Mange videnskabelige discipliner, ikke mindst den konventionelle lægevidenskab, gør fremskridt på grundlag af forskning og ny indsigt, og patienter inden for somatisk medicin har stor glæde af disse fremskridt. Ofte taler tallene for sig selv, hvis fx en ny kræftbehandling forbedrer overlevelseschancen og giver patienterne et bedre liv.
Hvis en kræftlæge blev spurgt om, hvorfor han skiftede fra en gammel behandlingsform til en ny, ville han henvise til resultaterne og være i stand til at forklare, hvad der præcis gør den nye behandling bedre end den gamle. Sådan skal det være og det er en rimelig forventning, at ansvarlige og anstændige personer i sundhedssystemet kan gøre rede for ændringer i behandlinger og faktisk også gør det.
Anderledes forholder det sig i psykiatrien, hvor denne anstændighed er helt fraværende, og det at gøre rede for behandlingerne eller hvorfor noget bliver lavet om slet ikke er en del af kulturen. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at psykiatere har det væsentligt sværere end andre fagfolk i denne henseende, fordi psykiatri ikke har et videnskabeligt grundlag, men blot handler om psykiateres skiftende meninger om forskellige former for menneskelig adfærd.
Disse skiftende meninger kommer til udtryk i de forskellige udgaver af psykiaternes diagnosebibel, DSM ([i]Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders[/i]), idet en person kan være psykiatrisk syg i henhold til diagnosekriterierne i en udgave af DSM og ikke ifølge en anden udgave. En ny udgave af DSM kan således fra den ene dag til den anden sygeliggøre en stor gruppe mennesker og i princippet (selv om det sjældent sker) raskskrive en anden gruppe.
Post-traumatisk stress-syndrom forstyrrelse (forkortet PTSD på engelsk, hvor D står for disorder, som er oversat til forstyrrelse på dansk) er en psykiatrisk mærkat, der kan bruges som illustrativt eksempel på ovenstående problematik.
Det er helt naturligt, at en person, som har været udsat for en traumatisk oplevelse, er psykisk påvirket af denne i kortere eller længere tid derefter. Afhængig af hvordan denne psykiske påvirkning er, sætter psykiatere sommetider mærkaten PTSD på personen og kategoriserer dermed vedkommende som psykiatrisk syg. Så vidt så godt, men psykiaterne går skridtet videre ved at behandle de psykiske symptomer med piller, som her åbenlyst absolut intet har med ondets rod (den traumatiske oplevelse) at gøre og derfor på ingen måde kan helbrede tilstanden. Pillerne hensætter blot patienterne i en rus-agtig tilstand af symptombekæmpelse, hvor det er svært at samle tankerne om noget som helst, og dermed også om den traumatiske hændelse. Den “symptomdæmpende” rus-tilstand kan fastholdes ved fortsat eller forhøjet pille-indtag, eller et pille-stop kan få de oprindelige symptomer til at vende tilbage med stærkt forøget styrke. I begge tilfælde sidder patienten yderligere tilbage med pillernes bi- og eftervirkninger.
En gruppe, som er særligt udsat for at få PTSD-mærkaten, er krigsveteraner, der i rigt mål har været ude for traumatiske oplevelser i deres arbejde. For at få et overblik over tilfældighederne i skiftende psykiatriske diagnosekriterier undersøgte man for nylig 1822 infanteri-veteraner via spørgeskemaer.
224 (13 %) blev diagnosticeret med PTSD ifølge DSM-4 og 216 (12 %) ifølge DSM-5. Det ser umiddelbart tilforladeligt ud og falder inden for en næsten forsvarlig tolerance, men kun hvis der er tale om nogenlunde de samme personer i gruppen af DSM-4 diagnosticerede og gruppen af DSM-54 diagnosticerede. Dog er dette ikke tilfældet, idet 67 af dem som opfyldte DSM-4 diagnosekriterierne ikke opfyldte DSM-5 diagnosekriterierne og det tilsvarende tal den anden vej rundt var 59.
Med andre ord diagnosticerer DSM-4 og DSM-5 nogenlunde lige mange krigsveteraner med PTSD, men omkring 30 % bliver psykiatrisk sygemeldt i henhold til den ene diagnosebibel og ikke i henhold til den anden. Yderligere havnede 45 % af dem, som opfyldte begge diagnosekriterier, i forskellige undergrupperinger af PTSD.
Desværre kan psykiatere ikke give nogen som helst rationel forklaring på disse tilfældigheder og hvorfor man skulle bruge en nyere frem for en ældre udgave af DSM. Men det virkeligt sørgelige er, at de slipper af sted med det hos deres bevillingsgivere, noget som ville være helt utænkeligt inden for andre fag med offentlige bevillinger.
Det grænser til tragikomisk, at nogle psykiatere nu diskuterer, hvordan de må lære at håndtere ovenstående uoverensstemmelser. Andre forklarer forskellene ved, at der i den ene DSM er lagt mere vægt på visse kriterier i diagnosen end i den anden. Der er såmænd også psykiatere, som filosoferer over, hvorvidt tilhængerne af “teoretisk kognitive adfærdsmønstre” har haft for stor indflydelse på DSM-5 diagnose-kriterierne. Lige lidt hjælper det for patienterne.
Ud over at tilfældighederne kan have store personlige konsekvenser, kan det også have økonomiske konsekvenser, da krigsveteranernes diagnoser har betydning for tildeling af pensioner. Man sidder tilbage med følelsen af, at krigsveteranernes eller for den sags skyld alle psykisk belastede menneskers skæbner er for dyrebare til at blive lagt i hænderne på psykiaternes vilkårligheder.
Tænk, hvis der kunne indføres en lov, som forbød psykiatere at ændre noget som helst i deres behandlinger, medmindre de kunne forklare og dokumentere, at det var en god ide!
Tænk, hvis der kunne indføres en lov, som forbød psykiatere at udøve behandlinger, som ikke gav deres patienter et bedre liv!
Kilder:
[a href=”http://www.madinamerica.com/2014/08/dsm-iv-v-identify-different-groups-veterans-ptsd/#more-45949″ target=”_blank”]http://www.madinamerica.com/2014/08/dsm-iv-v-identify-different-groups-veterans-ptsd/#more-45949[/a]
[a href=”http://www.thelancet.com/journals/lanpsy/article/PIIS2215-0366%2814%2970235-4/fulltext” target=”_blank”]http://www.thelancet.com/journals/lanpsy/article/PIIS2215-0366%2814%2970235-4/fulltext# (Hoge, Charles et al. The Lancet Psychiatry. August 14, 2014. doi:10.1016/S0140-6736(08)61345-8)[/a]
[a href=”http://www.thelancet.com/journals/lanpsy/article/PIIS2215-0366%2814%2970321-9/fulltext” target=”_blank”]http://www.thelancet.com/journals/lanpsy/article/PIIS2215-0366%2814%2970321-9/fulltext (McFarlane, Alexander C. The Lancet Psychiatry, Early Online Publication, 14 August 2014. doi:10.1016/S2215-0366(14)70321-9)[/a]