En Nobelpris er den største udmærkelse og anerkendelse, der kan opnås inden for videnskab. Nobelprisvinderne bliver fejret på højeste plan i deres hjemlande og især på de institutioner, hvor de arbejder eller har arbejdet. Det er en kæmpe ære for et universitet at have været vært for en Nobelprisvinder og antallet af Nobelprisvindere tages som et kvalitetstegn for en forskningsinstitution.
Nogle Nobelpriser er naturligvis mere opsigtsvækkende end andre og nogle går i løbet af årene lidt i glemmebogen uden at der har været noget galt med dem. Men så er der også lige de priser, der bevidst er meget stille omkring og som faktisk aldrig nævnes af personerne i den prisvindende faglige disciplin, som man måske ellers kunne have forventet ville have talt om dem med stolthed.
Psykiatrien insisterer og arbejder ihærdigt på at opretholde dens status som en lægevidenskabelig disciplin, hvorfor psykiatri kan kandidere til Nobelprisen i [i]Fysiologi eller Medicin[/i]. I Nobelorganisationens historie er denne pris to gange uddelt til en psykiater for en “revolutionerende” ny psykiatrisk behandling.
Første gang var i 1927, hvor østrigeren Julius Wagner-Jauregg fik Nobelprisen for opfindelse af malariabehandlingen til patienter med dementia paralytica (hjernesygdom med intellektuel reduktion, storhedsidéer og tiltagende lammelser, Gyldendal Den Store Danske). Syfilis i et fremskredet stadie fører typisk til dementia paralytica. Malariakuren bestod i at smitte psykiatriske patienter gennem malaria-inficeret blod, så der udløstes feberanfald.
Nobelkomitéens officielle begrundelse for Nobelprisen til Wagner-Jauregg lød “for hans opdagelse af den terapeutiske værdi af malariapodning i behandlingen af dementia paralytica”.
Siden oldtiden havde der været en idé om, at symptomerne ved psykiske lidelser kunne lettes ved feberanfald. Den idé var Wagner-Jauregg tilsyneladende besat af og han prøvede forskellige stoffer til udløsning af feber, indtil han fik “succes” med malariakuren.
Her er et citat (s. 68) fra en glimrende bog om Det hvide snit,* der illustrerer virkeligheden ved den Nobelpris-belønnede malariakur og psykiatriens væsen:
[i]”Da afdelingslægen Ib Ostenfeld i 1930 gjorde resultatet op for malariabehandlingen af 100 kvindelige patienter på Sct. Hans, havde han således fundet, at 13 % var døde i tilslutning til behandlingen. Han erkendte derfor, at der var et “faremoment”, men mente, at man i fremtiden ville kunne få procenten længere ned.”[/i]
Den anden Nobelpris-belønnede psykiatriske behandling tilfaldt portugiseren Egas Moniz for Det hvide snit (også kaldet lobotomi eller leukotomi) i 1949. Den officielle begrundelse var “for hans opdagelse af den terapeutiske værdi af leukotomi i forbindelse med visse psykoser”.
Det hvide snit består i at skære nervebaner i hjernen over og var ligesom malariakuren forbundet med et betydeligt antal dødsfald eller omdannelse af patienterne til omvandrende grøntsager, der havde mistet kontrollen over simple kropsfunktioner og undergået stærke personlighedsændringer. Lemlæstelse eller aflivning af patienter er hvad Det hvide snit reelt må betegnes som.
Den føromtalte bog beskriver også, hvordan attituden fra malariakuren blev videreført til Det hvide snit (s. 312).
Retslægerådet udtalte i 1955: [i]”hvad angår hjernekirurgiske indgreb overfor sindslidelser, gør væsentligt de samme synspunkter sig gældende. Den egentlige livsfare er meget ringe”.[/i]
Dette skete efter, at psykiateren Villars Lunn i en artikel i 1952 havde beskrevet en dødelighed på op til 8 % ved Det hvide snit – altså ikke ligefrem [i]”meget ringe”.[/i] Dette forhold blev overhovedet ikke nævnt i Retslægerådets rapport, ligesom en række andre bivirkninger beskrevet i Lunns artikel, såsom urininkontinens, voldsom appetitforøgelse og krampeanfald også blev fortiet.
Hvis man følger med i, hvordan psykiatere i dag lovpriser elektrochok-behandling og sammenligner med fortidens “hype” omkring malariakur og Det hvide snit, så kan man frygte en Nobelpris til elektrochok. Det må bare ikke ske, og mon ikke der findes så meget sandhed om elektrochok, at Nobelkomitéen afholder sig fra dette. Det hjælper selvfølgelig også, at opfinderen af elektrochok, italieneren Ugo Cerletti, for længst er død.
Hvad er så læren om psykiatriens væsen fra ovenstående beskrivelse af de to psykiatriske Nobelpriser? Psykiatere forelsker sig typisk i en kæphest af en behandling og er så [i][u]ikke interesserede[/u][/i] i at undersøge dens virkninger og bivirkninger men i at bevise, [i]at den virker.[/i] Det lykkes de gennem fortielser eller bagatellisering af bivirkninger ofte med så længe, at de har nået at gøre karriere inden sandheden kommer frem.
*Jesper Vaczy Kragh, [i]Det hvide snit, Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983[/i], Syddansk universitetsforlag, 2010.