Sagen om den kendte tv-clairvoyant Graham Bishop , som stak sine dengang fire-årige tvillingepiger adskillige gange i hjerte, lever og mave med en køkkenkniv på Rigshospitalet i august 2012, har været beskrevet udførligt i medierne. Pigerne var i livsfare og har fået livsvarige men og handicap. Faktisk overlevede de kun på grund af en hurtig indgriben fra hospitalets personale.
Nu er der faldet dom i Københavns Byret lydende på 11 års fængsel for drabsforsøg og udvisning fra Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Det store spørgsmål i retssagen var, hvorvidt den anklagede var sindssyg i gerningsøjeblikket på grund af intensiv medicinering med ADHD-medicin, der som bekendt ud over voldsomme bivirkninger også har en bevidsthedsændrende virkning i stil med amfetamin og kokain. Den tiltalte forklarede selv, at han absolut intet kunne huske om hændelsen.
Retslægerådet mente ikke, at der var grund til at antage, at Graham Bishop var sindssyg i gerningsøjeblikket – noget, som dommeren lagde vægt på i sin afgørelse.
Efter rettergangen sidder man tilbage med en følelse af dilemmaer og et system, som udviser stor magtesløshed uden fornuftige løsninger i sigte.
Som lægmand er det nærliggende at tænke – hvordan kan en person rette et så voldsomt og potentielt dødeligt angreb på sine egne små døtre uden at være sindssyg? Hvad er det for nogle kriterier psykiaterne i Retslægerådet arbejder efter for at afgøre om en person er sindssyg eller ej?
Sandheden er desværre, at de kriterier er meget subjektive og at forskellige psykiatere meget vel kan komme frem til forskellige konklusioner. Det så man fx i forbindelse med rettergangen mod den norske massemorder Anders Breivik. Først blev han erklæret sindssyg – noget som han kæmpede meget imod og det andet hold af psykiatere omgjorde de første psykiateres konklusion ved at erklære ham tilregnelig.
Den subjektive vilkårlighed i psykiatriske vurderinger udgør en russisk roulette i retssystemet, som er helt uforenelig med gængs opfattelse af retfærdighed. Der er ikke tale om, at nogle psykiatere er uduelige eller inkompetente og andre ikke er det. Der er simpelthen ingen rigtige svar i psykiatrien, fordi hele grundlaget mangler objektivitet og er så vagt og subjektivt.
Den officielle forklaring på de vidt forskellige konklusioner angående Anders Breivik var, at de to hold af psykiatere havde lagt vægt på forskellige ting i deres analyser. Et sådant goddag-mand-økseskaft argument udstiller og er et symptom på den psykiatriske vilkårlighed. Hvilken berettigelse har psykiatrien overhovedet i retssystemet?
Anders Breivik var ikke i tvivl om, at han foretrak et liv bag tremmer i et fængsel frem for et liv bag tremmer på en psykiatrisk anstalt, hvor han ville blive umyndiggjort og udsat for psykiateres vilkårlige og invaliderende “behandlingsmetoder” og en dyster skæbne.
Forsvareren for Graham Bishop plæderede for, at hans klient var “sindssyg i gerningsøjeblikket”, hvorfor angrebet på døtrene ikke var forsætligt og hans klient derfor burde frifindes. Fordelen ved den påstand er naturligvis, at den fratager den anklagede for ansvar for hans handling og derfor måske efterfølgende sætter ham bedre i stand til at kunne leve med at have udført udåden. Men imod appellen i den tankegang taler naturligvis, at denne “ansvarsfritagelse” normalt vil komme med en pris, som hedder psykiatrisk forvaring – en skæbne, som er langt værre end et fængselsophold.
Uden på nogen måde at tage stilling til Bishop-sagen, peger den også på et andet retsligt dilemma, nemlig om indtagelse af psykiatrisk medicin eller for den sags skyld gadenarko skal muliggøre en retspsykiatrisk vurdering om, at man er “sindssyg i gerningsøjeblikket”. En potentiel morder uden indgående kendskab til, hvad det vil sige at være dømt til psykiatrisk forvaring, kunne spekulere i at indtage en større mængde psykiatrisk medicin eller gadenarko før et planlagt mord for at undgå normal straf.
Selv om den indtagelse vitterlig gjorde morderen skruphamrende skør i gerningsøjeblikket kunne nogle psykiatere anerkende den kendsgerning, hvorimod andre ville vurdere, at “sindsygen” i gerningsøjeblikket var planlagt og derfor ikke skulle fritage morderen fra normal straf.
Hvor om alting er, så er den eneste fornuftige konklusion, at psykiatrien ingen berettigelse har i retssystemet.