Det er nu velkendt, at stort set alle unge mennesker, der går amok og typisk skyder elever og lærere på skoler, er på psykiatrisk medicin. Efterhånden tages dette for så givet, at det er noget af det første journalister prøver at afdække efter sådanne tragiske skyderier, som primært finder sted i USA.
Når psykiaterne bag amokskytterne konfronteres med deres patienters handlinger, frikender de normalt i en automat-reaktion den psykiatriske medicin og hævder, at patienternes handlinger skyldes deres psykiatriske sygdomme og intet har med medicinen at gøre. Denne automat-reaktion står i skærende kontrast til den kendsgerning, at meget psykofarmaka helt officielt har vold og selvmordstrang som bivirkninger. Som en tilføjelse til automat-reaktionen om den psykiatriske sygdom fremføres det også jævnligt fra psykiatere, at de ikke i tilstrækkelig grad har haft mulighed for at behandle sygdommen.
Eftersom psykiatrien generelt er uden solidt videnskabeligt grundlag og præget af stor vilkårlighed, så bliver forsvar af psykiatri også noget vilkårlig og kortsigtet, og fører ofte til, at forsvar af psykiatri på et punkt samtidig svækker eller undergraver forsvaret på et andet punkt. Et eksempel på det er en nylig publikation fra den amerikanske psykiatriforening (APA), som på grundlag af en undersøgelse fastslår, at “psykiatrisk sygdom alene ikke repræsenterer en risiko for våbenvold”.
Nu har vi så på den ene side, at den psykiatriske medicin frikendes som årsag til amokskyderier, hvor man i stedet for skyder skylden på den psykiatriske sygdom. På den anden side hævder den nylige undersøgelse, at psykiatriske sygdomme ikke udgør en selvstændig risiko for våbenvold.
Hvad mener psykiaterne så, der forårsager våbenvold eller amokskyderier? Det har undersøgelsen også et bud på. Den omfattede omkring tusind tidligere patienter og man kiggede nærmere på de godt 2 %, som efter deres udskrivning gik ud og begik våbenvold. Ved deres indlæggelse havde disse patienter udvist symptomer på stofmisbrug (61 %), selvmordstrang (65 %), hallucinationer (22 %), paranoia (13 %), vrangforestillinger (9 %), og angst (9 %).
Her er så psykiatri-logikken: Fordi det kun var godt 2 % af de omkring tusind indlagte, der senere begik våbenvold, konkluderer man, at en psykiatrisk sygdom ikke alene udgør en selvstændig risiko for at begå våbenvold. Det kan være rimeligt nok, men det strider jo lidt imod tidligere udtalelser om, at det for amokskytter ikke er den psykiatriske medicin men den psykiatriske sygdom, der ligger bag amokhandlingerne.
Den omtalte undersøgelse peger i stedet især på stofmisbrug og selvmordstrang som risikofaktorer med henblik på våbenvold, fordi mere end 60 % af de patienter, der senere begik våbenvold, udviste disse symptomer ved deres oprindelige indlæggelse. Det kan for så vidt også være rimeligt nok, men man undlader helt at adressere, hvor disse symptomer kommer fra. De er såmænd bivirkninger ved psykiatrisk medicin!
Stofmisbrug er en velkendt følgevirkning af psykofarmaka af den simple grund, at der kemisk er meget lille forskel på narkotiske stoffer og psykofarmaka, så vejen fra psykofarmaka til narko er meget kort. Selvmordstrang er ligeledes en åbenlys bivirkning ved psykofarmaka, som i mange tilfælde står på indlægssedlerne i pillepakkerne.
Hvor om alting er, så ligger ondets rod i psykofarmaka, som har vold og selvmordstrang som bivirkninger.
Kilde: [a href=”http://alert.psychnews.org/2015/06/data-show-mental-illness-alone-is-not.html” target=”_blank”] http://alert.psychnews.org/2015/06/data-show-mental-illness-alone-is-not.html[/a]