Hvad ville der ske, hvis en regering fik forelagt klare beviser på
[ul]
[li]at psykofarmaka og psykiatrisk behandling generelt ødelægger liv eller direkte fører til tidlig død,[/li]
[li]at den psykiatriske medicinalindustri typisk svindler med kliniske undersøgelser for at få deres medicin godkendt,[/li]
[li]at psykiatrien adskillige gange i historien har fremsat påstande og teorier, der har dannet grundlag for dens behandlinger, som har kostet menneskeliv og som senere har vist sig at være falske,[/li]
[li]at mange psykiatere lyver for deres patienter ved at henvise til falske teorier for at overbevise dem om, at psykofarmaka vil hjælpe dem,[/li]
[li]at psykofarmaka både direkte og indirekte fremmer selvmord,[/li]
[li]at psykiatrien slet ikke hjælper mennesker i psykisk nød, men faktisk forværrer deres situation?[/li]
[/ul]
Svaret er nok desværre “ikke noget, der på nogen måde matcher kendsgerningerne” – heller ikke, hvis der blev tilføjet flere foruroligende punkter til listen. Det er der ingen tvivl om, for verden er rig på rædselsberetninger fra psykiatrien og regeringer kan slet ikke undgå at høre om dem.
Det er en helt unik særstatus psykiatrien har, for enhver anden leverandør til staten med et lignende synderegister ville nok være blevet fyret og måske endda politianmeldt. Faktisk oplever vi det stik modsatte, nemlig at regeringen ønsker at øge bevillingerne til psykiatrien.
Dermed er vi fremme ved det interessante spørgsmål om, hvorfor det forholder sig sådan.
Et første bud kunne være meget effektiv lobbyvirksomhed fra psykiatrien og medicinalindustrien, som slører kendsgerningerne. Denne lobbyvirksomhed har en virkning, men den er ikke udslagsgivende. Dog er det nok sådan, at alt det psykiatrien og medicinalindustrien gør for at overbevise myndigheder og offentligheden om deres produkters fortræffelighed, gør det nemmere for regeringer at forholde sig passive over for skrækhistorier fra psykiatrien. Hvis lovprisningerne er tilstrækkelig mange og omfangsrige, kan de overskygge rædselshistorierne og politikerne kan lettere slippe af sted med bare at lade stå til.
Nu kommer det næste og rigtige bud: Sandheden er, at politikere og regeringer har et efter deres egen opfattelse uløseligt problem, som gør, at de næsten kun kan lade stå til med hensyn til psykiatriens rædsler.
Problemet er på den ene side, at befolkningen efterspørger løsninger på deres psykiske problemer eller vanskeligheder og man kunne heller ikke uden videre lukke de psykiatriske institutioner eller have psykisk forstyrrede mennesker i gadebilledet. På den anden side ser politikere og regeringer generelt intet alternativ til psykiatrien til at varetage opgaven at “tage sig af” psykisk forstyrrede mennesker.
Politikere og regeringer kan med tingenes nuværende tilstand ganske enkelt desværre ikke leve uden psykiatrien. Derfor ryster de på hånden og ser igennem fingre med rædselshistorierne. Øgede bevillinger til psykiatrien er magthavernes vej ud af presset fra befolkningen samt psykiatriens og den psykiatriske medicinalindustris lobbyvirksomhed, primært gennem deres sponsorerede såkaldte patientgrupper.
Hvad kan man så gøre ved denne højest ulykkelige situation, hvor regeringen sidder i en klemme?
Arbejdet med at afsløre psykiatriens og den psykiatriske medicinalindustris sande tilstande må fortsætte. Måske er det den aktivitet, der har fået regeringen til at tage initiativ i retning af at reducere tvang i psykiatrien og fratage psykiatere retten til efter eget forgodtbefindende at medicinere i vildt høje doser (se fx Nyhedsbrev nr. 2015-1). Det er små skridt i den rigtige retning med at blokere og reducere uhyrligheder i psykiatrien. Den udvikling skal fortsætte og kan kun gå for langsomt.
Hvornår er det så slut med psykiatri? Den dag regeringen ser et reelt alternativ til den og kan reagere fornuftigt på psykiatriens rædselshistorier. I mellemtiden kan vi kun regne med meget små skridt til at gøre psykiatri en anelse mindre brutal og skadelig.