Den del af medicinalindustrien, der fremstiller medicin til sukkersygepatienter, har brug for forsøgsdyr med sukkersyge, for at kunne teste og udvikle diabetes-medicin til mennesker. Disse forsøgsdyr findes ikke ved at undersøge en større gruppe af dyr og så udvælge dem, som har sukkersyge – det ville være alt for dyrt og der er heller ikke ret mange dyr, som fra naturens hånd har sukkersyge. Nej, man tager sunde og raske dyr og giver dem bevidst en behandling, så de hurtigt og billigt får sukkersyge og dermed bliver klar til de medicinske forsøg.
Hormonet insulin er essentielt for sukker- og energiomsætningen i kroppen. Det produceres hos raske mennesker i bugspytkirtlen og transporteres ud til kroppens celler gennem blodbanen. På kroppens celler binder insulin som en nøgle til en såkaldt receptor (en lås), der åbner en indgang til cellen, hvorigennem sukker (glukose) kan bevæge sig fra blodet ind i cellen og omsættes til energi.
De to typer af sukkersyge kan forstås som Type 1: Ingen nøgler, dvs. ingen insulin, så låsen til døren ind til cellerne ikke kan åbnes for sukkeret; Type 2 (Gammelmandssukkersyge): Slidte eller overbelastede låse, dvs. receptorer, så der er problemer med at åbne tilstrækkeligt med døre for sukkeret. Begge typer af sukkersyge fører til at blodsukkeret stiger, hvilket er livsfarligt.
Type 1 diabetes opstår ved at de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen ødelægges gennem forgiftning eller et kemisk angreb med stoffer, som får dem til at dø. Angrebet kan komme fra kroppens eget immunsystem eller fra stoffer tilført udefra. Den første måde er det der sker, når raske og velfungerende mennesker pludselig får sukkersyge. Den anden metode bruges, når forsøgsdyr gøres til diabetikere i medicinalindustrien.
De vigtigste stoffer, som bruges til at gøre forsøgsdyr til diabetikere i medicinalindustrien, er Streptozocin og Alloxan og i deres kemiske struktur har de elementer, der minder om sukker og urinstof. Betyder det så, at disse stoffer også kan gøre mennesker til diabetikere? Nej, det gør det ikke nødvendigvis, fordi de relevante dele af celler i mennesker ikke er helt lig dem i forsøgsdyrene. Men det betyder på den anden side også, at kemiske stoffer, som er lidt anderledes end Streptozocin og Alloxan, kan have den samme effekt på mennesker, nemlig at gøre dem til diabetikere.
De tilsvarende stoffer, som kan udløse diabetes i mennesker, er ikke kendte og det er måske heller ikke interessant at lede efter dem, men hver gang en befolkningsgruppe udviser en betydelig overforekomst af sukkersyge, må det være relevant at undersøge om særligt denne befolkningsgruppe udsættes for kemiske stoffer med en mulig diabetes-udløsende effekt.
En sådan befolkningsgruppe er psykiatriske patienter, hvor forekomsten af diabetes er 65 % forøget, hvis man er på antidepressiv medicin, og 3 gange så stor, hvis man er på skizofreni-medicin.*
Psykiatrien og medicinalindustrien er ikke interesserede i at undersøge dette forhold nærmere og de henviser til at både 20 år for tidlig død og overforekomst af diabetes blandt psykiatriske patienter skyldes disse patienters påståede generelt dårlige behandling i sundhedssystemet og usund levevis, de såkaldte KRAM-faktorer (Kost, Rygning, Alkohol og Motion). Men med den store overforekomst af diabetes blandt psykiatriske patienter holder disse forklaringer ikke vand.
Vi kan kun opfordre til at diabetes bliver taget seriøst som endnu en alvorlig bivirkning ved psykiatrisk medicin og at psykiatribrugere åbent informeres om denne bivirkning, således at den kan indgå i deres overvejelser om medicinindtagelse.
*Kilde: Danske Regioner, [a href=”http://www.regioner.dk/Aktuelt/Nyheder/2011/December/~/media/Filer/Social%20og%20psykiatri/Kvalitet%20i%20psykiatrien%20_2011.ashx” target=”_blank”]Kvalitet i psykiatrien – ny dagsorden for diagnostik og behandling, november 2011.[/a]