Hvad kom først – hønen eller ægget – er en talemåde for, at man ikke kan sige, hvad der kom først af to ting. Så hvad har hønen eller ægget med psykiatri at gøre? Egentlig ikke ret meget, men det er påfaldende at psykiatere får lov til at insistere på hønseløsninger, når sund fornuft og logik peger på, at man burde kigge i retning af ægget i behandling og håndtering af psykiske lidelser.
Psykiske lidelser skal ifølge psykiatere behandles gennem manipulation af hjernens kemi. De plæderer for at årsagen til en psykisk sygdom er en ubalance i hjernens kemi, fx at koncentrationen af et signalstof er lavere end hvad den normalt er. Deres løsning på dette problem er så at ordinere patienten et kemisk stof (et psykiatrisk lægemiddel), som ikke blot gennemtrænger blod-hjerne-barrieren, men også går ind og blander sig i hjernens naturlige biokemiske processer på måder, som kan være ganske voldsomme og hvor bivirkninger og langtidseffekter er foruroligende.
Er det rigtigt, at der er en sammenhæng mellem psykiske problemer og en ubalance i hjernens kemi, som psykiaterne påstår? Det står hen i det uvisse, for man kan faktisk slet ikke måle sådanne ubalancer, så videnskabeligt kan det både være rigtigt og forkert. Men noget, som i hvert fald er rigtigt, er at indtagelse af psykiatrisk medicin ændrer hjernens kemiske sammensætning i forhold til før man indtog medicinen.
For at vende tilbage til hønen eller ægget er det imidlertid ikke afgørende om teorien om den kemiske ubalance holder stik. Lad os se på et par eksempler.
En person kan eksempelvis få en depression efter en skilsmisse. Skyldes denne depression en kemisk ubalance i hjernen (hønen) eller skyldes den skilsmissen (ægget)? Mon ikke de fleste ville sige at depressionen skyldes skilsmissen. Selv hvis den såkaldte kemiske ubalance i hjernen eksisterer, vil man logisk nok tænke, at den er udløst af skilsmissen. Med andre ord skyldes depressionen ikke en kemisk ubalance, men den traumatiske oplevelse. En logisk årsagssammenhæng er så 1) den traumatiske skilsmisse efterfulgt af 2) depressionen og måske, hvis den overhovedet eksisterer, 3) den kemiske ubalance. Den psykiatriske hønseløsning bygger på at 1), 2) og 3) logikken køres igennem i omvendt rækkefølge, dvs. 3) behandles kemisk (med psykofarmaka) ved at give folk en kunstig rus, så 2) skubbes til side og 1) glemmes. Æggeløsningen siger, at det hele handler om den traumatiske oplevelse og at det er den, der skal bearbejdes i stedet for at flygte ind i kemisk beruselse, som intet gør ved den egentlige årsag. Personen har brug for støtte fra gode venner og familie til at få nye ting ind i sit liv.
ADHD er en nyere psykiatrisk diagnose, som typisk behandles med lægemidlet Ritalin i henhold til psykiatrisk hønselogik. En hollandsk undersøgelse har imidlertid vist, at de symptomer, som ligger til grund for en ADHD-diagnose, i flertallet af tilfældene forsvinder ved en kostomlægning ([a href=”http://videnskab.dk/krop-sundhed/oprab-drop-adhd-medicin-og-kig-pa-kosten” target=”_blank”]http://videnskab.dk/krop-sundhed/oprab-drop-adhd-medicin-og-kig-pa-kosten[/a]). Så igen, kemisk ubalance eller ej, en kemisk behandling med psykofarmaka gør altså intet ved den egentlige årsag i dette tilfælde, nemlig fejlernæring. Tværtimod er hønseløsningen med til at skjule det underliggende problem med fejlernæring, som kan have alvorlige konsekvenser i form af sygdomme, hvis den ikke håndteres.
Selv om psykofarmaka overhovedet ikke gør noget ved årsagerne til psykiske problemer, kan man måske alligevel overveje om de kan bruges i en kort periode, hvis en person er meget nedtrykt. Der er jo også folk, som drikker et par guldbajere for at glemme nogle problemer for en tid, og hvis det ikke sker for tit, har det vel ikke de store konsekvenser. Jo!
Situationen med psykofarmaka er radikalt anderledes. Antipsykotisk medicin får hjernen til at skrumpe – det har psykiatere selv bevist (se Nyhedsbrev nr. 2011-10 ), men desværre først årtier efter at medicinen blev godkendt. Ritalin er et kokainlignende stof og der er ikke styr på, hvad der sker i hjernen på de børn, som bliver sat på medicinen, slet ikke på lang sigt. Når så yderligere sådanne ADHD- symptomer kan elimineres med en kostomlægning, kan man virkelig tale om psykiatrisk hønselogik.
Hvad gør man ved dette psykiatriske vanvid af hønselogik, som måske kan virke uoverskueligt at ændre? Hvorfor ikke starte med de mest sårbare i samfundet, nemlig børnene. Bare sådan en lille ting, at børn skal have deres kostvaner undersøgt før en hvilken som helst læge har lov til at udskrive ADHD-medicin, ville gøre underværker og redde børn fra hjerneskader. Denne undersøgelse af kostvanerne bør simpelthen være en dokumenteret del af journalen.
At psykiatri ikke gør noget ved de egentlige årsager til psykiske lidelser berettiger ikke til kemisk krigsførelse mellem ørerne på patienter, som er uvidende om de langtidsskader, de kan pådrage sig ved en behandling.