Motivation til at gøre et eller andet er en interessant størrelse. Man kan gøre noget, fordi man synes, det er en god ide, man bliver betalt for det, man føler det er en god gerning eller hvad det nu måtte være. Men hvad er egentlig den stærkeste motivation? Det kunne være, at ens etik byder en at gøre noget, som nærmest må svare til, at man føler det som en pligt at gøre dette eller hint.
En fremtrædende dansk psykiater, Raben Rosenberg, er helt oppe på denne øverste hylde af motivation, når det gælder om at give patienter elektrochok. Her taler vi om, at det er et personligt etisk påbud at give psykiatriske patienter elektrochok.
At konsultere en psykiater kan føre mange ubehageligheder med sig, hvor den mest udbredte er livsfarlige bivirkninger ved psykofarmaka, men hvad med at konsultere psykiatere, som føler det som deres pligt at give elektrochok til behandling af en række psykiatriske sygdomme? Psykiatere i denne klasse burde fortælle offentligheden om det, de føler som deres etiske pligt, før patienter overvejer at søge hjælp hos dem. Dette skærpes naturligvis yderligere i tilfælde af, at psykiateren går ind for tvangsbehandling.
Lad nogle citater fra Raben Rosenbergs nylige bog[sup]1)[/sup] tale:
Først lidt lovprisninger:
s. 411: “Elektrokonvulsiv terapi (Electro Convulsive Therapy – ECT) er den internationale betegnelse for en særdeles effektiv og skånsom behandling mod depression”.
s. 416: “ECT er en skånsom behandling trods dens tvivlsomme ry uden for psykiatrien”.
s. 520: “the benefit-to-risk ratio af ECT er unusually favorable”.
“Håb” for dem, hvor lykkepiller ikke virker:
s. 412: “Antidepressiv medicin virker kun på 60 % af patienterne, det vil sige, at 30-40 % ikke får lindring af deres forpinte tilstand. Her vil ECT ofte kunne komme på tale, fordi denne behandling, som nævnt, er meget mere effektiv”.
Klager over bivirkninger ved elektrochok er bare indbildning fra patientens side:
s. 413: “Flere neuropsykologiske undersøgelser viser fuldstændig restitution efter et par måneder, mens der hos enkelte patienter er beskrevet subjektive hukommelsesgener, som ikke kan konstateres objektivt”.
s. 414: “De væsentligste bivirkninger efter behandlingen er klager over hukommelsesbesvær. Der kan være flere grunde hertil ud over ECT, nemlig fortsat depressive symptomer, følger til tidligere depressive eller maniske faser og begyndende demens eller den psykologiske forklaring, at man søger efter en årsag til, at man fortsat ikke er helt rask, og finder ECT som begrundelse”.
s. 416: “Ud over kortvarige hukommelsesforstyrrelser, som er reversible, er der kun få bivirkninger, og der er ingen sikker dokumenteret beskadigelse af cerebrale vævsstrukturer” [hjernestrukturer].
s. 520: “Behandlingen bør ikke skade, og i modsætning til gængse opfattelser uden for fagkredse, men sågar også inden for, er skadevirkninger af ECT begrænset til forskellige temporære bivirkninger, især hukommelsesproblemer. Forfatterne argumenterer for, at der ikke med sikkerhed er dokumenteret strukturelle eller funktionelle varige skader som følge af behandlingen. I en ekspertudtalelse fra Dansk Psykiatrisk Selskab når man frem til samme konklusion”.
Hvis patienten ikke selv kan se fordelen ved elektrochok, så har vi noget i baghånden:
s. 515: “Tvangsbehandling med ECT vil hurtigt kunne føre til væsentlig bedring”.
Raben Rosenberg er med rette kendt for at sige, at man skal kende psykiatriens historie for at forstå moderne psykiatri [i](Nyhedsbrev 2017-7)[/i] . Vi opfordrer alle til at orientere sig om, hvad forskellige danske psykiatere i begejstring udtalte om lobotomi fra ca. 1940 og frem til starten af 90erne.[sup]2)[/sup] Lobotomi er en stærkt invaliderende psykiatrisk hjerneoperation, som blev forbudt i starten af 80erne, og elektrochok, der blev indført på samme tid som lobotomi, er en blandt nutidens psykiatere højt lovprist behandlingsform.
I den offentlige debat er ikke kun Raben Rosenberg, men også hans kollega Poul Videbech, varme og uforbeholdne fortalere for elektrochok og man kan spørge sig selv, hvor psykiatrien vil være, hvis elektrochok som behandling i psykiatrien på et tidspunkt forbydes i lighed med lobotomi. Enhver logik vil nå frem til, at sådanne varme fortalere for en forbudt behandlingsform næppe vil kunne fortsætte i erhvervet, da de vil have talt for en metode, som skader patienterne i en grad, at den blev forbudt. På den baggrund må man logisk derfor også forvente, at intet vil kunne ændre deres overbevisning angående elektrochok, da det naturligt ville være det samme som at indgive deres opsigelse – og dog.
For at vende tilbage til psykiatriens historie var der vist desværre ingen af fortalerne for lobotomi, der søgte andet arbejde efter forbudet mod lobotomi kom i starten af 80erne på trods af, at de i årtier havde fremstillet den ene menneskelige grøntsag efter den anden. Det er denne særstatus af psykiatrien, der bør gøres op med – psykiatere skal bringes til ansvar for deres handlinger. Vi glæder os til opgøret med elektrochokkets fanatiske fortalere, som desværre nok først kommer efter vi har set endnu flere ofre for elektrochok.
Lad os slutte med det centrale citat fra Raben Rosenberg (s. 521), som på både klar og tragisk vis illustrerer ideologisk pligt bag elektrochok (ECT) og hvad patienter hos elektrochok-fanatikere går ind til:
“Ud fra kendskabet til den videnskabelige litteratur om ECT, andre behandlingsmuligheder og prognosen uden ECT-behandling vil der blive ydet uretfærdighed over for mange patienter, som ikke tilbydes ECT.”
Heldigvis er der også psykiatere, som kan hjælpe deres patienter på mere forsvarlig vis og konsekvent afholder sig fra elektrochok.[sup]3)[/sup]
Kilder:
1) Raben Rosenberg, PSYKIATRIENS GRUNDLAG – historie, filosofi og videnskab. Aarhus Universitets forlag, 2016.
2) Jesper Vaczy Kragh, Det hvide snit, Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Syddansk Universitetsforlag, 2010.
3) Niall McLaren, No Phyciatrist needs to use ECT, [a href=”https://www.madinamerica.com/2017/06/no-psychiatrist-needs-use-ect/” target=”_blank”]https://www.madinamerica.com/2017/06/no-psychiatrist-needs-use-ect/[/a]