Når man læser om ADHD fra grupper med rødder tilbage i medicinalindustrien og psykiatrien, må man ofte spørge sig selv om disse “eksperter” er lidt forvirrede og ikke ved hvad de snakker om. Hvis det ikke er tilfældet, så er en alternativ forklaring desværre, at de med deres ekspertstatus arbejder for at opretholde et billede omkring ADHD og for den sags skyld andre psykiatriske sygdomme, som har til formål at fremme vækst i medicinalindustrien og sikre offentlige forsknings- og behandlings-bevillinger til psykiatrien. Det sker gennem udokumenterede påstande og vildledende udsagn af høj kompleksitet, som skal beskytte eller helgardere mod “angreb” på sygdommens eksistens eller behandlingsformer.
Et eksempel er ADHD, som pinedød skal være en genetisk og umådelig kompleks psykiatrisk sygdom. Og hvorfor skal den så det? Jo, hvis “sygdommen” får status af at være genetisk, betyder det, at den anerkendes som kronisk og uhelbredelig, hvilket har livslang medicinering og behandling til følge. Tilsvarende, hvis “sygdommen” får status af at være umådelig kompleks, betyder det, at der er behov for uendelige forskningsbevillinger, som skal belyse det ene eller det andet af “sygdommen”, uden at det kan forventes, at projekterne nødvendigvis resulterer i brugbare resultater. Med andre ord, jo stærkere billedet af “sygdommens” enorme kompleksitet fremstår, jo mindre krav kan der stilles til kvalitet og resultater af de anvendte resurser, og ingen nyttige resultater skriger nærmest på endnu flere resurser, så man kan komme tættere på en forståelse af “det enorme samfundsproblem”, som “sygdommen” udgør. Men det er skruen uden ende – et uendeligt komplekst problem kræver uendelige resurser; det må nødvendigvis fortsætte i det uendelige og det ligger i disse uendeligheder, at der ikke opnås resultater.
Faktisk er det endnu værre end “ingen resultater”; uendelig kompleksitet legitimerer også dårlige eller katastrofale resultater. Tragiske menneskeskæbner skabt gennem skadelig psykiatrisk behandling får ikke politikerne op af stolen, fordi de psykiatriske sygdommes status som umådelig komplekse gør det helt naturligt, at der sker “ulykker” i psykiatrien, som ingen derfor med nogen rimelighed kan klandres for. Psykiaterne påstår aldrig, at de forstår og kan kurere de psykiatriske sygdomme – de beskriver dem blot og tilbyder sig som “behandlere”.
Det billede psykiatrien har skabt omkring psykiatriske sygdommes kompleksitet, gør, hvis man tror på det, at ingen eller dårlige resultater logisk kalder på endnu flere resurser. Det opleves igen og igen, at hvis psykiatere reagerer på kritik af deres manglende eller dårlige resultater, så er standardsvaret “mangel på resurser”, og politikerne har indtil videre typisk købt det svar. Men hvis man smider flere penge efter dårlige resultater i psykiatrien, så får man ikke bedre resultater, men blot flere dårlige resultater.
ADHD-foreningen i Danmark, som er velsponsoreret af medicinalindustrien, er et mønstereksempel på stærk formålsbestemt kommunikation omkring ADHD af ovennævnte karakter. Når man forstår formålet med psykiatrien, er det på samme tid skrækindjagende og underholdende at læse deres budskaber. Hos ADHD-foreningen i Danmark kan man bl.a. læse følgende udgydelser:
“Den grundlæggende årsag til ADHD er genetisk”. Det er en påstand, som psykiatrien intet bevis har for er korrekt, for der er ingen, som kan pege på hvilke gener det drejer sig om. Men der bruges enorme mængder af forskningsmidler til projekter, der har til formål at identificere matchende gener hos ADHD-diagnosticerede og som er forskellige fra de tilsvarende gener hos folk uden ADHD-diagnose.
“Opvækstfaktorer og den samfundsmæssige udvikling kan have betydning for, i hvor høj grad de arvelige anlæg fører til symptomer i en grad, så de bliver diagnosticeret som ADHD”. Denne udtalelse er en fantastisk billig helgardering, som beskytter påstanden om, at ADHD er en genetisk sygdom. Hvis det ved to personer med lignende relevante gener kun er den ene, man kan diagnosticere med ADHD, så kan man blot sige at den kendsgerning at den anden ikke kan tilskrives ADHD skyldes forskellige ydre faktorer. Dermed “overlever” den vilkårlige påstand om at ADHD er genetisk betinget så at sige selvom der findes eksempler imod den.
“De bagvedliggende biologiske årsager menes at være dysfunktion i to af hjernens kommunikationssystemer. Systemerne sikrer kommunikationen mellem hjernecellerne ved blandt andet at benytte stofferne dopamin og noradrenalin. Der mangler dog stadig beviser for, at denne teori er fuldstændig korrekt”. I bund og grund er dette et intetsigende helgarderende udsagn, fordi ordene “menes at være” og “ingen beviser for at være fuldstændig korrekt” betyder, at man ikke vil kunne klandres for noget som helst uanset hvad der sker. Hele formålet med dette sludder er at få folk til at tro at ADHD er en enorm kompleks psykiatrisk sygdom, hvilket som sagt legitimerer fejlskud og tragiske patienthistorier, for det må man jo være indstillet på, når nu “sygdommen” er så vanvittig kompleks.
Inden for det seneste års tid er der rapporteret forskningsresultater, som potentielt repræsenterer en bombe under psykiatrien. I en hollandsk undersøgelse af en gruppe ADHD-diagnosticerede børn viste det sig, at ADHD-symptomerne for over halvdelen af børnene kunne bringes til at forsvinde ved en kostomlægning. Ligeledes er det blevet vist, at en ubalance i et tarmhormon kan fremkalde ADHD-symptomer, altså igen noget der potentielt underminerer påstanden om psykiatriske sygdomme som genetisk betingede.
Hvordan reagerer psykiatere generelt så på opdagelser, som stiller spørgsmålstegn ved de psykiatriske sygdomme som genetisk betingede? Ganske enkelt med total tavshed. Det er simpelthen ikke interessant, at der er måder, hvorpå mennesker kan få det bedre og undgå farlig psykiatrisk medicin – psykiatriske patienter dør i gennemsnit 20 år tidligere end resten af befolkningen. Åbnes først døren til andre forklaringer på psykiatriske sygdomme, så smuldrer grundlaget for psykiatrien og dens voldsomme medicinering, hvilket igen underminerer den medicinalindustri, som fremstiller de livsfarlige psykiatriske kemikalier.
For eksempel i uddannelsessystemet og i masser af andre offentlige institutioner opereres der i stort omfang med kontrol og kvalitetskrav, og det med rette. Der er brug for, at politikerne begynder at agere på samme måde i forhold til psykiatrien og ikke blot blindt bevilger flere resurser. For at få det rette billede skal kontrol og kvalitetskrav ikke være på det overordnede plan med ventetider og overholdte procedurer osv., men på det plan hvor der kigges på enkelte menneskers skæbner i det psykiatriske system.