Nogle forældre tøver ikke med at give deres børn ADHD-medicin – måske fordi læger og psykiatere som eksperter forventes at ville det bedste for deres børn, og måske ser de første piller ud til at virke, hvilket så bekræfter forældrene i, at det var rigtigt at starte medicinering af deres børn. Andre forældre vægrer sig, fordi ADHD-medicin kemisk og virkningsmæssigt er i familie med amfetamin og kokain, men kommer i tvivl, når de hører, at pillerne ser ud til at virke positivt for andre børn. Disse forældre står så i et frygteligt dilemma, da de gerne vil have virkningen, men er bekymrede for at give deres børn kemikalier, der minder om gadenarko.
Det misvisende og vildledende i denne sammenhæng er den kendsgerning, at den nemmeste og hurtigste vej til at ændre adfærd er den kemiske vej, dvs. at tilføre kroppen et kemikalie udefra. Men en sådan medicinering slører symptomerne, gør intet ved årsagerne til de virkelige problemer, fører en masse bivirkninger med sig og skaber abstinenser, så man får det værre ved at stoppe medicineringen end man havde det før medicineringen startede. Dermed er kimen lagt til afhængighed og vejen til et egentligt misbrug er blevet et stykke kortere.
Det er uomtvisteligt, at psykiatriske stimulanser såsom ADHD-medicin (Ritalin, Strattera, Concerta, Medikinet, Equasym, Motiron m.fl.) taget i små doser kortvarigt skærper fokus for de fleste mennesker, helt uafhængigt af om de er ADHD-diagnosticerede eller ej. Derfor ser forældre og lærere ofte øget koncentration og mere føjelig adfærd som de første og umiddelbare virkninger af, at et barn er startet med ADHD-medicinering.
Men når den forbigående stimulerende effekt af lægemidlet løjer af, opstår der ofte tilbagefald eller abstinenser, som forværrer ADHD-type adfærden.[sup](1)[/sup] Paradoksalt nok, så bestyrker observationen af dette, forældre og lærere i troen på psykiaternes påstand om, at barnets hjerne er i “kemisk ubalance” uden lægemidlet, hvorfor medicineringen af barnet så bør fortsætte.
Den stimulerende effekt er meget kortvarig – blot nogle timer og [i]uden tegn på at medicineringen fremmer eller forårsager fysiologisk, social eller følelsesmæssig udvikling[/i] på længere sigt.[sup](2)[/sup] Den forbigående effekt af medicineringen skaber illusionen af en løsning til udfordrende og besværlig adfærd, men den umiddelbare besnærende virkning er kun kortvarig og bivirkningerne er langvarige.
Virkningen af illegale amfetaminer og kokain i små doser købt på gaden er stort set den samme som virkningen af ADHD-medicin, især hvad den forbigående “præstationsfremmende” effekt angår. Tænk at gadenarko er forbudt, men at medicinalfirmaer helt lovligt kan tjene styrtende på stort set de samme kemiske stoffer i symbiose med psykiatrien.
Med andre ord har medicinalfirmaerne desværre let spil, når de kan nøjes med korterevarende kliniske undersøgelser af ADHD-medicin, men det er i bund og grund et gigantisk fupnummer, som kan betegnes legaliseret doping af børn med stimulerende narkotiske stoffer. Der er garanti for bivirkninger og sløring af børnenes reelle problemer, samt sandsynlighed for et senere stofmisbrug og et dårligt liv.
[p style=”FONT: 9px Verdana, Tahoma, Arial, Serif; COLOR: #4c4c4c”](1) Peter R. Breggin, M.D., Talking Back to Ritalin: What Doctors Aren’t Telling You about Stimulants for Children, Common Courage Press, Monroe, 1998, p.22.[br /]
(2) Lydia Furman, ‘What is Attention-Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD)?’, Journal of Child Neurology, Vol. 20 No. 12, 2005, p 998. Victoria BC, Trafford Publishing (2006): p6.[br /]
Kilde: [a href=”http://speedupsitstill.com/dangerous-drugs” target=”_blank”]http://speedupsitstill.com/dangerous-drugs[/a][/p]