Der er utallige eksempler på, at det er store tilfældigheder, som afgør om et barn får diagnosen ADHD. Forskellige psykiatere og læger kan have vidt forskellige meninger om, hvorvidt et bestemt barn har ADHD eller ej, simpelthen fordi mange af diagnosekriterierne kan passe på alle børn på et eller andet tidspunkt.
I flere lande har det vist sig, at ADHD er et fødselsdagslotteri (se fx Nyhedsbrev nr. 2011-4), idet fødselsdatoen har stor indflydelse på risikoen for at blive diagnosticeret med ADHD. Det sker fordi børnene i en skoleårgang, især i de første klasser, har tendens til at udvise mindre modenhed jo senere i en årgang de er født. Det er meget naturligt, men sådan umodenhed får desværre de yngre elever til at falde ind i ADHD-kasser af adfærd og dermed få diagnosen oftere end ældre elever af en årgang. Den slags giver naturligvis ingen mening, men psykiaterne lader blot som ingenting.
Nu viser det sig også, at det sprog børnene taler påvirker risikoen for at få en ADHD-diagnose, og fransk er et meget sundt sprog i ADHD-sammenhæng. Det kan tydeligt aflæses i statistik, idet det er 1 ud af 20 skolebørn i USA, som medicineres mod ADHD, hvorimod det i Frankrig er 1 ud af 2000. Har det mon noget at gøre med franske glosers påvirkning af stemmebånd og tunge, som forplanter sig til “ADHD-centret” i hjernen? Nej, det har noget med franske psykiateres syn på børns adfærd at gøre i sammenligning med amerikanske og sandsynligvis også danske psykiateres, eller med andre ord en anden opfattelse af årsagssammenhænge bag børns adfærd – eller dog?
Statistikken med 100 gange større risiko for en ADHD-diagnose i USA end i Frankrig er så grel, at det ikke kan udelukkes, at ADHD-fanatiske psykiatere handler mod bedrevidende eller er drevet af hensyn til egen indtjening og belønning fra medicinalindustrien for salg af deres produkter.
Kejserens nye klæder eller sløret, som ADHD-fanatiske psykiatere retfærdiggør deres medicinering af børn med, er, at ADHD hævdes at være en biologisk-neurologisk forstyrrelse, dvs. en tilstand af forstyrret biokemi i hjernen. Hvorfor sådan en påstand, når der ikke foreligger skyggen af bevis eller evidens herfor? Jo, fordi den åbner døren til, at løsningen til den “forstyrrede” biokemi i hjernen kræver en kemisk korrektion gennem psykiatriske kemikalier, også kaldet psykofarmaka.
Ærke-psykiatere er nødt til at holde fast i lighedstegnet mellem psykiske problemer og forstyrret hjernekemi, fordi hele korthuset med medicineringsvanviddet og medicinalindustriens milliardomsætning af psykofarmaka ellers ville falde sammen. Hvis psykiatriske sygdomme ikke har årsag i hjernekemien, så er hele grundlaget for at sende kropsfremmede kemikalier i form af psykofarmaka ind i hjernen med konsekvenser for liv og helbred jo ganske enkelt ikke længere til stede.
I USA og i mange andre lande arbejder psykiatere ud fra diagnosehåndbogen DSM ([i]Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders[/i]) og den indeholder intet om de underliggende reelle årsager til de psykiatriske forstyrrelser, som således ingen betydning har for den af psykiateren ordinerede behandling.
Det er slemt nok, at psykiatere uden grundlag og bevis påstår, at psykiatriske forstyrrelser skyldes ubalance i hjernekemien, men det bliver kun værre af, at den påståede ubalance så at sige er sin egen årsag og ikke er udløst af patientens livssituation. Hvorfor nu det? Jo, en teori om, at psykiatriske forstyrrelser skyldes ubalance i hjernekemien, som udløses af patientens livssituation, ville jo sætte fokus på, at psykiaterens etisk korrekte opgave bestod i at få ændret patientens livssituation snarere end at behandle symptomerne med stærk bivirkningsbehæftet og farlig kemisk krigsførelse i form af psykofarmaka.
Siden 1983 har franske psykiatere haft deres eget klassificeringssystem og ikke støttet sig til DSM. I Frankrig er der fokus på at identificere og håndtere de underliggende psykosociale, ernæringsmæssige eller andre håndgribelige årsager bag børns symptomer. Man søger altså ikke blot som DSM-psykiatere efter adfærdssymptomer, som kan retfærdiggøre tilsløring af de reelle årsager med medicinering.
I det franske system indgår behandling i form af psykoterapi, familierådgivning og kostråd som primære elementer i håndtering af ADHD-symptomer og på den måde elimineres symptomerne fra de fleste af de børn, som DSM-psykiatere ellers blot ville have sat i pillebehandling med uløste reelle problemer.
Frankrigs håndtering af ADHD er noget vi kunne lære rigtig meget af i Danmark, hvor ADHD-epidemien også hærger med stor styrke.
Kilde: [a href=”http://www.huffingtonpost.com/marilyn-wedge-phd/adhd_b_1310973.html” target=”_blank”]http://www.huffingtonpost.com/marilyn-wedge-phd/adhd_b_1310973.html[/a][