Mennesker med psykiske problemer søger normalt hjælp i psykiatrien, hvor de gennemgår en række “behandlinger”, som oftest efterlader dem i en tilstand, der på ingen måde er bedre end ved starten af behandlingerne. Tværtimod efterlades de ofte i en tilstand, der er så udsigtsløs, at de stiller spørgsmålstegn ved om livet overhovedet er værd at leve. I den forstand har den psykiatriske “hjælp” ført dem tættere og tættere på døden.
Nu er det i visse lande, heriblandt Holland, Belgien, Schweiz og Canada, muligt for psykiatrien at tilbyde den ultimative hjælp, nemlig direkte hjælp til at dø. Denne form for aktiv dødshjælp kan gives til patienter, der [i]lider ubærligt uden udsigt til bedring[/i]. Desværre er det ofte mere reglen end undtagelsen, at patienter efter længere psykiatrisk behandling opfatter sig selv som opfyldende dette kriterium.
Et menneske, der eksempelvis har fået elektrochok, har måske nok fået “løst” sit oprindelige problem, men hvad nytter det, når hukommelsen nu svigter og man har mindre lyst og energi til at engagere sig i livet omkring sig. I den forstand kan elektrochok bane vejen til, at patienterne beder psykiaterne om den ultimative hjælp, nemlig hjælp til at bringe en ende på den udsigtsløse tilstand psykiatrien har bragt patienten i, dvs. døden med den forventede fred.
Ligeledes er de hjerneskader og øvrige organbelastninger, langvarig indtagelse af psykofarmaka fører med sig, befordrende for en tilstand, hvor livet ofte ikke anses for værd at leve. Med andre ord, endnu et resultat skabt af den psykiatri, der betragter mennesket som en kemisk maskine og behandler det i overensstemmelse hermed.
“En gang i psykiatrien, altid i psykiatrien”, er et velkendt udtryk for, at psykiaterne efter eget udsagn ikke kan helbrede psykiatriske sygdomme, men kun dæmpe dem. Ordet “færdigbehandlet” er et fremmedord i psykiatrien, men med retten til aktiv dødshjælp er det uhyggeligt, at psykiatrien nu i visse lande er i stand til at “færdigbehandle” patienter. I Holland sker det på ugebasis.
Selvfølgelig skal vi ikke have aktiv dødshjælp i Danmark, men hvad psykiatrien angår, skal håndteringen sættes ind ved ondets rod, nemlig det, at mange psykiatriske behandlinger kan bringe patienter i en tilstand, hvor døden er det foretrukne alternativ. Disse “behandlinger” skal stoppes.