-om at blive erklæret sindssyg på injurier
Jeg, som trods alt, gik omkring, og bildte mig selv ind, at jeg jo var samfundsborger i et velorganiseret retssamfund, hvor mine, og alle andres, fundamentale menneskerettigheder bliver respekteret ved lov, blev d. 27. januar d.å. forstyrret i et brusebad af Socialpsykiatrien fra Hvidovre Kommune. Da jeg åbner døren står der 2 piger udenfor, og da jeg inviterer dem ind, kommer de ud med deres ærinde: De bærer på 3 stk. anklager imod mig, som en genbo og en underbo har ringet ind til dem med.
Jeg føler ingen som helst trang til at kommentere, endsige bruge tid pÃ¥ at tilbagebevise disse naboanklager, da de er grundløse. Jeg har kun dette ene ord for det, og det er: Nabochikane.
Underboen og jeg er i sandhed væsensforskellige: Hvor hun spadserer rundt i imiteret pels og similismykker, vader jeg rundt i mit malertøj, og tænk engang! ryger smøger uden filter, mens jeg slæber det ene lærred hjem efter det næste. Jeg kan – ydermere! vældigt godt lide Frank Zappa, – han er fantastisk at male til.
Til denne livsstil har underboen disse kommentarer: Puha! Grimt! Urytmisk! Modbydeligt! Stygt! Sygt! Hvordan kan noget menneske lægge ører til den slags, og være normal? Og sÃ¥ den sjuskede måde hun ser ud på! Nu ringer jeg ind til kommunen og får dem til at tage sig af sådan nogle som hende!
– Og som sagt, så gjort.
Hvorfor spiller ens historik en så overvældende vigtig rolle i forbindelse med tvangsindløggelser, at den alene kan determinere en ny, selv år efter? Og hvordan kan man undgå denne særdeles ulykkelige og tåbelige praksis?
Hvorfor undersøger man oftest ikke sagen fra flere sider, inden man skrider til det alvorligste skridt af alle: Frihedsberøvelse? Bør motiverne bag klagen ikke undersøges? Bør diagnose-bæreren altid være mistænkeliggjort på forhånd?
Min praktiserende læge, S.F. talte end ikke med mig før han fratog mig min personlige frihed. da han nægtede at komme indenfor, selvom jeg udtrykkeligt inviterede ham og pigen fra socialpsykiatrien. Min egen læge S.F. kom til min adresse, og sagde til mig: â€�Du bliver indlagt i næste uge!â€� MÃ¥bende spurgte jeg: â€�Af hvilken Ã¥rsag?â€�, og hans arrogante svar lød: â€�Du er syg! NÃ¥r man er syg, sÃ¥ skal man indlægges!â€� Herefter marcherede han og pigen fra socialpsykiatrien nedad trappen uden yderligere kommentarer. Ikke desto mindre skriver han i de gule papirer: Ved samtale i dag, fortsat overhovedet ingen sygdomsindsigt. Præcist hvilken samtale egen læge refererer til, skriver han ingenting om. Det ville også være lidt svært, da den ikke fandt sted. Ydermere indlægger han mig under en diagnose, jeg aldrig har haft. Her er der tale om usandheder der åbenbart blev lagt til grund for at tvangsindlægge mig. S.F. skriver desuden i sine gule papirer, at jeg skulle være forment adgang til det lokale bibliotek og dennes café på baggrund af, hvad han kalder ganske aparte optræden. Ikke desto mindre sidder jeg sådan set på det lokale bibliotek nu, og har lige forhørt mig, om hvorvidt jeg skulle være udelukket fra det, eller har været det i den sidste måned, og svaret er nej af biblioteksleder K.K. Der er tale om pure opspind. Og egen læge har kun set mig et par gange; en gang i forbindelse med en generel helbredsundersøgelse, og en gang til en simpel øreskylning. Hvordan kan han overhovedet dømme mig? Hvad skulle hans grundlag være? Egen læge anklager mig også for at have skrevet trusselsbreve til mine naboer stadig intet bevis at have spyttet på dem stadig intet bevis og at overfuse dem – stadig intet bevis. Det er ubegribeligt, at han kan komme afsted med disse injurier, uden at noget menneske, med den ærefulde undtagelse af Medborgernes Menneskerettighedskommission, stopper op og siger nej tak, dette her må undersøges. Det er også ubegribeligt, at jeg herefter må skaffe mig aktindsigt på hospitalet, da jeg vil have korrigeret disse fejl, og finder, at ikke så meget som et menneske der heller, har interesseret sig for, om der overhovedet er hold i disse idiotiske og barnagtige beskyldninger. I stedet godtog den ene læge uden kommentarer, hvad den anden havde skrevet.
Stigmatisering skaber fordomme. Hvad skal vi med psykiatriske mærkater overhovedet? De bliver siddende livet ud medmindre man gider bruge år af sit liv på at forsøge at få dem slettet via statsforvaltningen.
Hvad præcist er det, Alma skal lære?
Jeg var indlagt i 18 dage og nætter på Hotel Brøndbylund. Det var en dyr ferie uden udsigt, for det koster i omegnen af kr.10.000,- i døgnet – ja, du læste rigtigt: i døgnet! at have et menneske anbragt sådan et gennemsikret sted. Uden det allermindste resultat i mit tilfælde.
Oplevet og skrevet af
Alma Ravn.
Denne sag blev klaget til patientklagenævnet og går nu videre i retten.