Arne Mejlhede i Hobro, Glostrup hospital, Bispebjerg hospital og andre er eksempler på steder, hvor psykiatrisk overmedicinering har været fremme i medierne. Psykiatriske patienter har fået psykofarmaka-blandinger i et omfang, der får spildevand fra en kemi-fabrik til at ligne en uskyldig pose Matadormix. Det går for vidt for de fleste mennesker og Sundhedsstyrelsen, men desværre er holdningen generelt, at hvis blot psykiaterne ville give lidt mindre doser og lidt færre forskellige psykofarmaka til deres patienter, så ville tingene være i orden. Med andre ord er det en udbredt opfattelse i befolkningen, at psykofarmaka i “rigtige” mængder er det, der skal til for mennesker med psykiske problemer.
Det er ganske vist sandt om mange giftstoffer og forskellige former for narkotika, at de i meget små mængder kan virke stimulerende, i lidt større mængder sløvende for så i store mængder at være giftige. Hvor grænserne går i mængdestørrelserne varierer meget fra stof til stof og menneskers tolerance kan også variere, specielt efter længere tids indtagelse, hvor der normalt løbende kræves større og større doser for at opnå den samme effekt. Dog er der sideløbende med stigende doser også en stigende grad af forgiftning.
Forgiftning fra årelangt brug af psykofarmaka eller narko kan tydeligt ses på psykiatriske patienter eller misbrugere og der er i den sammenhæng ingen synderlig forskel på narkotika og psykofarmaka – den personlige pris er høj.
Psykiatere betragter mennesker som maskiner med mekanik og en masse forskellige biokemiske og elektriske processer, hvorfor psykiatriske sygdomme bliver et spørgsmål om fejl i maskineriet. Denne opfattelse leder naturligt til behandlingsformer som elektrochok, til at “bringe orden” i de elektriske strømme i hjernen, og kemisk indgriben til at rette op på kemiske afvigelser eller ubalancer ved hjælp af psykofarmaka.
Dog er det ikke sådan, at psykiatere designer chokbehandlinger eller psykofarmaka på grundlag af konstaterede kemiske eller elektriske afvigelser, for noget sådant er aldrig blevet målt. I stedet påstår psykiaterne blot ud af den blå luft, at sådanne afvigelser eller ubalancer er til stede og prøver så med psykofarmaka eller en behandling, en eller flere psykiatere har udtænkt langt væk fra patienternes virkelige verden og som ingen påviselig sammenhæng har med evt. psykiske problemer.
Selv hvis man i et svagt øjeblik skulle tro på mennesket som en maskine, så går psykofarmaka, elektrochok eller lignende ind og overtager styringen af kroppen, hvilket umyndiggør den, svækker den og skaber et afhængighedsforhold, fordi maskineriet ikke selv fik lov til at reetablere sig og lære, men blev tilsidesat af udefrakommende kræfter. Derfor er psykofarmaka eller anden form for psykiatrisk behandling et problem, selv hvis man tror på psykiaternes helt udokumenterede påstande og teorier.
En anden vinkel på psykiske problemer og som uomtvisteligt er sand for mange mennesker med psykiske problemer er, at disse udløses af traumatiske oplevelser, skuffelser eller tab af nærtstående venner eller familie. Efter en sådan traumatisk oplevelse vil personen hænge fast i netop den oplevelse og normalt have det dårligt psykisk, indtil det lykkes at rette opmærksomheden på noget andet. Psykiatriens løsning på det problem er typisk et elektrochok eller “beruselse” med psykofarmaka eller “lykkepiller”. Det er meget brutale måder til at få patienter til at tænke på noget andet, men i princippet kan de have en vis kortsigtet virkning, da opmærksomhed faktisk blev afledt fra det, som forårsagede de psykiske problemer. Men ud over fysiske skader fra behandlinger er der også her tale om en tilsidesættelse af personen, fordi vedkommende ikke selv bearbejdede traumet, men blev forbigået af udefrakommende og afhængighedsskabende kræfter, som med vold har omdirigeret patientens opmærksomhed. Den egentlige årsag til problemerne er helt uhåndteret ved psykiatrisk behandling og i den grad patienter ikke er blevet invalideret og fordummet eller sløvet af behandlingen, vil de psykiske problemer blot vende tilbage efter et evt. ophør af behandlingen. De ledsages og forstærkes oven i købet af alvorlige bivirkninger og eftervirkninger af den psykiatriske medicin.
Derfor må man sige, at det ikke er overmedicinering eller fejlmedicinering, der er problemet i psykiatrien – problemet er medicinering, for slet ikke at tale om fysisk overgreb og hjerneskade i form af elektrochok.