For over 100 år siden formulerede kemikeren Le Châtelier et universelt princip for ligevægte, som indgår i elementær kemiundervisning. Ved en ligevægt i et system forstår man en balance, hvor systemets elementer indbyrdes har fundet et leje, hvor de ikke ændrer sig over tid medmindre der kommer et indgreb udefra.
Le Châteliers princip, [i]En ligevægt vil ved indgreb udefra forskydes, så indgrebet modvirkes[/i], tog udgangspunkt i kemiske ligevægte, men princippet kan stort set anvendes på enhver form for ligevægte eller balancer. Her er nogle dagligdagseksempler:
[ul][li]Peter har et stort forbrug baseret på store lommepenge fra sin far, men pludselig stopper disse lommepenge. Hvis Peter ikke vil ende i kaos bliver han nødt til at reagere på dette indgreb udefra ved at reducere sit forbrug. Uden indgrebet udefra, ville Peter være fortsat i samme gænge. Ligeledes vil Peter være tilbøjelig til at vende tilbage i retning af sit tidligere forbrug, hvis farmand igen sætter lommepengene lidt op.[/li]
[li]Fru Jensen er ude at gå tur, da det pludselig begynder at regne kraftigt. Hun kan ikke lide at blive våd, så hun reagerer på indgrebet udefra ved at søge ly for regnen. Uden indgrebet udefra, ville fru Jensen være fortsat spadsereturen i samme tempo og stilner regnen lidt af, vil fru Jensen nok fortsætte turen.[/li]
[li]En mangeårig storryger lægger cigaretterne på hylden. Cigaretterne har igennem årene blandet sig i kroppens processer og der har efterhånden indstillet sig en ligevægt, hvor kroppen har forsøgt at modvirke røgen udefra. Ved rygestoppet er kroppen således ikke længere i balance og personen kan få det dårligt indtil de modsatte processer til røgen efter et stykke tid har nået en ny ligevægt eller balance.[/li]
[/ul]
Hvor lang tid det tager et system at nå frem til en ny ligevægt efter et indgreb udefra afhænger meget af systemet og det er ikke sikkert, at systemet kan finde tilbage til sin oprindelige tilstand, hvis indgrebet udefra helt fjernes – der kan være sket skader eller skabt tilvænning, som ikke kan repareres
Det, der sker med hjernen under indtagelse af eksempelvis lykkepiller, lader sig også illustrere ved Le Châteliers princip. Lykkepiller griber ind i hjernens ligevægte og fine balancer ved at forhindre signalstoffet serotonin i igen at blive optaget i de neuronceller, stoffet udsendes fra under hjernens normale processer. Dermed holdes koncentrationen af serotonin kunstigt forhøjet i synapsen (dvs. overgangen) mellem neuronerne. For at modvirke dette nedsætter modtager-neuronerne følsomheden over for serotonin (nu hvor der er meget mere af det). Tilsvarende registrerer afsender-neuronerne de rigelige mængder af serotonin i synapsen og reducerer derfor produktionen af ny serotonin.
I den første tid med lykkepiller er hjernen således i den grad i ubalance, idet afsender-neuronerne stadig producerer serotonin i normale mængder, modtagerneuronerne stadig opretholder normal serotonin-følsomhed og serotonin derfor fastholdes i stor unaturlig overflod i synapserne. Der er således ikke noget at sige til, at psykiaterne og lykkemiddelproducenterne siger, at der går nogle uger før lykkepillerne begynder at “virke”. Men lykkepillerne “virker” sådan set lige fra den første indtagelse, når de begynder at forandre hjerneprocesserne i retning af nye unaturlige ligevægtstilstande.
Efter indkøringsfasen på nogle uger, hvor lykkepillerne så hævdes at begynde at “virke”, er hjernen blevet vænnet til en ny kemisk virkelighed og denne såkaldte “virkning” er desværre nok i stedet et vidnesbyrd om, at en stærk afhængighed af lykkepillerne er blevet etableret. Hvis man efter det tidspunkt stopper med lykkepillerne, producerer afsender-neuronerne ikke tilstrækkeligt med serotonin og modtager-neuronerne opererer med lav serotonin-følsomhed, så hjernen er helt ude af balance og patienten får det ganske forfærdeligt. Derfor anbefales altid en langsom nedtrapning med lykkepiller, så hjernen langsomt kan vende tilbage til normaltilstanden uden voldsomme abstinenssymptomer.
Hvis en depression virkelig havde noget at gøre med en for lav serotonin-koncentration i synapserne kunne man måske se en vis fornuft i lykkepiller, men det er en kendsgerning, at deprimerede på ingen måde udviser for lave serotonin-koncentrationer.
At give lykkepiller til en, hvad serotonin-koncentration angår, rask person kan sammenlignes med at give insulin til raske personer, som ikke lider af hverken type 1 eller type 2 diabetes. I analogi til modtager-neuronerne vil insulinreceptorerne nedsætte deres følsomhed over for insulin (tilstanden ved type 2 diabetes), hvis de udsættes for unødvendigt høje insulinkoncentrationer. I analogi til afsender-neuronerne vil de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen nedsætte deres insulinproduktion (tilstanden ved type 1 diabetes), hvis der ad kunstig vej tilføres ekstra insulin. Tilførslen af ekstra insulin fører således til helt nye ligevægte i kroppen, som måske stadig til en vis grad kan fungere med dem. Men stopper man pludselig med den kunstige tilførsel af insulin, så vil patienterne, som oprindeligt var raske, udvise måske livstruende sukkersygesymptomer og man har gjort dem afhængige af insulin. Med andre ord har medicinen gjort dem syge og medicin-afhængige. Det svarer til hvad der sker med patienter på lykkepiller.
Fortalerne for lykkepiller er for længst holdt op med at tale om kemisk ubalance eller underskud af serotonin hos deprimerede, men alligevel fortsætter de med at anbefale lykkepiller til at “booste” serotonin-koncentrationen i synapserne, selv om det slet ikke er det problem deprimerede lider af. Men med de store økonomiske interesser på spil er det klart, at vanviddet med lykkepiller fortsætter indtil den dag, hvor myndighederne vågner op til ansvarlighed eller bliver presset til det af befolkningen.