Lovgivningen til beskyttelse af vores natur bliver skrappere og skrappere, hvilket også er nødvendigt i lyset af tidligere tiders ansvarsløse forurening. Grundvandet er flere steder forurenet af sprøjtemidler, tilsætningsstoffer og opløsningsmidler, som ikke er blevet nedbrudt under nedsivningen igennem jordlagene.
Landbruget og regeringen kæmper en kamp om bæredygtighed, dvs. om en balance mellem økonomisk rentabelt landbrug i Danmark og beskyttelse af vores vandløb mod for store tilførsler af kvælstof og fosfor fra gødning og gyllespredning, som kan føre til iltsvind. Økosystemerne i vandløbene er sårbare over for fremmede stoffer og kemikalier, der kan udrydde liv.
Helt i tråd med bæredygtighed og grønne løsninger er den økologiske bølge, som vinder større og større tilslutning i samfundet, ikke blot gennem ønsket om at bevare vores natur men også ud fra en bevidsthed om den klassiske visdom “en sund sjæl i et sund legeme”. Det kan være ubehageligt og i værste fald farligt, hvis fremmede kemiske stoffer får adgang til kroppen.
Et andet område med et endnu mere følsomt miljø handler om psykisk sundhed eller den menneskelige hjerne, hvor udviklingen går i den stik modsatte retning, nemlig hen imod tilførsel af endnu flere fremmede kemiske stoffer.
Selv om det er dyrt, kan forurenet jord renses, og vådområder, lagt døde af industrielle udslipskatastrofer eller længerevarende gødningsudsivning fra marker, kan normalt genoprettes. Det er ikke tilfældet med den menneskelige hjerne, hvor fremmede kemikalier i form af psykiatriske lægemidler kan efterlade uoprettelige skader i hjernens følsomme og sårbare biokemiske miljø. Der eksisterer absolut ingen metoder til at reetablere en hjerne, som er blevet beskadiget af kropsfremmede kemikalier eller elektriske chokbehandlinger.
Kunne man forestille sig en landmand, som gerne ville bruge en bestemt gødning, hvis den kunne forbedre hans afgrøder, selv om den var destruktiv for miljøet? Det kunne man måske nok, men han ville næppe få lov til det, fordi hensynet til “bivirkningen” vejer tungere end profitten, specielt hvis gødningen bruges over flere år, således at skadevirkningerne akkumuleres. Heldigvis er hverken gødningsproducenternes lobby eller landbrugets organisationer stærke nok til at besejre den sunde fornuft hos myndighederne. Prisen for miljøet ville være for høj i forhold til en tilsyneladende ønsket effekt på kort sigt – intet kan retfærdiggøre bivirkningen.
Anderledes forholder det sig med psykiatriske lægemidler og psykiatriske diagnoser. Psykiatrisk medicin kan måske nok hensætte en psykiatrisk patient i en form for rus, hvorigennem patienten “glemmer” sine bekymringer, men det sker gennem en voldsom indgriben i det ømtålelige miljø i hjernen. Ingen – selv ikke psykiatere – har nogen sinde påstået, at psykiatrisk medicin er uden bivirkninger, men det sker så vidt vides heller ikke, at en psykiater undlader at ordinere noget psykofarmaka til en psykiatrisk patient pga. medicinens bivirkninger.
Landmændene og gødningsproducenterne har brug for “hjælp” til at vægte hensynet til miljøet højere end kortsigtede egeninteresser, og den hjælp får de, både fra myndighederne og mange interesseorganisationer. Tilsvarende har psykiatere og lægemiddelproducenter brug for “hjælp” til at vægte bivirkningerne ved psykiatrisk medicin langt højere end det er tilfældet i dag. Korttidsrus af psykofarmaka og hvad det måtte medføre af tilsyneladende positive reaktioner, kan simpelthen ikke opveje de påførte skader ved kunstig indgriben i hjernens følsomme biokemi.
Rigtig mange mennesker kan forstå landbrugets produktionsapparat og hensynet til det omgivende miljø, og al denne indsigt og offentlige mening driver miljølovgivningen – der er mange relevante eksperter og meningshavere. Psykiatrilovgivning og godkendelse af psykofarmaka derimod drives af psykiaterne og medicinalindustrien – de er deres egne eksperter uden en modvægt i befolkningen svarende til miljøorganisationerne.
Kemoterapi i kræftbehandling, som også er kendt for stærke bivirkninger, er i bogstaveligste forstand et spørgsmål om liv eller død. Men det er ikke tilfældet med psykiatrisk medicin, og derfor må tilsyneladende gode korttidsvirkninger ikke retfærdiggøre bivirkninger af nedbrydende karakter. Fx er der selv blandt psykiaterne i dag vished om, at antipsykotisk medicin nedbryder hjernevæv – en bivirkning som omgående burde føre til et forbud mod medicinen.
Der er behov for, at de godkendende myndigheder begynder at afvise og forbyde psykiatrisk medicin udelukkende på grundlag af dens bivirkninger, uanset medicinens tilsyneladende nyttige aspekter. Alt andet er at spille hasard med hjerner og menneskeskæbner. Forurenet jord og vådområder kan genoprettes, men det kan kemisk beskadiget hjernemiljø ikke.