Tak, FDA, tak, FDA, tak, FDA! (FDA: De amerikanske sundhedsmyndigheder)
FDA har i marts i år afvist Lundbecks ansøgning om, i markedsføringen af den nye lykkepille Brintellix, at kunne skrive, at man populært sagt bliver kvikkere af at spise den. På psykiatersprog udtrykkes “det at blive kvikkere” ved, at en “kognitiv dysfunktion” afhjælpes. Kognitiv dysfunktion dækker over nedsat evne til at tænke eller koncentrere sig samt ubeslutsomhed.
Lundbecks aktiekurs var steget pænt op til FDA’s afgørelse på en forventning om, at FDA ville godkende Lundbecks ansøgning, men efter afgørelsen blev kendt, faldt aktiekursen med omkring 10 % (svarende til et værditab på ca. 5 milliarder kroner) ved børsåbning den 29. marts. Det er fuldt forståeligt, for det er et kæmpe marked, Lundbeck dermed går glip af.
Selvfølgelig ville det have været et fremragende salgsargument i konkurrencen med andre lykkepiller at kunne sige, at Lundbecks Brintellix gør folk kvikkere. En ting er indtægterne fra det “legale” marked for antidepressiv medicin, men tænk også på det illegale eller off-label-markedet (udskrivning af en medicin til ikke-godkendte anvendelser).
I dag tager et ukendt antal studerende ADHD-medicin op til eksamen, fordi de tror på en forbedret præstation derigennem, og salget af eksempelvis Ritalin går desværre ganske godt. Hele dette grå eller sorte marked ville også have ligget åbent for Lundbeck, havde FDA givet tilladelse til at reklamere med afhjælpning af “kognitiv dysfunktion”.
Et andet muligt stort marked for Brintellix ville have været de væbnede styrker, ikke mindst de amerikanske, hvor psykofarmaka gives i stor stil til soldaterne. Voldsomme psykofarmaka-cocktails gør soldater til krigsmaskiner, og hvis Brintellix kunne have afhjulpet en sidste rest af kognitiv dysfunktion i form af ubeslutsomhed, så kunne der også her have været et stort marked.
Mange rationelt tænkende mennesker vil have svært ved at forestille sig, at et rusmiddel i form af en lykkepille skulle få folk til at blive kvikkere og fungere bedre. FDA satte hælene i over for Lundbeck i denne sag, selvom såkaldte eksperter på grundlag af data fra og finansieret af Lundbeck havde anbefalet FDA en godkendelse.
Man kommer til at tænke på Peter Gøtzsches udtalelse om, at vi ikke kan stole på det medicinalfirmaerne siger om deres egen medicin, og MMK takker de højere magter for, at Lundbeck over for FDA ikke slap af sted med deres påstand om, at man kan blive kvikkere af deres nye lykkepille, Brintellix.