Hvad er det, der bare ikke må ske for psykiatrien eller hvad er dens største mareridt? Hvad er det, den frygter og sandsynligvis anser som den største trussel mod dens eksistens?
Hvorfor udtænker psykiatrien vilde teorier om hjernens funktioner og misfunktioner i forbindelse med psykiske lidelser uden at have noget som helst belæg for dem? Kunne de ikke bare gøre, det de nu engang gør og vente med at bekendtgøre teorier og antagelser om psykiatriske sygdomme indtil de var sikre? Nej, på ingen måde, for det er en del af psykiatriens væsen at skulle opretholde og hele tiden prøve at underbygge eller befæstige psykiatri som et lægeligt speciale, dvs. en gren af lægevidenskab.
Kunne det ikke være interessant for psykiatri at få status som et uafhængigt speciale, så at sige at være herre i eget hus, så man ikke skal være en underafdeling af den store lægevidenskab? Nej, det kan det overhovedet ikke, for lægevidenskab fungerer i høj grad som et legitimerende og beskyttende skjold for psykiatrien. Uden dette beskyttende skjold ville psykiatri være meget sårbar over for angreb om, at psykiatri er kvaksalveri. Det er svært i dag, hvor psykiatere først gennemgår lægeuddannelsen og efterfølgende udbygger med psykiatri.
Bruger psykiatere overhovedet deres lægeuddannelse i det daglige arbejde som psykiatere? Denne artikels forfatter er ikke bekendt med, at det skulle være tilfældet. Kendskab til den psykiatriske diagnose-manual, lidt spørgeskemaer og snak med patienten før udskrivelse af en recept på psykofarmaka kunne man vel sådan set godt foretage uden en lægeuddannelse. Selvfølgelig kunne man det, men lægeuddannelsen tjener ikke til at praktisere som en bedre psykiater – den er en nødvendig forudsætning for at beskytte psykiatrien.
Tænk blot på, hvordan offentligheden ville reagere over for uafhængige folk, der fremsatte snørklede teorier om hjernefunktioner eller misfunktioner som årsag til psykiske lidelser uden at kunne dokumentere dem, og så oven i købet foreslår kemisk behandling i form af farlige psykofarmaka. Er der nogen, der ville acceptere det, hvis det ikke var for psykiaternes lægelige baggrund? Næppe! Selvom psykiaternes lægelige baggrund på ingen måde indgår i udtænkningen af hokus-pokus-teorierne om hjernen, så udgør den lægelige baggrund en form for immuniserende skjold over for kritikere og psykiaterne slipper i de fleste tilfælde af sted med det. Psykiatrien kan ikke undvære lægevidenskaben – den er livsnerven i psykiatriens eksistensgrundlag.
Hvis det ikke var sådan, at psykiatrien næppe ønsker diagnoser til sig selv, kunne vi foretage en masse-diagnosticering af psykiatere som lidende af VTBPS – Vilde Teorier til Beskyttelse af Psykiatrien Syndrom. Diagnosen er forholdsvis let at stille, idet det kan gøres uden udfyldelse af spørgeskemaer eller beretninger fra pårørende eller andre interessenter. Det eneste, der behøves, er en udtalelse om en sammenhæng mellem en eller anden psykiatrisk lidelse og en proces i hjernen. Blot at en psykiater i en bisætning nævner noget om fx kemisk ubalance eller signalstoffer og synapser i hjernen er nok til entydigt at stille diagnosen VTBPS. Vi behøver ikke foreskrive en bestemt psykofarmakologisk behandling – de VTBPS-ramte kunne vælge fra egne hylder af psykofarmaka, dog måske med en præference mod psykofarmaka til behandling af vrangforestillinger.
Psykiatrien nøjes ikke med blot at have status som et lægeligt speciale, men udnytter alle muligheder til at understrege og betone psykiatriens lægevidenskabelige forbindelse. Her kommer den såkaldte “biologiske psykiatri” ind i billedet. Populært sagt kan man sige, at konventionel lægevidenskab beskæftiger sig med korrektion af fejl i den menneskelige krop, så når psykiatere smider dubiøse hjernefejl på bordet som årsag til psykiske lidelser, er det psykiatriens forsøg på at underbygge forbindelsen til lægevidenskab, for hjernefejl vil jo også sige fejl i kroppen. Biologisk psykiatri udgør dermed en booster for psykiatrien som et lægeligt speciale – der er intet dybere videnskabeligt grundlag for biologisk psykiatri end det. En superbooster til samme formål er den psykiatriske medicinalindustri, der aggressivt promoverer psykofarmaka og dermed via biologisk psykiatri understøtter psykiatrien som et lægeligt speciale.
Promoveringen af biologisk psykiatri stopper dog ikke her. Der råbes hele tiden på flere bevillinger til forskning i hjernefejl for at holde gryden med biologisk psykiatri i kog og dermed styrke psykiatri som et lægeligt speciale.
Den kendte psykiater Raben Rosenberg arbejder helt i overensstemmelse med disse principper, hvilket hans seneste “bekendelsesskrift”* vidner om – her i form af nogle citater:
“Psykofarmaka havde banet vejen for, at den biologiske psykiatri blev styrket og bidrog til at placere psykiatrien mere markant som et lægevidenskabeligt speciale.” (Side 95)
“Med de nye psykofarmaka fik psykiatere både effektive lægemidler samt videnskabeligt tilfredsstillende forklaringer på stoffernes virkninger baseret på et hastigt voksende kendskab til hjernens opbygning og funktion under normale og sygelige omstændigheder. Hermed bidrog psykofarmakologien afgørende til en styrkelse af den biologiske sygdomsopfattelse ved psykiske sygdomme.” (Side 96)
“Psykiatri er et lægeligt speciale.” (Side 131)
“I betragtning af at psykiske lidelser netop diagnosticeres ud fra psykopatologi, er psykofarmakologiens potentielle betydning som behandlingsmodalitet evident og placerer psykiatri i samme ædle bås som intern medicin.” (Side 390)
Man kommer til at tænke på manden, der hele tiden siger til sin kone, at han elsker hende. Hun er træt af snak og siger til ham “vis det!”. Psykiatrien betoner igen og igen, at den er et lægefagligt speciale og analogien kan ikke siges at være helt ved siden af.
Hvorfor mon psykiatrien har dette behov? Øjenlæger, hudlæger, eller øre-, næse-, hals-læger, for blot at nævne nogle få lægelige specialer, føler tilsyneladende ikke behov for at betone, at deres profession udgør et lægeligt speciale. I hvert fald hverken hører eller læser man om det.
Hvor ville psykiatrien være uden den biologiske psykiatri? Den ville være uden dette væsentligste element til at retfærdiggøre sig selv som et lægefagligt speciale. Sandsynligheden taler for, at psykiatrien uden biologisk psykiatri ville få svært ved at opretholde dens status som et lægeligt speciale. Med andre ord, den biologiske psykiatriens død vil også blive psykiatriens død. Derfor vil psykiatere til den bitre ende kæmpe for og forsvare den biologiske psykiatri og blive ved med at kaste nye teorier om hjernedefekter op i luften og holde gryden i kog ved at råbe på bevillinger til forskning i deres vilde hjerneteorier.
Den biologiske psykiatri er ganske enkelt psykiatriens eksistensgrundlag, men på samme tid en analogi til kejserens nye klæder.
* Raben Rosenberg, [i]PSYKIATRIENS GRUNDLAG – historie, filosofi og videnskab.[/i] Aarhus Universitets forlag, 2016.