Udtrykket “psykiatri” blev først opfundet af den tyske læge Johann Christian Reil i 1808 og bogstaveligt betyder “medicinsk behandling af sjælen” psyche, sind (fra oldgræsk ψυχή (psūkhē), og -iatri, medicinsk behandling (fra græsk ἰατρός (iatrós), medicinsk).

Sjæl ifølge Den Danske Ordbog betyder ”livgivende, åndeligt princip som udgør den ikke-
materielle del af mennesket, og som undertiden anses for at være udødeligt”

År 400 for Kristus

Langt inden ordet psykiatri blev opfundet havde mennesket beskæftiget sig med psykiske syge mennesker.

I oldtiden anså man psykisk syge for at være besat af ånder – oftest onde ånder – senere i den kristne verden anså man personen for at være besat af djævelen selv eller hans yngel.

Den klassiske græske lægevidenskab omkring 400-tallet f. Kr. var frigjort fra overtro om besættelse af onde ånder. Den byggede på klinisk iagt-tagelse af de syge og deres symptomer og søgte at give sammenhængende diagnoser. Melankoli, mani og freni er græske ord. Sygdomme skulle forklares ud fra naturen.

Grækerne mente, at sygdomme er begrundet i fejlagtig sammensætning af legemets væsker (humoralpatologi). Humoralpatologien hævdede således, at ubalance mellem legems-væskerne blod, galde, slim og vand (grundlaget for de fire temperamenter) gjorde folk syge – også sindssyge. Ref.: Ovartaci

VIKINGETIDEN

I DANMARK og NORDEN Ca. år 800 – 1050

KRISTENDOMMEN

Med kristendommens indtrædelse i Danmark ændredes opfattelsen af sindssyge sig fra Asatroens opfattelse af guders og væsners indvirken til at blive at personen var besat af en ond ånd eller djævelen selv.

MIDDELALDEREN

Circa år 1000 – Ved indførelsen af Eriks Sjællandske lov i 1284 blev det pålagt familien at indespærre eller inde den sindsesyge.

Det krævede at det lokale ting godkendte dette. Det blev i høj grad anvendt over for de voldelige sindssyge. De blev dømt til livslang indespærring i bure, den såkaldte indplankning, som stadig var i anvendelse helt op til det 19. århundrede. I visse byer hængte man sådanne bure op på bymurene, således at nysgerrige tilskuere kunne drille og tirre dem til raseriudbrud. 

Åndsvage eller lettere sindssyge blev ikke buret inde, men fik lov til at leve i gaderne, men ofte fordrevet ud af byerne. Et fristed for disse blev ofte lokale klostre. Her blev de underkastet munkenes og præsternes viden om urter og andre mixturere blandet sammen med eksorcisme (ånde-uddrivelse).

EFTER REFORMATIONEN

Efter reformationen i Nordeuropa blev klostrenes helligåndshuse overladt til de respektive myndigheder i købstæderne, med det til følge at samfundets tilfældige svende var overladt til sig selv.

De første forsøg på en offentligt forestået løsning for kongerigets ildesete borgere skete i 1600-tallets København, der i 1605 oprettede Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, som lå på Christianshavns Torv.

Der var kun få behandlingstilbud der, men hovedformålet var en forskelsløs indespærring af socialt afvigende: omstrejfere, fattige berøvet muligheden for at skaffe sig udkomme, forbrydere, værkbrudne samt gale og afsindige.

Psykiatrien var den første forsorgsgren, der havde etableret særlige steder til at huse patienterne – eller som de ofte dengang blev kaldt: de afsindige eller dårerne. De tidligste opbe-varingssteder for de afsindige var dårekister, der for første gang nævnes i danske kilder fra 1450’erne. Dårekisterne var plankekasser med tykke vægge af kraftigt tømmer, forsynet med en jerndør med en luge, hvorfra mad kunne rækkes ind til den indespærrede. Ofte var de klaustrofobiske dårekister ikke større end 2,5 m². De lå som regel ved rådhuse og hospitaler, men lignende indretninger var også at finde i afsidesliggende kamre eller staldbygninger
hos private udlejere, der tog penge for at over-tage de mennesker, som familierne ikke kunne eller ville have inden for hjemmets fire vægge. Hovedparten af dårekisterne var placeret på hospitalerne, og det er her, at forløberne for psykiatrien kan findes. Den største samling af dårekister havde Sct. Hans Hospital, der var blevet opført uden for Københavns volde i be-gyndelsen af 1600-tallet.

Nyere Tid – År 1808

Psykiatri bliver opfundet

Den tyske læge Johann Reil dannede i 1808 ordet psykiatri (psychiaterie) med betydningen “studiet af sjælen” eller “medicinsk behandling af sjælen” psyche, sind, og -iatri, medicinsk behandling.

Man kan jo spørge hvordan man kan studere sjælen ved at studere kroppen og hvordan giver man en sjæl medicin?

Erkendelse af at psykiatrien ikke kan leve op til deres målsætning om at helbrede sjælen

Ca. år 1890

Eller som overlæge Knud Pontoppidan ved Kommunehospitalets Sjette Afdeling for
Nerve- og Sindssygdomme formulerede det:

“Det, vi have at gøre med i vor Egenskab af Læger, er legemet; dersom der gives
noget saadant som Sygdomme af Sjælen, saa kunne vi ikke gøre Noget derved.
Negative og positive sjælelige Symptomer ere for os kun Tegn til, hvad der ikke gaar for sig eller hvad der gaar forkert for sig i de højeste Nervecentrer.”

Psykiaterne forsøgte ud fra disse overbevisninger at finde frem til arvelige eller degenererede dispositioner som årsag til sindslidelserne. Det lykkes imidlertid ikke selv med baggrund i adskillige obduktioner at identificere og påvise synlige forandringer i hjernen.

Sindssygelægerne mente. at principperne om en behandling uden indespærring ikke lod sig gennemføre. Geill udtrykte det således:

“…ingen, som nogensinde har haft med sindssyge at gøre, vil være det mindste i Tvivl om, at der findes mange sindssyge, som det ikke alene er nødvendigt, men ogsaa gavnligt at holde under Lås og Lukke.”

Man anså det forhold, at lægen udviste myndighed og vilje, som værende af største betydning. Patienterne skulle bringes til at bøje sig for anstalternes husorden og for overlægens myndighed og herredømme. Theodric Romeyn Beck fra New York beskrev det på denne måde:

“Overbevis de vanvittige om, at lægens og vogterens magtbeføjelser er absolutte…”
og

“…hvis de er uregerlige, forbyd dem andres selskab, anvend spændetrøjer
og luk dem inde i et mørkt og stille rum”.

Kilde: Vaczy Kragh (2009), s. 112f

NYE BEHANDLINGER

1850 -1920’erne

Forsøg på Medicinsk behandling

Nye medicinske behandlinger blev igangsat: i 1855 blev depressive patienter behandlet med opiumkure, fra 1866 anvendtes brom, fra 1869 kloralhydrat og fra 1903 barbiturater som beroligende midler.

Chokbehandlinger

I 1930-erne og 1940-erne indførte psykiatrien helt nye behandlinger som metrozolchok, insulinchok, elektrochok og psykokirurgi.

I 1927 behandlede Manfred Sakel, en amerikansk psykiater, en sukkersyg skue-spillerinde, der havde misbrugt morfin. Efter en overdosis insulin, der førte til en let koma, syntes skuespillerinden at være kureret for sin morfinafhængighed.

I 1933 indsprøjtede Sakel insulin i store doser i skizofrene. De kunne få kramper, og til sidst gik de i koma, fordi deres krop manglede sukker. 15-30 minutter efter indsprøjtning fik patienterne glukose og kom til bevidsthed igen. Der var 30-40 chok i løbet af 2-3 måneder. I slutningen af 1930’erne var denne chokbehandling indført i USA og de fleste europæiske lande.

Kilde: Madsen, s. 92

Victor Hahnemanns cardiazolindsprøjtninger i Vordingborg blev beskrevet på følgende måde:

“Toniske kramper, hvor kroppen bliver spændt som en bue, åndedrættet ophører, og ansigtet bliver blåligt. Derefter kommer de hurtige, kloniske bevægelser, med rykvise kramper, indtil bevidstheden mistes.”

Til sammenligning en beskrivelse fra en patient:

“Ca. 10 Sekunder efter man har faaet Injektionen, bliver man med et ligesom rykket ud af sig selv ind i en anden Verden, men dog ser man de omkringstaaende ligesom i en vand-klar Taage. Det er aldeles ulideligt og fuldkommen umuligt at komme ud af. Sommetider er Virkningen stærkere, sommetider svagere; når den er stærk, bliver man hallucineret (ser syner). Stuen man ligger i kommer til at ligne Helvede og man ligesom brændes af en usynlig Ild. Det er meget uhyggeligt. Men nu er det heldigvis forbi.“

I 1941 blev en stor dansk undersøgelse af chokbehandlingerne færdiggjort. Næsten 2000 mennesker var behandlet med insulin eller cardiazol i perioden 1937-1939 i de 12 deltagende danske psykiatriske afdelinger og hospitaler. Ved insulin-behandling var dødeligheden 1%, ved cardiazol 0,5%. Desuden viste der sig alvorlige skader med lunger og hjerte samt forskellige typer af frakturer. Ved insulinbehandling opnåede 2,4 % fulde remissioner, ved cardiazol 1 %. Fuld remission betød “sygdomsindsigt, adækvate emotionelle Reaktioner med fuld Arbejdsevne”. Trods de tidligere store forventninger viste behandlingerne sig stort set virkningsløse og er senere blevet kaldt “en famlen i blinde”.

TVANG?

Nye BEHANDLINGER 1930-1983

Det hvid snit

Man forsøgte sig også med kirurgiske indgreb. Allerede omkring 1900 var der gjort forsøg med hjernekirurgiske indgreb med en vis fremgang, men indgrebene blev atter stoppet på grund af modstand blandt lægerne. Den 12. november 1935 genoptog Egas Moniz og Almeida Lima forsøgsvis det hvide snit, også kaldet lobotomi.

Lobotomi – Patienten fik boret huller i kraniet, hvorefter nogle af forbindelserne mellem forlappen og den dybere hjerne blev skåret over ved hjælp af en finere kniv.

Ved de første syv gennemførte lobotomier blev nerverne ødelagt af adrenalin, novokain
og alkohol, indsprøjtet igennem huller i hjerne-skallen. Derefter gik man over til at bruge knive og syle.

Blandt 33,56 % af patienterne i Vordingborg blev der observeret krampeanfald efter udførelsen af lobotomien. Disse kunne variere noget mellem enkelte og meget hyppige anfald. En del af kramperne kunne kontrolleres med medicin som Phenemal, men der var også flere patienter, som gennem årene var plaget af hyppige og voldsomme anfald. En mindre del døde efter status epilepticus (Epilepsi), ligesom man ved senere obduktioner kunne konstatere, at lobotomien havde været en medvirkende årsag ved andre dødsfald. Hvis man tæller alle disse dødsfald sammen, var der i alt 6,36 % af patienterne i Vordingborg, hvor lobotomien blev betragtet som en direkte eller medvirkende årsag til, at patienterne var
omkommet.

Denne mere grove form for lobotomi stoppede man med at bruge i halvtredserne.

Mere end 9000 mennesker blev lobotomeret i Skandinavien i løbet af 1940’erne og 1950’erne. I forhold til befolkningen lå de skandinaviske lande højt med hensyn til dette indgreb.

I andre lande var der kritik fra starten, men i Danmark var der stort set ingen, hvilket gjorde, at behandlingen også fortsatte op igennem 1970’erne. I Sverige blev ingen patienter spurgt før proceduren blev udført. Dødeligheden ved disse indgreb steg til 17 % i Sverige.

Enkelte steder forsøgte man sig i 1960’erne med en mere forfinet lobotomi – den såkaldte stereotaxi. Ved scanning søgtes de syge steder i hjernen. Der kunne herefter gøres indgreb disse steder ved hjælp af en „gammakniv“ (en radioaktiv stråle). Denne nye metode blev op til halvfjerdserne anvendt i Danmark. I sjældne tilfælde mod selvdestruktive åndssvage.

De negative resultater hos forholdsmæssigt mange patienter, herunder primært personlighedsændringer, sløvsind, apati og noget stor dødelighed, blev fortiet.

Kilde: Hernish J. Acharya: “The Rise and Fall of The Frontal Lobotomy”
Proceedings of the 13h Annual History of Medicine Days;
WA Whitelaw – March 2004, s. 32-41

ELEKTROCHOCK 1939-

ECT – Elektrokonvulsiv terapi

21. august 1939 afholdt Københavns universitet verdens tredje neurolog-kongres. Den blev åbnet af Christian 10. og havde 187 deltagere, hvoraf en række ledende forskere, såsom Walter Freeman fra USA, kendt som en fortaler for lobotomi. Men til stede var også den ukendte italienske neurolog Ugo Cerletti (1877-1963), der sammen med Lucio Bini tog turen fra Rom til København for at præsentere en helt ny metode: Elektrochokket.

Cerletti og Bini medbragte det lille apparat – en hårbøjle-lignende anordning med elektroder til at sende strøm ind i patientens hjerne. Strømmen fremkaldte et krampeanfald. De to forskere havde behandlet blandt andre en skizofren, der virrede omkring i Roms gader uden at spise. Efter behandlingen begyndte han igen at tale og tage mad til sig. Blandt tilhørerne var den unge danske psykiater Arild Fauerbye fra Bispebjerg Hospital. Han konstruerede nu et lignende apparat og gik i gang med en tilsvarende behandling, der snart vandt udbredelse i Danmark.

Men ECT-behandling indebar risici. Frem til 1960’erne blev den foretaget uden bedøvelse 
og muskelafslappende midler. Lægen gik fra seng til seng og gav patienterne chok, mens en plejer i hver ende holdt patienten, der i processen risikerede at brække lemmer og ryghvirvler pga. de voldsomme kramper. Der blev heller ikke givet ilt, så patienterne blev blå i ansigtet og skreg naturligt nok. En alvorlig bivirkning er hukommelsestab; hos nogen kortvarigt, hos andre permanent.

Nye udviklinger 1950-

Psykiatrien og det almindelige sygehusvæsen

I 1953 blev det diskuteret meget, om de store psykiatriske hospitaler skulle nedlægges, og alle fremtidens psykiatriske hospitaler skulle opføres i tilknytning til de somatiske sygehuse (for legemlig syge).

Indførelsen af psykofarmaka gjorde, at der kunne indledes et samarbejde med andre lægelige specialer.

Man beholdt de allerede eksisterende psykiatriske hospitaler og indrettede psykiatriske afdelinger ved en række somatiske sygehuse.

Metoden har været anvendt i Danmark til at hjælpe folk med Parkinsons syndrom, men man ved ikke hvilken del af hjernen man skal påvirke for at lindre depression.
Ved DBS-behandlinger rapporteres om øget risiko for selvmord og depression hos op til 25 pct. af patienterne.

KAN DET TÆNKES AT DEPRESSION KOMMER FRA SINDET OG IKKE FRA HJERNEN?

Psykofarmaka

I 1950’erne begyndte man at anvende forskellige former for psykofarmaka. I Danmark blev der gjort flere forsøg med neuroleptika, og det danske medicinalfirma Lundbeck kunne i 1958 syntetisere et stof, der lignede klorpromazin, et stof man brugte mod vrangforestillinger og
hallucinationer. Senere fulgte nye stoffer, især fremkomsten af antidepressiver samt forsøg med litium, som blev brugt til at behandle manier og depressioner, men er yderst giftigt selv ved små overdoser.

Man forsøgte at forklare årsagen til lidelserne med forstyrrelser i signaloverførslen mellem to nerveceller i hjernen, hvilken formidles af såkaldte transmitterstoffer som serotonin, dopamin, noradrenalin og andre. Hvis disse stoffer udskilles og optages i for store mængder, giver det psykiske lidelser, mente man, og begyndte at fremstille medikamenter der påvirkede disse signalstoffer. Dog havde man ingen evidens på at psykiske sygdomme faktisk var forårsaget af disse signalstoffer.

PSYKOFARMAKA – FAKTA

EUGENIK – RACEHYGIEJENE

Eugenik er en ideologi, der anser det som et politisk anliggende at kontrollere fordelingen af arvemateriale i befolkningen.

Eugenik kaldes også arvehygiejne eller racehygiejne. Eugenik er en samfunds-politisk teori, en ideologi, som promoverer en forbedring af den menneskelige befolkning gennem selektiv parring. Ideen blev populær i slutningen af det nittende århundrede, hvor Sir Francis Galton lagde grunden til den eugeniske ideologi og han betragtes nu som den moderne eugeniks “intellektuelle fader”. Eugenikerne var inspireret af Charles Darwins teori fra 1859 om evolution gennem naturlig udvælgelse, men som de grund-læggende misforstod.

“ 60.000 Reichsmark koster denne evnesvage folkefællesskabet i hans levetid. Folkekammerat, det er også dine penge. Læs Neues Folk, månedshæfte for racepolitik.”
Nazistisk propagandaplakat for euthanasi.

1902 præsenterede Christian Keller, overlæge ved de Kellerkse Anstalter i Brejning, tanken om en anstalt anbragt på en ø. De tidligste planer var ø-anstalten tiltænkt mænd. For Keller var de åndssvage mænd i begyndelsen det største problem. At have ”moralsk ånds-svage” eller ”anti-sociale” mænd på fri fod, var en trussel for den offentlige orden, da vagabondering, tyverier, brandstiftelser og voldtægter fulgte i deres kølvand. I stedet for at spærre dem inde, ville en ø-anstalt – hvor de kunne færdes forholdsvis frit – være en mere human løsning, mente Keller. I 1911 blev ideerne til virkelighed. En anstalt med 24 pladser kunne indvies på Livø i Limfjorden, ca. 10 kilometer syd-øst for Løgstør. Anstalten blev i løbet af få år udvidet til 95 pladser og var næsten altid fyldt op – ofte med over 100 mænd. Deres ophold på øen var tidsubestemt.

Eugeniske tanker og politiske tiltag var udbredt i Danmark i perioden fra 1920 til ca. 1950. I 1920 skrev socialdemokraten K.K. Steincke om eugenik i Fremtidens Forsørgelsesvæsen, som kom til at blive en integreret del af de følgende årtiers social- og sundhedspolitik. I 1929 lavedes på forsøgsbasis den første lov om arvehygiejne – den indførte tvangssterilisering af udviklingshæmmede og andre der ansås for at være uegnede til forplantning. Loven om sterilisation indførtes i 1935. I 1938 etableredes institut for human arvebiologi og eugenik på Københavns Universitet. Tvangssterilisering blev først fjernet fra dansk lovgivning 1967.

I august 1923 havde postbåden til Sprogø ikke kun den sædvanlige beholdning af breve og fornødenheder med sig til fyrvæsenets personale på øen. Da båden stævnede ud fra havnen i Korsør, sejlede den med en særlig last til en nyoprettet anstalt på øen. Om bord på båden var de første ”erotiske, vagabonderende kvinder”, som overlægen Christian Keller fra åndssvage-anstalten i Brejning havde bestemt skulle isoleres på den lille ø på 164 hektar midt i Store-bælt. Ø-anstalten med 30 pladser skulle være svaret på de problemer, som blev forbundet med de lettere åndssvage kvinder. Keller og andre fagfolk var urolige over disse kvinders adfærd, og navnlig at de unge piger ”ansvarsløst og hensynsløst” spredte kønssygdomme i befolkningen. Keller frygtede desuden, at de som bærere af degenerativ arv ville sætte en ”i reglen lidet brugbar generation” i verden. Løsningen var internering. Ref.: Anbragt i historien – et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945-1980

Den danske presse videreformidlede i høj grad Christian Kellers synspunkter om øernes nyttige formål. En af de positive historier blev bragt af Ugejournalen i 1938 med en længere reportage fra Sprogø, hvor ”unge kvinder fra livets skyggeside” lærte ”at leve et sundt, landligt liv og opnå en Basis for en ny start i tilværelsen.”

Artiklen fortalte også om pigernes privilegier:
”Det står dem frit for at benytte private kjoler og toiletsager om eftermiddagen. Og der er noget rørende over de mange hjemmekrøllede hoveder, barberede øjenbryn, røde læber og sorte vipper. Trods alt lever forfængeligheden dybt i en lille kvindesjæl, uanset på hvilken side af samfundet hun lever.”

I artiklen kommer også et par af kvinderne selv til orde. Lilly, en ”lys og lidt mut” kvinde, bliver spurgt, om hun er glad for at være på øen:

”Det hele er meget godt, men jeg vil ikke opereres.

Opereres?

Ja …inden vi bliver fri …så skal vi over på hospitalet og …steriliseres. Og det er råt. For vi har ikke noget valg. Hvis vi ikke underskriver, at vi vil, kommer vi ikke ud herfra… ”

Som det også var tilfældet med Livø, forlangte Christian Keller artikler om Sprogø til gennem-
syn, inden de blev trykt, og kritiske journalister skulle helst ikke sætte deres ben på øerne.

Karl Kristian Steincke – en dansk socialdemo-kratisk politiker og justitsminister i Regering med Thorvald Stauning, indså at der var en forskel mellem forskellige grupper af sædeligheds-forbrydere. Mens de sindssyge og lettere åndssvage personer kunne interneres på ubestemt tid på sindssygehospitalerne og særlige institutioner som Livø, var samme mulighed ikke til stede for almindelige sædelighedsforbrydere, der havde udstået deres straf og blev vurderet til at være tilregnelige (ikke sindssyge eller åndssvage).

Den 30. maj 1929 blev lovforslaget vedtaget med 116 stemmer mod seks. Dermed havde Danmark som det første land i verden fået en sammenhængende lovgivning om sterilisation og kastration.

Danmark gik forrest i Europa, hvad angår eugenisk sterilisation, og den dansk-amerikansk-
inspirerede lov fra 1929 blev anset som en foregangslov af tyske nazister, der ligefrem brugte Danmark i deres propaganda for eugenisk virksomhed. Således afbildedes det danske flag på en proeugenisk plakat fra 1934 med titlen: “Vi står ikke alene.”

EUGENIK i praksis

Mens sterilisationerne gik ud på at forhindre psykisk abnorme personer i at få børn, når det, som loven sagde, ”var særdeles magtpåliggende for samfundet og gavnligt for dem selv”, havde kastrationen både et præventivt og et terapeutisk sigte.

Kastrationen skulle ikke kun bruges til at afskære seksualforbrydere fra at foretage nye kriminelle handlinger, men indgrebet blev også set som en behandling eller en lindrende foranstaltning, der kunne afhjælpe lidelsesfulde tilstande hos ”abnormt seksuelle”, der ikke havde begået kriminalitet. Som Christian Graugaard senere har noteret, kunne kastrationen således anvendes over for hyperseksualitet, onani, homoseksualitet, transvestisme og andre ”seksuelle perversioner”, som påførte de berørte mennesker ”sjælelige lidelser eller social forringelse”.

Den nye lov om Foranstaltninger vedrørende Åndssvage som blev indført den 17. maj 1934, gav adgang til tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af åndssvage, således at enhver åndssvag i princippet blev tilgængelig for sterilisation, der også kunne udføres uden den åndssvages eget samtykke, blot en beskikket værge ville godkende operationen. Dermed var der skabt lovhjemmel for tvangssterilisation af personer under 21 år og af åndssvage, der levede under frie forhold uden for anstalterne. Samtidig fjernede man sagsbehandlingen fra Retslægerådet og i stedet oprettedes et sterilisationsnævn, der alene skulle afgøre sterilisationerne af åndssvage. Nævnet blev nedsat af socialministeren og skulle bestå af en dommer, en socialpraktiker og en læge, der var uddannet i psykiatri eller åndssvageforsorg. Sagerne blev desuden lagt ind under Socialministeriet, hvor Steincke som sagt regerede, og ikke som tidligere Justitsministeriet. I 1935 kom den nye sterilisations- og kastrationslov, der drejede sig om personer, som ikke var åndssvage. Sterilisation kunne tillades af justitsministeren, hvis ”samfundsmæssige hensyn” talte for det. Loven omfattede både psykisk abnorme og normale. De psykisk abnorme var en stor gruppe, der blandt andet talte sindssyge, psykopater og epileptikere. Også vagabonder, kroniske alkoholister, tiggere og fattiglemmer var inkluderet i denne gruppe. De psykisk normale rummede både ”de asociale” som eksempelvis kriminelle, men også borgere med alvorlige arvelige sygdomme eller handicap som døvhed og blindhed. For denne gruppe kunne tilladelse til sterilisation især gives på baggrund af eugeniske hensyn.

I maj 1935 blev den nye skærpede Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration vedtaget med et overvældende flertal i både Folketing og Landsting. De kritiske røster i offentligheden var få. En jurist konstaterede resigneret i Politiken, at de ”humanistiske ideer er ikke længere i pari. Ideen om den tvungne kastration er ikke det eneste eksempel på, at det, man i sin tid med stolthed kaldte europæisk kultur, nu er ved at gå op i limningen. Middelalderen er – som allerede Georg Brandes sagde – stået op af sin grav.”

En kommission blev nedsat og efter længere tids arbejde udgav den i 1936 en betænkning om Lovligheden af Svangerskabsafbrydelse.

Kommissionens lovforslag havde som første punkt, at der skulle gives mulighed for afbrydelse af svangerskabet, hvis der på grund af sygdom var fare for kvindens liv ”eller for en varig og betydelig forringelse af hendes helbredsstilstand” (medicinsk indikation). Dernæst skulle mulighed for abort tillades, hvis graviditeten skyldtes ”krænkelse af kvindens kønsfrihed”, hvilket omfattede forhold som voldtægt og incest (etisk indikation). Endelig havde lovforslaget et eugenisk element, hvor det blev fremhævet, at tilladelse kunne gives, når ”der er en nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg vil blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed, andre svære mentale forstyrrelser, epilepsi og uhelbredelig legemlig sygdom”. Som kommissionen bemærkede, var det med denne eugeniske indikation ”ikke ønsket om at komme kvinden til hjælp, fra hvilket der gås ud, men rene samfunds-hensyn”. Forslaget blev vedtaget.

Danmark gik forrest i Europa hvad angår eugenisk sterilisation (og var forbillede for tyske nazister).

Kilde: Anbragt i Historien Et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945-1980

EUGENIK i praksis

Nazisternes udryddelser

I 1939-41 gik man – på ordre fra Hitler – effektivt og systematisk til værks, og via det såkaldte eutanasiprogram (Gnadentot) blev ca. 75.000 åndssvage og sindssyge „aflivet“ – almindeligvis ved gasning.

Efter befrielsen den 5. maj 1945 modtog den danske særforsorgs institutioner flere af de mennesker, der efter krigen var havnet på den forkerte side. Nogle af de kvinder, der havde fået børn med tyske soldater, blev sejlet til Sprogø, mens andre gennemgik undersøgelser hos lægen Grethe Hartmann. I offentligheden blev pigerne anset for at være svagt begavede, grimme og løsagtige. I en Gallup-undersøgelse en måned efter befrielse mente 75% af de adspurgte, at tyskerpigerne skulle straffes for deres samkvem med fjenden.

Det var ikke kun tyskerpigerne, der blev genstand for lægelige undersøgelser i tiden lige efter krigen. I et storstilet projekt af psykiateren Max Schmidt blev ”landssvigere” fra Schalburg-korpset, DNSAP, Sommer korpset, Frikorps Danmark og andre af efterkrigstidens mest forhadte og foragtede fraktioner mental-undersøgt for at finde ud af, om de var psykisk abnorme. Sammen med sin stab af medarbejdere fik Max Schmidt undersøgt over 2.600 landssvigere.

I 1946 kunne Max Schmidt fortælle aviserne, at omkring 30 % af landssvigerne var psykopater, og i det samlede materiale fandt han, at omkring halvdelen var ”psykisk abnorme”. Det var en konklusion, som også blev viderebragt fra politisk hold, hvor justitsminister Aage L.H. Elmquist i pressen forklarede, at ”halvdelen af forræderne” var ”åndssvage og psykopater”, og at udbyttet ved at føre dem ”tilbage til arbejdet i et demokratisk samfund” ville derfor være begrænset.

Racehygiejne nu

Danskere har gennem mange år kunnet vælge abort, når en fostervandsprøve afslører Downs syndrom eller andre alvorlige kromosomforandringer.

Men nu gør ny forskning det også muligt at afsløre, om et foster har anlæg for psykiske sygdomme og dermed også skal udsættes for en abort i stedet for at blive født. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i en artikel fra 2009.

Forskningschef Thomas Werge, fra Psykiatrisk Center Sct Hans udtalte den gang: – ”Det kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme”.
I 2018 blev resultatet af et stort internationalt forskningsprojekt publiceret hvor bl.a. det danske iPSYCH-forskningprogram havde deltaget. Deres påstand var at folk med ADHD, bipolære sygdomme, depressioner og skizofreni er genetisk beslægtede.

Cirka 20.000 danskere får diagnosen skizofren om året, og forskere mener man at det kan være arveligt og påvises i fostervandsprøver. Det skal dog siges at alle mennesker bliver født med mindst syv alvorlige genetiske defekter. Det er dog langt fra alle der udvikler alvorlige sygdomme. Ikke desto mindre ifølge Dansk Cytogenetisk Centralregister vælger 99 procent af de vordende forældre at få en abort, hvis barnet har en kromosomfejl.

Sundhedsstyrelsen beskriver fosterdiagnostik som et frit valg. Men de gravide, der tilslutter sig tilbuddet, tolker det som systemets anbefaling, og de, der modsætter sig, oplever at blive stillet til ansvar for deres fravalg.

De gravide beskrev typisk selektiv abort som en udvej, der var »givet« dem. En udvej, den danske stat tilbyder og dermed også legitimerer. De talte ikke om abort som en individuel moralsk byrde – de outsourcede snarere det moralske ansvar til det offentlige system. Som en af de gravide sagde: “Jeg synes, det er genialt, at du har muligheden for at vælge fra og vælge en abort. Det er faktisk en god service.”

ER VI ALLE KOMMET SÅ LANGT AT VI VIL HAVE RACEHYGIENE?