For nylig kunne man i Ekstra Bladet læse, at halvdelen af de indsatte i norske fængsler er diagnosticeret med den psykiatriske sygdom ADHD, og man kan formode, at billedet i Danmark er nogenlunde det samme. Men kan det virkelig være rigtigt, at så mange i danske fængsler lider af denne psykiatriske sygdom? Det lyder næsten utænkeligt for der er da så vidt vides aldrig vist en så stærk sammenhæng mellem det at være kriminel og at lide af ADHD. Er det de samme gener, som koder for kriminalitet og ADHD?
Men tvivler man på, at hver anden indsat i danske fængsler har ADHD, så er det kun fordi, man ikke ved, hvordan psykiatere stiller ADHD-diagnosen.
Kunne man fx forestille sig, at en dansk fængselsindsat:
a) Ofte er uopmærksom over for detaljer eller laver sjuskefejl i fængselsarbejdet eller andre aktiviteter.
b) Ofte har svært ved at fastholde opmærksomheden ved opgaver eller sport.
c) Ofte ikke synes at høre efter ved direkte henvendt tale.
d) Ofte ikke følger instruktioner til ende og ikke gør “hjemlige” pligter eller arbejdsopgaver færdige.
e) Ofte har svært ved at organisere opgaver og aktiviteter.
f) Ofte undgår, ikke bryder sig om eller gør modstand mod at engagere sig i opgaver, som kræver vedvarende mental vedholdenhed.
g) Ofte mister eller forlægger ting, der er nødvendige for opgaver eller aktiviteter.
h) Ofte distraheres af ydre stimuli.
i) Ofte er glemsom i daglige aktiviteter.
Hvis 6 ud af disse 9 symptomer er til stede og de har været det over et halvt år i en grad, som er utilpasset og i uoverensstemmelse med personens udviklingsniveau, så falder ADHD-diagnosen ifølge den psykiatriske håndbog DSM-IV.
Hvad siger den sunde fornuft? Ingen i fængsler sidder der frivilligt og de fleste af dem har overhovedet ikke lyst til at være i det miljø, for ikke at sige at de protesterer imod det. Kunne man forestille sig, at ovennævnte symptomer hos fængselsindsatte måske ligefrem var naturlige under de omstændigheder? Ja, mon ikke, men i en psykiaters hænder er den slags adfærd ikke naturlig, men en neurogenetisk forstyrrelse, som kræver medicinering. Fængslerne kan meget vel være psykiaternes og medicinalindustriens største marked ud fra andelen af “behandlingskrævende” personer i befolkningsgruppen.
Man kan spørge sig selv, hvor mange fængselsindsatte ikke har ADHD ifølge a) – i) ovenfor. Skulle en indsat alligevel gå fri ifølge disse kriterier, kan han eller hun fældes på kriterierne for hyperaktivitet eller impulsivitet under ADHD, hvor der også blot kræves 6 pletskud ud af følgende 9 symptomer:
a) Har ofte svært ved at holde hænder og fødder i ro, snor og vrider sig rundt på stolen.
b) Forlader ofte sin plads i lokalet eller i andre situationer, hvor det forventes, at man bliver siddende på sin plads.
c) Kravler ofte op og løber omkring i situationer, hvor det er upassende (hos unge og voksne kan dette være begrænset til en subjektiv følelse af rastløshed).
d) Har ofte svært ved at lege og engagere sig i fritidsaktiviteter på en stille og rolig måde.
e) Er ofte “i gang hele tiden” eller virker som en, der er drevet af en motor.
f) Er ofte meget snakkende.
g) Buser ofte ud med svar, før spørgsmålet er formuleret til ende.
h) Har ofte svært ved at vente på sin tur.
i) Afbryder ofte andre eller overskrider andres grænser (fx trænger sig på i andres samtale, leg eller spil).
Igen, hvor mange i danske fængsler kan klare frisag ved sådan en granskning? Psykiaterne og medicinalindustrien hævder, at ADHD er en uhelbredelig genetisk sygdom, men kunne problemet i virkeligheden i høj grad dreje sig om miljøet og et lukrativt marked?