Der findes vist ikke statistik over det, men er man først havnet i en konsultation hos en psykiater med henblik på udredning, så er der ikke mange, som slipper ud igen uden en eller anden diagnose. Det skyldes ikke mindst tre forhold ved de seneste udgaver af den psykiatriske diagnose-bibel (DSM): 1) flere og flere former for hidtil naturlig menneskelig adfærd sygeliggøres, 2) kriterierne for diagnosticering nedsættes løbende (fx hvor lang tid man kan være ked af det efter tab af et nært familiemedlem uden at få diagnosen depression), 3) diagnose-nettet spændes bredere og bredere ud, således at der altid kan findes noget et eller andet sted passer på så godt som alle mennesker.
Skizofreni kan tjene som eksempel på dette, fordi der til diagnosen er både såkaldte positive og negative symptomer. Positive symptomer dækker over ting, man gør eller oplever, som psykiatrien mener, man [i]ikke[/i] burde gøre eller opleve. Negative symptomer (også kaldet bortfaldssymptomer) dækker over “mangler”, dvs. ting man [i]ikke[/i] gør eller [i]ikke[/i] oplever, som psykiatrien mener, man burde gøre eller opleve. Begge typer af symptomer er sygelige i psykiatrisk forstand.
Psykiaterne breder yderligere deres diagnose-net for skizofreni ud ved at tale om adskillige skizofrene undergrupper og den store kompleksitet ved skizofreni, som oversat til dansk lige præcis resulterer i et meget bredt udspændt diagnose-net. Hvis man er blevet medicineret for en bestemt skizofren undergruppe og tilstanden ikke bedres, kan psykiateren gå videre til en anden undergruppe med ny medicin og arbejde sig igennem hele listen af undergrupper, hvis patienten overlever så længe. Skizofreni-medicin eller antipsykotisk medicin er noget af det farligste eller mest livstruende inden for psykiatrisk medicin.
De klassiske positive skizofreni-symptomer er hallucinationer, vrangforestillinger og at høre stemmer, men de er blevet udvidet med indikatorer som underlig og utilpasset adfærd og underlige religiøse opfattelser. Om disse symptomer er til stede er helt overladt til psykiaterens subjektive vurdering, dvs. en sammenligning mellem psykiaterens personlige verdensopfattelse på disse punkter og det der observeres i patienten.
De negative symptomer inden for skizofreni omfatter træghed, sløvhed, affektaffladning (manglende evne til at involvere sig følelsesmæssigt, dvs. at man har svært ved at føle begejstring), initiativløshed, passivitet, sprogfattigdom, kontaktforringelse, manglende fremdrift, tom eller formålsløs adfærd, indsynken i sig selv og social tilbagetrækning. Hvem kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt at have oplevet nogle af disse symptomer eller måske endda følt dem som en søgen efter et tiltrængt pusterum?
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en kendsgerning, at især udviklingen med den seneste udgave af den psykiatriske diagnosebibel (DSM-V udgivet i maj 2013) markant har forøget patient- eller kunde-underlaget for psykiatrien. Efterhånden kan en psykiater “på en god dag” diagnosticere hvem som helst til en psykiatrisk diagnose og ordinere noget af den medicin, som den psykiatriske medicinalindustri hæmningsløst og ukritisk blot ønsker at forøge salget af på patienternes bekostning.