Især inden for psykiatrisk medicin er et af de helt centrale spørgsmål omkring erstatningsforpligtelse og borgernes sikkerhed, hvem der bærer ansvaret, når medicin viser sig at have været skadelig eller i værste fald livstruende eller dødelig.
Når man fx læser, at lykkepilleforbruget eksploderer, ikke mindst blandt børn og plejehjemsbeboere, kan man spørge sig selv, hvordan den psykiatriske medicinalindustri over for dens egen samvittighed kan forsvare ukritisk at presse så meget på for at øge salget af denne meget bivirkningsbehæftede og farlige medicin. Man hører aldrig, aldrig om, at et psykiatrisk medicinalfirma lige stopper op et øjeblik og tjekker deres produkt en gang til, hvis der har været en livstruende eller dødelig episode med deres medicin. Uanset hvad der sker eller rapporteres om, hvor farlig medicinen er, så fortsætter denne industri med at presse på for at øge salget og profitten. Hvordan kan deres samvittighed klare bare at buldre frem, uagtet hvad der sker med forbrugerne af deres produkter?
Forklaringen er ganske enkelt, medicinalindustrien mener ikke, at det er deres ansvar og derfor behøver de ikke at bekymre sig om deres produkters ødelæggelser. Hvordan kan et firma ikke være ansvarlig for det produkt det sælger? Nuvel, medicinalindustrien vedkender sig dog et begrænset ansvar i den forstand, at den føler sig ansvarlig for urenheder i produktet eller utilstrækkelige advarsler på pakker og indlægssedler. Men industrien føler intet ansvar for selve det rene produkt vedlagt tilstrækkelig vejledning. Medicinalindustrien hævder nemlig, at myndighedernes godkendelse af en medicin på grundlag af dokumentation for kliniske forsøg automatisk flytter ansvaret over på myndighederne, som jo har sagt god for medicinen.
Heri består medicinalindustriens gemmeleg, den gemmer sig bag ved myndighederne i en misforstået logik om, at industrien skal tjene penge og hvis myndighederne nu engang har godkendt medicinen, så er det bare at sætte turbo på pilleproduktionen. Hvis myndighederne har sagt ok og ikke stopper os, så har vi – medicinalindustrien – ret og pligt til at udbrede vores medicin “til gavn for patienterne” uden at tænke på evt. skader, for det er jo myndighedernes ansvar.
Den holdning med, at andre har ansvaret for det, man selv gør, har vi desværre set før. Lægerne som udførte vanvittige og umenneskelige forsøg med mennesker i koncentrationslejre under 2. verdenskrig havde præcis den samme holdning. De gjorde ikke noget, som ikke var godkendt af Nazi-styret og derfor var de ifølge gemmelegen ikke selv ansvarlige for de lemlæstelser og pinsler, de påførte deres forsøgspersoner.
En tilsvarende uansvarlig gemmeleg driver også psykiatere i dagens Danmark. For få år siden fik Jette Hansen elektrochok, som helt og aldeles ødelagde hendes liv, så hun ikke længere kunne tage vare på sig selv og psykiateren, Franz Kallenbach, som gav Jette Hansen elektrochokket, blev forespurgt: “Hvordan har du det med, at en af dine patienter har fået store bivirkninger”? Hans svar lød: “Jeg er bare glad for, at det er blevet konstateret, at der ikke var nogen fejl”.[sup]a)[/sup] Med andre ord, psykiateren føler ikke noget ansvar, fordi myndighederne har godkendt den anvendte procedure.
Standardiserede og godkendte procedurer samt harmonisering af diagnosekriterier er nogle af psykiatriens største kæpheste ud fra det enkle formål, at kunne fralægge sig ansvar for fejlslagen behandling. [sup]b)[/sup]
Nu er der heldigvis et nyligt eksempel på, at myndighederne har sat hælene i for den uansvarlige gemmeleg. Højesteret i staten Pennsylvania har kendt medicinalfirmaet Wyeth ansvarlig for et lægemiddel, Redux, i en sag anlagt af familien til en afdød kvinde. [sup]c)[/sup] Kendelsen var ganske klar, medicinalfirmaer er fuldt ansvarlige for deres produkter, uagtet at myndighederne har godkendt dem.
Det er naturligvis den eneste fornuftige kendelse, da samfundet ikke kan leve med, at en industri bare kan buldre derudaf uden ansvar for dens produkter.
Men det er slet ikke nok til at sikre borgerne – ikke kun producenterne af lægemidlerne, men også de læger og psykiatere, som ordinerer medicinen eller behandlingen skal kunne drages personligt til ansvar, hvis noget går galt. Det er den eneste måde vi kan sikre os, at de tænker sig om, før de udskriver en medicin eller foretager en behandling. Synes de selv, at medicinen eller behandlingen er så sikker, at de under personligt erstatningsansvar tør give den til patienten. Hvis de ikke synes det, bør de afstå fra behandlingen – noget, som de ikke behøver i dag, fordi de ved at overholde procedurer eller anvende godkendt medicin, kan fraskrive sig ansvaret for skader på patienter.
Indførelse af dette personlige ansvar for psykiatere ville være det største fremskridt i psykiatriens historie hvad angår patientsikkerhed. Lad os få den lovgivning på plads!
a) Nyhedsbrev nr. 2012-16 og “Hjerneskadet af elektrochok”, Ekstra Bladet den 22/5/2011.
b) Se nyhedsbrev nr. 2011-18 om diagnostisk harmonisering i psykiatrien og nr. 2013-13 om anbefalinger i rapport fra regeringens psykiatriudvalg.
c) [a href=”http://www.pacourts.us/assets/opinions/supreme/out/J-69AandB-2011mo.pdf?cb=1″ target=”_blank”]http://www.pacourts.us/assets/opinions/supreme/out/J-69AandB-2011mo.pdf?cb=1[/a]