisk er designet til at have mindre akutte og åbenlyst negative effekter på patienterne. Det lykkes endda engang imellem at designe stoffer med ekstra egenskaber, der kan “sælges” som positive, hvilket metadon er et eksempel på.
Metadon bruges bl.a. til erstatning for heroin og de to stoffer virker stort set på samme måde, bortset fra at metadon tilsyneladende virker mildere end heroin. Metadon optages meget langsommere i kroppen end heroin, hvorfor der intet “euforisk sus” opleves med metadon. Ligeledes udskilles heroin mere end 25 gange hurtigere end metadon fra kroppen, hvorfor abstinenssymptomerne efter metadon ikke indfinder sig så abrupt og voldsomt som ved heroin.
Betyder det så, at metadon er bedre end heroin, givet at de to stoffer stort set virker på samme måde? Det er den historie, som psykiatrien og medicinalindustrien prøver at sælge og som sundhedsmyndighederne stort set har købt. Men faktum er, at metadonbehandling fastholder en person i et stofmisbrug, da stærke abstinenssymptomer vender tilbage, hvis metadonindtaget stopper. Metadonbehandling i stedet for heroinmisbrug er imidlertid blot symptombehandling, som får stofmisbruget til at se mere kontrolleret og afdæmpet ud. Men i realiteten er det ikke andet end udskiftning af et stofmisbrug med et andet. Ikke engang den kendsgerning, at en narkoman, som udskifter heroin med metadon tilsyneladende får et bedre liv, fordi han eller hun ikke længere behøver at finansiere misbruget ved kriminalitet eller prostitution imponerer, for det skyldes ene og alene, at vedkommende overgår til myndighedsfinansieret stofmisbrug. Personen får jo ikke reel hjælp hen mod et liv uden stofmisbrug.
Nok så væsentligt er det imidlertid, at metadon repræsenterer psykiatriens og medicinalindustriens hidtil mest succesfulde angreb på narkohandlernes lukrative marked ved simpelthen at overtage en del af markedet, endda med myndighedernes officielle accept. Narkohandlerne ser ikke engang ud til at have opdaget sammenhængen.
Nu skal man jo aldrig hvile på laurbærrene og det nylige initiativ fra PsykiatriFonden med en video med instruktion i korrekt narkoindtagelse antager næsten komiske Ali-dimensioner hvad angår indpakning og tågeslør til camouflage af det underliggende formål med at vinde markedsandele, ja endog også at udvide markedet, når videoen effektivt ligefrem opfordrer til stofmisbrug.
Hvordan kan dette vanvid stoppes? Kun ved en erkendelse af psykiatriens bedrag og de sande virkninger af psykofarmaka, som resulterer i at psykiatriske patienter i gennemsnit lever 20 år kortere end resten af befolkningen, hovedsagelig på grund af medicinen.