Allan Frances er en topfigur inden for psykiatri. Han har været leder af instituttet for psykiatri på Duke University School of Medicine i USA og var med i arbejdsgrupperne, som skrev de psykiatriske diagnosebibler DSM-3 og DSM-4, for sidstnævnte endda som formand.
Den 12. maj, 2012, skrev Allan Frances en artikel i The New York Times med titlen “Diagnose af DSM”,* der må betegnes som et frontalangreb på herredømmet over selve motoren i psykiatriens indflydelse og kontrol i samfundet, nemlig hvem der bør udforme diagnosebiblen DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) og hvordan dens indhold bør gennemgås og kontrolleres af ikke-psykiatere. Det ville være en bombe under psykiatri, hvis andre med indsigt i psykiske problemer fik noget at skulle have sagt i udformningen af DSM.
Her følger uddrag af Allan Frances’ artikel:
[p style=”font-style:italic”]På det årlige møde i denne uge (dvs. i starten af maj, 2012) gjorde den Amerikanske Psykiatriforening (American Psychiatric Association, APA) to vidunderlige ting: Den afviste et vildt forslag, som ville have udsat ikke-psykotiske børn for unødvendig og farlig antipsykotisk medicinering og et andet som ville have gjort bekymringer om ens naturlige valg i livet og dagligdags nedtrykthed til psykiatriske sygdomme.[/p]
[p style=”font-style:italic”]Men APA arbejder stadig videre med andre forslag, der potentielt vil kunne flytte grænserne for psykiatri til at kunne sætte en mærkat som psykisk syg på et to-cifret milliontal af mennesker, som anses som normale. Disse forslag er del af arbejdet med udformning af DSM-5, der er planlagt til udgivelse i maj, 2013.[/p]
[p style=”font-style:italic”]Jeg var dybt involveret i den tredje og fjerde udgave af manualen, men er modvilligt kommet til den konklusion, at foreningen (APA) bør fratages dens næsten århundredgamle monopol på at definere psykisk sygdom. Tiderne har ændret sig, den psykiatriske diagnose har ændret sig og foreningen har ændret sig. Den er ikke længere kompetent til at være den eneste betroede med et hverv, der har så stor betydning for folkesundheden og samfundspolitik.[/p]
[p style=”font-style:italic”]DSM-4, som udkom i 1994, forsøgte at bremse inflationen i antallet af diagnoser, der var sket i de tidligere udgaver. Det gik godt på voksensiden, men slog helt fejl i at forudse eller kontrollere den modeprægede overdiagnosticering af autisme, ADHD og bipolar forstyrrelse i børn, som siden er sket.[/p]
[p style=”font-style:italic”]Faktisk er DSM blevet tildelt autoritet af en bibel inden for områder langt uden for dens kompetencer. Den er blevet dommer over hvem der er syg og hvem der ikke er det – og er ofte den primære bestemmende faktor for behandlingsbeslutninger, forsikringsberettigelse, invalidepension og hvem der får ekstraundervisning i skolen. DSM styrer forskningen i og godkendelsen af nye lægemidler. Den bruges (og misbruges) bredt i retssystemet.[/p]
[p style=”font-style:italic”]Indtil nu har APA set ud til at være den organisation med de bedste forudsætninger til at overvåge diagnosesystemet. Men det er desværre ikke længere sandt. DSM-5 tegner til at blive en katastrofe – selv efter de godkendte ændringer i denne uge vil den indføre mange nye og uprøvede diagnoser, som vil medicinere normalitet og resultere i en overflod af unødvendige og skadelige recepter på lægemidler. Foreningen har i det store og hele været døv over for den massive kritik af DSM-5, stædigt har den nægtet at udsætte forslagene for en uafhængig videnskabelig evaluering.[/p]
[p style=”font-style:italic”]Alle discipliner inden for psykisk sundhed bør være repræsenteret [i gruppen bag DSM] – ikke blot psykiatere men også psykologer, familievejledere, socialarbejdere og sygeplejersker. De bredere konsekvenser af ændringer bør nøje gennemgås af epidemiologer, sundhedsøkonomer og eksperter inden for samfundspolitik og retsmedicin. Alment praktiserende læger udskriver størstedelen af psykiatrisk medicin, ofte skødesløst, og skal bidrage til diagnosesystemet for at kunne bruge det korrekt. Forbrugere bør spille en stor rolle i bedømmelsesprocessen og kliniske undersøgelser bør ske i rammer fra det virkelige liv, ikke blot i akademiske centre.[/p]
[p style=”font-style:italic”]Psykiatrisk diagnose er simpelthen for betydningsfuld til eksklusivt at kunne overlades til psykiatere.[/p]
Ja, man tror i første omgang ikke sine egne øjne, når man læser, hvad Allan Frances, et tidligere medlem af den absolutte inderkreds i den mest indflydelsesrige psykiatriorganisation i verden, skriver, men det er jo fantastisk, at han er kommet til denne indsigt. Gennemføres hans tanker, kan det betyde en effektiv bremse på det psykiatriske vanvid med flere og flere løjerlige psykiatriske sygdomme, der kræver behandling med mere og mere giftig psykofarmaka.
*[a href=”http://www.nytimes.com/2012/05/12/opinion/break-up-the-psychiatric-monopoly.html?_r=1″ target=”_blank”]http://www.nytimes.com/2012/05/12/opinion/break-up-the-psychiatric-monopoly.html?_r=1[/a]