Hvis en person har en bakterieinfektion, får vedkommende en antibiotikabehandling, fordi antibiotika slår bakterierne ihjel. Sygdommen og medicinens virkningsmekanisme er velforståede og resultaterne er gode.
Helt anderledes forholder det sig med elektrochok. Opfinderen af denne psykiatriske behandlingsform, den italienske neurolog Ugo Cerletti, blev inspireret af at se grise blive gjort bevidstløse med elektrisk stød lige før slagtning. Denne procedure betød, at grisene blev langt mere medgørlige under selve slagtningen og behandlingen lettede dermed arbejdet og støjniveauet på slagterierne. Ud fra disse observationer fandt Ugo Cerletti det i 1938 værd at undersøge, om en tilsvarende behandling af psykiatriske patienter på anstalter kunne have lignende positive effekter.
Det må psykiaterne tilsyneladende have konkluderet, for elektrochok bredte sig hurtigt i hele verden som en ofte benyttet behandling mod depression, skizofreni og selv homoseksualitet. Sidstnævnte blev dog efter en afstemning blandt psykiatere afskaffet som en psykiatrisk forstyrrelse omkring 1970, hvorfor psykiaterne ikke længere behandler den.
Tanken bag indførelsen af elektrochok i psykiatrien var åbenlyst “lad os prøve at gøre det og se hvad der sker”. Drivkraften var håbet om positive virkninger som observeret for grisene, der fortrængte mulige bekymringer om, hvilke effekter elektrisk strøm gennem hjernen ellers kunne have. Disse sideeffekter var uden betydning for grisene, fordi elektrochokket blev givet som forberedelse til en umiddelbart forestående død ved slagtning og evt. hjerneskader på grisene som følge af elektrochokket forårsagede ingen forringelse af kødkvaliteten.
Det var den samlede videnskabelige forståelse ved indførelsen af elektrochok i psykiatrien. Selv i dag beror “forståelsen” udelukkende på observationer og absolut intet om virkningsmekanismen i hjernen, præcist som det var tilfældet med grisene.
For lægfolk er det sådan set ikke overraskende, at elektrochok “virker”, for man kan anse det som et ordentligt “gok i nødden” på en psykiatrisk patient. Det er forventeligt, at patienten bliver mere rolig af en sådan behandling og dermed også mere medgørlig. Men desværre bliver vedkommende også langt mindre duelig og opmærksom på sine omgivelser, idet hjernen og hukommelsen simpelthen lider skade.
Elektrochok er måske velegnet til grise, men de skal jo heller ikke leve videre bagefter.
Den manglende videnskabelige forståelse bag psykofarmaka er mere camoufleret end for elektrochok, fordi man kan dyrke hjerneceller i laboratoriet og teste hvad der sker med dem, når de udsættes for diverse kemikalier. Det fører til teorier om kemiske ubalancer i hjernen og underskud af forskellige signalstoffer, som påstås at være grund til psykiatriske forstyrrelser. Alt dette er imidlertid blot et besnærende skalkeskjul uden nogen form for evidens.
Sandheden er, at meget psykofarmaka kemisk ligner narkotika og at de hensætter patienten i en rus, som intet har med en sygdom at gøre, men som til en vis grad får patienten til at “tænke på noget andet”. Disse kemikalier er dog langt fra økologiske, men repræsenterer slet og ret en afhængighedsskabende kemisk forurening, som nedbryder hjernevæv og belaster vitale organer i kroppen.
Lad os antage, at psykiatere gerne vil hjælpe mennesker med psykiske problemer og at lægemiddelfirmaer gerne ville kunne sælge bivirkningsfri og effektiv medicin – hvorfor så dette åbenlyse vanvid af elektrochok og psykofarmaka? Er der andre forklaringer end, at begge parter lever ganske godt af at gøre, som de gør, og ikke umiddelbart har et tilsvarende lukrativt alternativ?