Pressen vrimler med artikler om invaliderende og livstruende bivirkninger ved psykiatrisk medicin. Disse syntetiske kemikalier trænger bl.a. ind og skaber ravage i hjernens fint afbalancerede kemi på linje med andre rusmidler. Bivirkningerne ved psykiatrisk medicin er efterhånden så velbeskrevne og kendte, at ingen har forventninger om, at der kan findes psykiatrisk medicin uden bivirkninger. Bivirkninger er bare noget man må leve med, for der er tilsyneladende ingen alternativer uden bivirkninger.
Nu kunne man tro, at psykiatere og den medicinalindustri, som fremstiller psykiatriske kemikalier, blev nervøse for deres omsætning, når der dukker nye historier om bivirkninger op, men det er sjældent tilfældet. Tværtimod, kan klynkeri over bivirkninger virke stabiliserende på deres omsætning, fordi det afleder opmærksomheden fra noget, som er langt værre for psykiaterne og medicinalindustrien. Som en trussel mod omsætningen er opmærksomhed omkring bivirkninger ved psykiatriske kemikalier nemlig for intet at regne i forhold til opmærksomhed omkring deres “virkninger” eller mangel på samme.
Denne måske overraskende logik har sit udspring i karakteren af psykiatriske sygdomme. De har intet andet grundlag end, at de er demokratisk vedtagne at eksistere af et flertal af psykiatere på en psykiatrikongres og beskrevet i en psykiatrisk håndbog, som fx DSM fra den amerikanske psykiatriforening. Mangelen på objektive kriterier i form af blodtester, scanningsbilleder eller lignende til en psykiatrisk diagnose gør, at der er stor usikkerhed og intern uenighed blandt psykiatere omkring diagnosticering af psykiatriske sygdomme.
Mens tilhængere af eksakte videnskaber typisk afviser grundlaget for psykiatriske sygdomme som aldeles for tyndt, så “sælger” psykiatere deres indbyrdes uenigheder og ulykkelige patienthistorier som et udslag af psykiatriske sygdommes store kompleksitet og at forståelsen og forskningen i dem derfor kun er i deres begyndelse. Det gøder jorden for tolerance over for bivirkninger og triste patientskæbner i dette “komplekse og uudforskede univers af psykiatriske sygdomme”. Jo flere dårlige resultater i psykiatrien, desto kraftigere bliver argumentet om flere resurser til mere forskning og behandlinger fremført over for politikere, og desværre ikke uden succes. Følgelig er historier om bivirkninger ved psykiatriske kemikalier ikke noget, som giver anledning til større bekymring hos aktørerne i psykiatrien og medicinalindustrien.
Lad os forestille os en psykiatrisk medicin uden faktisk (positiv) “virkning” og med en række bivirkninger – altså en medicin, som burde fjernes fra markedet. Hvad ville psykiaterne og medicinalindustrien frygte mest med henblik på trussel mod deres omsætning i forbindelse med medicinen? Det ville være at få udstillet, at medicinen reelt er virkningsløs. For hvordan skulle de forsvare sig mod sådan en kendsgerning?
I modsætning hertil kaster fokus og kritik af bivirkninger et tågeslør ud over de manglende virkninger; ja man kunne næsten sige, at fokus på bivirkninger indirekte anerkender, at medicinen har “virkninger”. Logisk har en virkningsløs medicin ingen berettigelse, og så er der naturligvis ingen grund til at spilde tid med beskrivelse af bivirkninger, fordi medicinen jo allerede er diskvalificeret. En diskussion af bivirkninger giver følgelig kun mening for en medicin, som har “virkninger”, og så er det en afvejning af medicinens virkninger imod dens bivirkninger, der er afgørende for dens berettigelse. Mangel på virkning fjerner medicinens berettigelse; det gør tilstedeværelse af bivirkninger ikke.
Selvfølgelig skal alle bivirkninger ved psykiatrisk medicin observeres nøje, men en kritisk holdning til psykiatri kræver, at man i høj grad også undersøger om de påståede positive virkninger reelt eksisterer, netop fordi psykiaterne og medicinalindustrien har vænnet os til at bivirkninger er uundgåelige.
Derfor er det svært at trænge effektivt igennem med kritik af selv livstruende bivirkninger, så det ømme punkt er mangel på virkninger, noget som skriger på stærkere kvalitetskontrol i psykiatrien med vurdering af resultater for de enkelte patienter i stedet for kontrol med overholdelse af procedurer, som det typisk praktiseres i dag.