Der kommer jævnligt pressehistorier om store forskelle i diagnosticering og behandling af psykiatriske sygdomme, som har præg af sensation eller skandale, fordi disse forskelle ikke giver mening. En af de hyppigste overskrifter er, at psykiatrisk diagnose og behandling afhænger af postnummeret, dvs. hvor man bor i landet, og inden for ADHD-diagnosticering af børn har fødselsdato også vist sig at spille en rolle [i](se Nyhedsbrev nr. 2011-4)[/i].
Når pressen på denne måde udstiller psykiatrien, fremstilles psykiaterne som nogle, der ikke har styr på tingene, idet patienternes behandling er underlagt store tilfældigheder, hvilket selvfølgelig er en “god pressehistorie”. Den kritik af psykiaterne er dog helt urimelig og aldeles forfejlet, fordi den bygger på en grundlæggende forkert præmis. I denne sammenhæng kan psykiaterne som enkeltpersoner ikke bebrejdes, da den virkelige skurk er faget psykiatri. Med det grundlag psykiatri har, er det helt naturligt og forventeligt, at der er forskelle mellem diagnose og behandling fra psykiater til psykiater, så pressen vælger i psykiaterne som fagfolk konsekvent en forkert skydeskive, når der skrives sensationshistorier om fx regionale forskelle i psykiatriske diagnoser og behandlinger.
Når man ser de psykiatriske diagnosekriterier, fx dem for ADHD i håndbogen DSM fra den amerikanske psykiatriforening, er det overraskende, at der ikke er større forskelle i psykiatriske diagnoser og behandlinger fra psykiater til psykiater. Kriterierne for diagnoserne er så løst formulerede, at man faktisk må frygte, at en psykiaters egen dagsform eller sindstilstand kan være afgørende for om han beslutter sig for en diagnose og behandling.
Det kan illustreres med ADHD-kriterier, som bl.a. lyder “at snakke for meget”, “ikke at høre efter”, “ikke at gide lave lektier”, “at sidde uroligt på stolen”, “at have svært ved at vente på ens tur i en kø”, “at buse frem med svar før et spørgsmål er formuleret til ende”, “at være i gang hele tiden”, “at være glemsom”, “at forlægge ting”, “at være uopmærksom over for detaljer”, “ikke at følge instruktioner” eller “ikke at kunne lege på en stille og rolig måde”.
Den slags kan ske for alle mennesker, så hvornår er det lige, at disse kriterier er opfyldt i psykiatrisk forstand? Det ville være helt urimeligt at forvente, at forskellige psykiatere altid skulle nå frem til den samme diagnose for en bestemt patient, når deres arbejdsgrundlag er så løst formuleret.
Ikke desto mindre er harmonisering og ensartethed en målsætning bl.a. i udarbejdelsen af nye udgaver af de psykiatriske diagnose-håndbøger, således at vilkårligheden i psykiatriske diagnoser fra den ene psykiater til den anden reduceres. Men hvem har overhovedet glæde af det? Det er først og fremmest psykiaterne selv, fordi der så nok ikke vil komme så mange uheldige pressehistorier om latterlige tilfældigheder i psykiatrien.
Patienterne får større sikkerhed for at uanset hvilken psykiater, de konsulterer, så vil udfaldet sandsynligvis blive det samme. Umiddelbart kan det måske virke betryggende, men selve grundlaget for psykiatri ændres jo ikke ved, at psykiaterne begynder at synge mere i kor. Det er en falsk tryghed, fordi sygeliggørelsen af individuel adfærd og anvendelse af voldsomme metoder som elektrochok, tvang og stærk medicinering med sundhedsskadelige kemikalier på ingen måde står til at blive ændret.
Med andre ord tjener diagnostisk harmonisering kun psykiaterne selv og ikke de patienter, som har fortjent mere humane behandlingsformer og bedre pleje til at overvinde deres problemer.