I den senere tid har man i pressen kunnet læse om adskillige frygtelige og uoprettelige skader på nyfødte børn som følge af, at deres mødre har taget lykkepiller under graviditeten. Skaderne ødelægger hele det fremtidige liv for disse børn og vækker minder om Thalidomidbørnene for omkring 50 år siden, hvor børn fødtes med misdannelser og manglende ekstremiteter som følge af, at deres mødre havde indtaget lægemidlet Thalidomid under graviditeten. På grund af disse helt uacceptable bivirkninger blev Thalidomid fjernet fra markedet i 1962, så hvorfor forbydes det ikke bare at ordinere lykkepiller til gravide?
Måske sker det også, men det kan kun gå for langsomt, og der er brug for mere fokus på området og et endnu større pres på politikere og myndigheder, når forbuddet endnu ikke er kommet.
For enhver medicin bør man som udgangspunkt altid vægte dens tilsigtede virkning op imod dens bivirkninger før det besluttes om medicinen skal ordineres og indtages. I langt de fleste tilfælde er den, der opnår virkningen, og den, der må bære bivirkningerne, den samme person. Men det er ikke tilfældet for gravide kvinder, fordi det eneste, det ufødte barn får ud af pillerne, er bivirkninger, der er så alvorlige, at det kommende liv bliver som svært handikappet.
Kan det at gøre noget ved ens evt. depression opveje bivirkningen at give sit barn et liv som svært handikappet? Nej, vil sikkert stort set alle gravide kvinder sige, hvis de af deres læge blev seriøst og udførligt orienteret om bivirkningerne – og her ligger så også en løsning på problemet, nemlig på forhånd at give de gravide kvinder den nødvendige information. Selv en stærkt deprimeret gravid kvinde vil næppe risikere at ødelægge sit kommende barns liv.
Men samfundet straffer med rette børnemishandling meget hårdt, og det samme burde gælde for fostermishandling. Derfor er den eneste ansvarlige og acceptable udvej fra myndighedernes side at forbyde ordinering af lykkepiller til gravide.