Cirkularitet eller det at være cirkelformet har en overført betydning i retning af at bide sig selv i halen. Hvis man opstiller en eller flere forudsætninger for et eller andet, analyserer og filosoferer over dem og kommer frem til noget i retning af en konklusion, så er det hele cirkulært, hvis konklusionen i det væsentlige er det samme som forudsætningerne. Det siger sig selv, at den slags aktiviteter ingen nævneværdig værdi har.
Men ups, psykiatrien er faktisk en stor cirkularitet.
Lad os se på et fiktivt eksempel for at illustrere sammenhængen: En mand føler trang til at åbne skabslåger, hver gang han er i nærheden af skabe, uanset om han leder efter noget eller har brug for noget i skabene. Nu kunne man tænke for sig selv, at den mand da vist er lidt sær og så lade den ligge der.
Men man kunne også ud fra den observerede adfærd opfinde en psykiatrisk sygdom LÅF – Låge-Åbnings-Forstyrrelse. Dernæst kunne man opstille diagnosekriterier for denne nye “sygdom”, LÅF. For eksempel kunne man stille som krav til diagnosen LÅF, at en person føler trang til og jævnlig åbner mindst en låge uden formål, når vedkommende befinder sig inden for et par meter af nogle låger.
Efterfølgende drejer det sig for psykiatrien så om at gøre den nye psykiatriske sygdom kendt. Går en person til psykiater og klager over trang til at åbne låger, vil psykiateren kunne stille diagnosen LÅF. Patienten og de pårørende vil så typisk tænke, aha, det er det, der er galt – det er godt sygdommen blev opdaget og diagnosen stillet. Nu har vi ro i sindet i stedet for at gå rundt i uvished og forvirring.
Næste skridt er, at den psykiatriske medicinalindustri udvikler en medicin mod LÅF, som psykiateren kan ordinere til de patienter, han diagnosticerer med LÅF. Sideløbende med, at arbejdet med at gøre LÅF kendt fortsætter og der kommer flere patient-historier, er det også blevet tid til at oprette patientforeninger sponsoreret af producenterne af LÅF-medicin, til at “støtte og vejlede” LÅF-patienter og pårørende i den rette behandling og afstigmatisering af sygdommen med mere.
For at styrke landvindingerne i at få LÅF anerkendt og etableret i psykiatrien skal der også igangsættes forskningsprojekter til forståelse af sygdommen, dvs. om den er arveligt betinget eller skyldes sociale belastninger og så videre. Der bliver rapporteret fra den forskning og teorier om årsagen til LÅF præsenteres uden at det fører til noget som helst, men det er essentielt at holde forskningsgryden i kog som en del af det overordnede projekt om at etablere LÅF som en behandlingskrævende psykiatrisk sygdom.
Med hele dette maskineri i gang bliver mennesker med psykiske udfordringer og pårørende mere og mere tilbøjelige til at tro på eksistensen af sygdommen LÅF og være taknemmelige for, at den kan behandles.
Men husk, det eneste grundlag for LÅF var observationen, at nogle mennesker kan have tilbøjelighed til at åbne låger uden dybere formål. Alt andet og alt efterfølgende er skabt af psykiatrien og den psykiatriske medicinalindustri.
Ser man en person åbne låger bliver det så til, at vedkommende lider af LÅF og dette godtages som forklaring med stor lettelse. Det er psykiatriens cirkularitet i en nøddeskal. Man observerer en bestemt adfærd, sætter en mærkat på den og når den adfærd så observeres igen hos en anden, så bliver mærkaten hevet frem og givet som forklaring – som om diagnose havde et dybere fysiologisk grundlag. På den måde bider det sig selv i halen, for mærkaten havde intet andet grundlag end en observation.
I “gamle dage” sagde man, at et barn var uroligt eller havde svært ved at sidde stille. I dag siger man, at barnet har ADHD og har behov for amfetamin eller amfetamin-lignende stoffer – sandsynligvis resten af livet.
Læseren vil ved nærmere granskning omkring ADHD kunne finde alle de elementer og tiltag, der er beskrevet for LÅF ovenfor.