Det er yderst sjældent, man føler trang til rosende at anerkende en udtalelse fra en psykiater, men ret skal være ret, og Raben Rosenberg har en fantastisk og rammende pointe, som gentages flere gange i forskellige formuleringer i hans nye bog, bl.a. på denne form:[sup]1[/sup]
[i]Uden en historisk baggrund vil man ikke kunne forstå den række af aktuelle problemstillinger, der knytter sig til psykiatriens sygdomsforståelse og behandling af mennesker med psykiske lidelser.[/i]
Med andre ord kan man bedre forstå dagens psykiatri, diagnoserne, kontroverserne, behandlingsskaderne og psykiaternes adfærd, hvis man kender psykiatriens historie.
I 1930’erne blev mange former for chokbehandling indført i psykiatrien. Patienter blev påført malaria ud fra en idé om, at febervildelse kunne have en helbredende effekt på psykiske problemer. Insulinchok bragte patienter i koma, som nogle aldrig vågnede fra; igen var idéen at kunne afhjælpe psykiske problemer. Lignende effekter blev frembragt ved indsprøjtning af forskellige kemiske stoffer. Endelig så også elektrochok dagens lys.
Alle disse chokbehandlinger var potentielt livsfarlige for patienterne, men den værste af dem alle var lobotomi eller det hvide snit, hvor nervebaner i hjernen blev skåret over i operative indgreb. Den metode kostede virkelig menneskeliv – et konservativt estimat lyder på omkring 250 som umiddelbar følge af operationen i Danmark, for ikke at tale om de overlevende, der blev uopretteligt invalideret.[sup]2[/sup]
Fælles for disse psykiatriske behandlingsformer er, at psykiaterne intet vidste om virkningsmekanismerne, men blot opfandt nogle udokumenterede og vidtløftige teorier uden hold i virkeligheden. Alligevel rapporterede psykiaterne om fantastiske resultater, hvor dødsfald og andre alvorlige bivirkninger mere eller mindre blev talt ned som “begyndervanskeligheder”, der ville blive løst med tiden. Ingen psykiatere var interesserede i grundige undersøgelser af følgerne af lobotomi.
Dødsfald skulle dog rapporteres til Direktoratet for Statens Sindssygehospitaler, som sendte sådanne rapporter videre til Sundhedsstyrelsen. Standardsvaret fra denne styrelse var imidlertid, at man ingen kommentarer havde.
Når klager over patientskader eller dødsfald en sjælden gang nåede frem til domstolene blev de som regel afvist på grundlag af ekspertudtalelser fra psykiatere. Et opfølgende standardsvar fra psykiaterne omkring skader ved lobotomi var, at behandlingen kun blev brugt som en sidste udvej, hvis alle andre behandlingsforsøg var endt uden bedring.
I dette lys fortsatte psykiatere ufortrødent med chokbehandlinger og lobotomi, og det var først efter et ihærdigt pres fra ombudsmanden, at omfanget af patientskader kom frem i lyset og myndighederne begyndte at vågne op. Sundhedsstyrelsen kunne nu også pludselig se, at der var problemer. Den sidste lobotomi i Danmark blev udført i 1983.
Psykiatrien og dens væsen i en nøddeskal illustreres af, at 1900-tallets mest indflydelsesrige psykiater Erik Strömgren så sent som i 1991 i en kronik i Politiken forsvarede lobotomi. Han skrev bl.a. “For de fleste patienter har de opnåede fordele klart overgået de uønskede bivirkninger”, “risikoen havde været ringe” og “væsentlig bedring af mange skizofrenes tilstande”.
Hvordan ser det så ud med nutidens psykiatri?
Det er præcis her Raben Rosenbergs vise ord kommer til deres ret.
Sundhedsstyrelsen lever en stille eksistens og foretager sig på eget initiativ stort set intet som helst for at beskytte patienterne i psykiatrien. Det er medierne, der lejlighedsvis vækker styrelsen til live, som fx i de seneste år med en hjerneskadet psykiater og Arne Mejlhede med psykiatrisk praksis i Hobro. Når Sundhedsstyrelsens passivitet bliver udstillet, så reagerer de og gør ting, de for længst burde have taget initiativ til.
Nutidens diverse klageinstanser støtter sig til “ekspertudtalelser” fra psykiatere, og elektrochok-ofres klager fejes typisk af bordet med, at de påståede skader “ikke er dokumenteret som følger af elektrochok”. Ingen af nutidens psykiatere er interesserede i grundige undersøgelser af følgerne af elektrochok, men ønsker blot i fred og ro at fortsætte med “behandlingen”.
Nutidens psykiatere siger i fuld analogi til lobotomi-psykiaterne, at elektrochok bliver brugt som en sidste udvej, hvis alle andre behandlingsforsøg er endt uden bedring.
For nylig blev det dokumenteret, at lykkepiller ud over de forfærdelige bivirkninger ingen virkning har på depression,[sup]3[/sup] hvilket dog ikke får psykiaterne til at stoppe brugen af dem.
Sikke en sandhed, der er i Raben Rosenbergs vise ord. Psykiatrien har i sit væsen overhovedet ikke ændret sig i tidens løb.
I lyset af den overordnede og grundlæggende uforanderlighed i psykiatrien over de seneste 100 år, fristes man til at nævne et ordsprog, der findes i forskellige varianter:
[i]Hvis det eneste redskab, man har, er en hammer, så ser man kun søm omkring sig.[/i]
Til lejligheden kan vi udvide det med:
[i]Hvis ens indtægt er afhængig af, at man slår søm i, og man ikke føler sig kompetent til en anden indtægtskilde, så fortsætter man med at bruge sin hammer, så længe man slipper af sted med det.[/i]
Det eneste, der kan ændre den situation er folkeligt pres, hvor psykiatriens ofre går til medierne, der bringer historierne og derved vækker Sundhedsstyrelsen og politikerne til indgreb over for psykiatriens skadelige behandlinger. Historien har vist, at psykiatrien overladt til sig selv i sit væsen aldrig har ændret sig.
Derfor hjælper MMK med at få psykiatriske overgreb bragt frem i lyset.
Kilder:
1. Raben Rosenberg, PSYKIATRIENS GRUNDLAG – historie, filosofi og videnskab. Aarhus Universitets forlag, 2016, side 19.
2. Jesper Vaczy Kragh, Det hvide snit, Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Syddansk Universitetsforlag, 2010.
3. [a href=”http://videnskab.dk/krop-sundhed/nyt-studie-lykkepiller-har-ingen-effekt-paa-depression” target=”_blank”]http://videnskab.dk/krop-sundhed/nyt-studie-lykkepiller-har-ingen-effekt-paa-depression[/a]