Den 9. april 2011 kunne man i Kristeligt Dagblad og andre medier læse, at psykisk syge dør 20 år tidligere end andre. Det er konklusionen på et fællesnordisk forskningsprojekt, hvor forskere fra Danmark, Sverige og Finland har undersøgt dødeligheden blandt psykiatriske patienter.
Psykisk syge har en overdødelighed inden for stort set alle sygdomskategorier. Psykiatriske patienter, der lider af hjertesygdomme og andre fysiske sygdomme, har to til tre gange så høj risiko for at dø som andre med samme lidelse. Desuden er der en overhyppighed af selvmord blandt især patienter med bipolar sygdom (tidligere maniodepressiv sindslidende, red.), depression og skizofreni.
Fra psykiater-side anføres følgende grunde til overdødeligheden blandt psykiatriske patienter:
1) Psykiatriske patienter er mere udsat for vold eller ulykker end gennemsnitsbefolkningen.
2) Sundhedssystemet giver ofte psykiatriske patienter en dårligere behandling for deres fysiske lidelser end gennemsnitsbefolkningen får.
3) Psykiatriske patienters symptomer bliver ikke altid taget alvorligt, og de får derfor ikke stillet den rigtige diagnose.
4) Psykiatriske patienter lever i det hele taget mere usundt end gennemsnitsbefolkningen.
5) Psykiatrisk medicin kan give helbredsproblemer.
Psykiatrien, landsforeningen Sind og regionerne råber på handleplaner omkring punkterne 2-4), men byder ikke ind omkring 1) og 5). Lad os antage, at det er sandt, at psykiatriske patienter får en dårligere behandling i sundhedssystemet end gennemsnitsbefolkningen, når det handler om ikke-psykiatrisk behandling. Hvad ville der så ske, hvis punkterne 2) og 3) blev elimineret? Hvor meget ville det skære af de 20 år, som psykiatriske patienter dør tidligere end andre? Det virker utænkeligt, at psykiatriske patienter måske skulle være så stærkt diskriminerede i sundhedssystemet, at det ville ændre det store med hensyn til at bringe middellevealderen på niveau med gennemsnitsbefolkningen.
Hvad mad og drikke angår, kan der være noget at hente ved at arbejde på punkt 4), men det må ikke glemmes, at store dele af resten af befolkningen også både ryger og lever usundt, men alligevel er der 20 års forskel i middellevealder.
Tilbage står så selve den psykiatriske medicin, som spiller ind på punkterne 1), 4), og 5). Angående punkt 1), så er den psykiatriske medicin bevidsthedsændrende på en syntetisk, kemisk måde, som den psykiatriske patient ikke selv kontrollerer. Det at overlade en del af sit naturlige jeg og dømmekraft til et psykiatrisk kemikalie kan naturligvis give øretæver, hvis selvtilliden pustes kunstigt op, og ulykkesrisikoen kan kun stige, hvis man mentalt er mindre til stede eller kunstigt mere til stede.
Psykiatrisk medicin deler vandene, men ingen har endnu påstået, at den falder i kategorien helsekost, og med god grund. Psykiatrisk medicins liste over bivirkninger er alenlang og skrækindjagende. Der er tale om syntetisk fremstillede kemikalier, og når man studerer bivirkningerne, kommer man uvilkårligt til at tænke, at sådanne kemikalier, i stedet for at distribueres fra apotekernes hylder, burde afleveres på Kommunekemi i Nyborg.
Når psykiatrisk medicin har øgede selvmordstanker som bivirkning, kan en stor overdødelighed blandt psykiatriske patienter ikke overraske. Ej heller kan det overraske, at psykiatriske patienter med hjertesygdomme – skabt eller forværret af medicinen – har stor risiko for at dø af hjertesvigt, når det er kendt, at psykiatrisk medicin som bivirkning netop angriber hjertet og andre vitale organer.
Det virker naturligvis sympatisk, at man vil sikre en psykiatrisk patient med hjerteproblemer den rette behandling, men hvis man hælder hjertemedicin, som trækker i den rigtige retning, oven i psykiatrisk medicin, som trækker i den forkerte retning for hjertet, så beder man om kaos og risikerer yderligere forværring, fordi der nu i hjertet er krig imellem to forskellige slags medicin.
På den baggrund virker det største potentiale til at reducere overdødeligheden med 20 år blandt psykiatriske patienter til at være at reducere brugen af psykiatrisk medicin og benytte alternative behandlingsformer.
Det høres alt for ofte, at pårørende til psykiatriske patienter, som fx forældre til børn på ADHD-medicin, når skaden er sket, udtaler, at de slet ikke blev informeret om medicinens bivirkninger eller at disse blev slået hen som ubetydelige. Det burde være et lovkrav, at psykiatriske patienter og pårørende af en uvildig støtteperson meget nøje blev informeret om den planlagte medicins bivirkninger, således at patienten og pårørende kan foretage en afvejning af, om man virkelig vil risikere en tidlig død forårsaget af psykiatrisk medicin.
Preben Rudiengaard, formand for Folketingets sundhedsudvalg, er den eneste i Kristelig Dagblads artikel, som ikke blot råber på handleplaner, men udtrykker hensigt om at komme til bunds i dødsårsager og bivirkninger af medicin. Lovforslag L 171 fremsat den 23. marts 2011 af indenrigs og sundhedsminister Bertel Haarder vil lette adgang til relevante patientdata til afdækning af disse sammenhænge, så det er et godt skridt på vejen.
For hver eneste for tidligt død person, som har modtaget psykiatrisk behandling eller medicin, er der behov for at fastslå dødsårsagen og sammenholde den med bivirkningerne af den behandling og medicin, vedkommende har modtaget. Kun på den måde kan man få det sande billede af de frygtindjagende og livstruende bivirkninger af psykiatrisk medicin frem i lyset.