Psykiatere, som selv rammes af en psykiatrisk sygdom, udgør en risiko for deres patienter.
En læge, som undersøger en patient for sukkersyge, har et meget objektivt kriterium for sin diagnose, nemlig sukkerindholdet i en blodprøve. På lignende vis er det med de fleste andre sygdomme, hvor diagnoser klart og tydeligt kan stilles ud fra blodprøver, vævsprøver, røntgenbilleder, ultralyd eller andet.
Helt anderledes forholder det sig med psykiatriske sygdomme, hvor der ikke findes objektive diagnostiske tester til at stille en diagnose. En psykiatrisk diagnose stilles udelukkende ud fra psykiaterens subjektive skøn baseret på observation af en række adfærdskarakteristika, der er beskrevet i en psykiatrisk håndbog.
Netop karakteren af psykiatriske sygdomme gør, at de forskellige kriterier for en psykiatrisk diagnose ikke kan være knivskarpe, hvorfor psykiaterens afvejning under inddragelse af det samlede psykiatriske billede har en afgørende betydning for, om en patient får stillet en korrekt psykiatrisk diagnose med efterfølgende behandling.
Enhver patient ønsker sig naturligvis, at den læge, som skal stille ens diagnose, er psykisk helt på toppen, idet patientens helbred er på spil. Spillerummet for lægens psykiske tilstand, inden for hvilket patienten kan føle sig tryg, er meget større, hvis lægen blot fx skal se på et tal for patientens blodsukker, end hvis lægen skal sammenholde adskillige ikke-objektive kriterier for patientens adfærd gennem en subjektiv vurdering. Det beror på, at psykiatriske sygdomme er meget komplekse og at deres præcise årsager ikke er kendte eller tilgængelige.
Med henblik på patienternes sikkerhed og tryghed synes det derfor som et rimeligt forlangende, at alle psykiatere selv gennemgår regelmæssige psykiske helbredstjek. De psykiatriske behandlingsformer, såsom elektrochok og stærk medicinering, er potentielt så farlige og har så mange alvorlige bivirkninger, at alt må gøres for at minimere psykiatriske fejldiagnoser.
Psykiatrien lærer os, at høj som lav fra alle samfundslag og professioner periodevis kan rammes af psykiatriske sygdomme, og det gælder således også psykiaterne selv. Læg hertil, at psykiatere måske selv har svært ved at søge behandling for sygdomme, de er sat i verden for at behandle. Hvis en psykiaters dømmekraft er svækket af en begyndende psykiatrisk lidelse, er det heller ikke på nogen måde givet, at psykiateren selv opdager den, fordi det ville kræve en korrekt subjektiv vurdering af egen adfærd.
Det her er en dybt alvorlig sag, der ikke skal spøges med, men vi taler faktisk om noget, der kunne svare til en Smiley-ordning for praktiserende psykiatere. Forsøgsvis kunne kontrollen af en psykiaters psykiske helbred ske en gang om året, og gerne af en over-regional instans – måske af psykologer underlagt Sundhedsministeriet. Det er også vigtigt, at psykiatere, som i en periode må fritages for direkte patientkontakt, ikke stigmatiseres og så vidt muligt varetager andre opgaver i psykiatrien under deres sygdomsforløb. Efter færdigbehandling skal de have ret til at vende tilbage til deres oprindelige job, men i den første tid vil det være hensigtsmæssigt med lidt hyppigere kontrol af deres psykiske helbred, både for deres egen og især for deres patienters skyld.
For at få en fornemmelse for problemets omfang kunne man starte med at undersøge hvor mange psykiatere overhovedet på noget tidspunkt har fået stillet en psykiatrisk diagnose og sammenholde det med psykiatriens oplysninger om hyppigheden af de forskellige psykiatriske sygdomme i befolkningen.