Kan man forestille sig, at amerikanske psykiatere kunne vælge en kronisk psykiatrisk syg person til administrerende direktør for deres nationale forening (APA, American Psychiatric Association)?
Kan man forestille sig, at verdens psykiatere kunne vælge en kronisk psykiatrisk syg person til formand for deres eget verdensforbund (WPA, World Psychiatric Association)?
Kan man forestille sig, at den danske Sundhedsstyrelse ville acceptere, at psykiatrisk syge psykiatere praktiserer deres erhverv?
Man er nok tilbøjelig til at svare Nej til alle disse spørgsmål, om ikke andet så fordi psykiatrisk syge personer ikke forventes at kunne udvise sund og rationel dømmekraft i alle situationer, hvilket man naturligvis ikke kan byde patienter. I Danmark har der de seneste år været en sag med en hjerneskadet psykiater og to andre psykiatere, der gav deres patienter livsfarligt store doser psykofarmaka. Alle tre fik frataget deres autorisation.
Hvad de to første spørgsmål angår, så er det faktisk sket, men det drejer sig om kronisk psykiatrisk syge i henhold til en tidligere psykiatrisk virkelighed. De to personer i de oven for omtalte ledende stillinger er blevet “helbredt” for deres kroniske psykiatriske sygdom gennem en skrivebordsbeslutning, som ganske enkelt annulerede deres tidligere adfærd, som var dømt afvigende, fra listen over psykiatriske forstyrrelser.
Nu kan man sige, at det er en god ting, hvis psykiatrien gør fremskridt og kommer til bedre erkendelser om folks psyke, men så skal psykiatrien jo kunne forklare det videnskabelige grundlag for den ændrede erkendelse. Alternativt, skal man kunne forklare, hvorfor det var en fejl at sætte forstyrrelsen på listen over psykiatriske forstyrrelser fra starten af. Det har psykiatrien ikke gjort i de aktuelle sager og det er sådan noget, der kvalificerer psykiatrien til betegnelsen pseudo-videnskab. Med andre ord, et emne uden videnskabeligt funderet grundlag, hvor tilfældigheder eller luner hersker.
De to indledende spørgsmål handler om homoseksualitet og der sidder nu to mandlige homoseksuelle i spidsen for de to største psykiatriorganisationer – noget, som vel var helt utænkeligt frem til 1974 eller måske endda senere.
Her er et uddrag af 1968-udgaven af DSM-II (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, udgave 2)[sup]1[/sup]
[i]302 Seksuelle afvigelser
Denne kategori er for individer, hvis seksuelle interesser primært er rettet mod andet end personer af det modsatte køn, mod seksuelle handlinger, der normalt ikke forbindes med samleje, eller mod samleje udført under bizarre omstændigheder, såsom nekrofili [omgang med døde kroppe], pædofili, seksuel sadisme og fetischisme. Selvom mange finder deres handlinger afskyelige, så er de ude af stand til at erstatte dem med normal seksuel adfærd. Denne diagnose bør ikke anvendes til individer, der udfører seksuelt afvigende handlinger, fordi de er afskåret fra normal seksuel adfærd.
302.0 Homoseksualitet 302.1 Fetichisme 302.2 Pædofili
302.3 Transvestitisme 302.4 Exhibitionisme 302.5* Voyeurisme*
302.6* Sadisme* 302.7* Masochisme* 302.8 Anden seksual afvigelse
(302.9 Uspecificeret seksual afvigelse)[/i]
* angiver kategorier tilføjet til ICD-8 (International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems, manual udgivet af verdenssundhedsorganisationen WHO) udelukkende til brug i USA.
Historien melder intet som helst om, hvorfor disse seksuelle orienteringer skulle være psykiatriske forstyrrelser. Det var åbenbart bare noget et flertal af psykiatere syntes. Punkt 302.9 er interessant, fordi det lader det være op til den enkelte psykiater, hvad han ellers finder afvigende seksuel adfærd. Bemærk også, at homoseksualitet i et mandefængsel eller pædofili på en lang sommerlejr med børn uden kontakt med andre voksne tilsyneladende ikke karakteriseres som psykiatriske forstyrrelser i henhold til DSM-II. Hvis man med andre ord ikke rigtigt har noget valg seksuelt, så får man ikke diagnosen seksuelt afvigende efter DSM-II.
Grunden til, at homoseksualitet blev slettet som en psykiatrisk forstyrrelse i 1974 er om end endnu mere pinlig for psykiatrien, for her handler det om regulær pression og lobbying fra det homoseksuelle samfund omkring San Francisco. Det udløste en afstemning i APA’s bestyrelse om, at man vist hellere måtte slette homoseksualitet som en psykiatrisk forstyrrelse for at få ro.
Enhver anden profession ville nok blive opløst, hvis den præsterede kolbøtter i stil med, hvad psykiatrien gjorde i forbindelse med homoseksualitet, men pseudo-videnskaben fortsætter ufortrødent med stor offentlig støtte. Hvordan kan det gå til? Det bedste svar er, at politikerne er nødt til at gøre noget ved eller behandle psykisk forstyrrede mennesker og psykiatrien er den eneste profession, der tilbyder sig i den sammenhæng. Det får politikerne til at lukke øjnene for den psykiatriske pseudo-videnskab og for de rædsler patienterne oplever på psykiatriske institutioner.
Sikke en kolbøtte – først kronisk psykiatrisk syg, så hokus pokus og nu i øverste ledelseslag i psykiatrien. Tænk hvis de homoseksuelle danske psykiatere turde springe ud af skabet ligesom Dr. Levin og Dr. Bhugra.[sup]2[/sup]
1. [a href=”http://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=2&ved=0CDIQFjAB&url=http%3A%2F%2Fwww.alansaludmental.com%2Fapp%2Fdownload%2F6372865452%2FDSM%2BII%2B1968.pdf%3Ft%3D1354666500&ei=57W5UdKsDYL69QTl4IFA&usg=AFQjCNEITPsv6i4Ko5H7uT_3a3fQk3lsog&sig2=DObXK20HEKmkwK39hwxwNg&bvm=bv.47883778,d.eWU” target=”_blank”]http://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=2&ved=0CDIQFj….[/a]
2. [a href=”http://www.psychsearch.net/gays-now-rule-psychiatry/” target=”_blank”]http://www.psychsearch.net/gays-now-rule-psychiatry/[/a]