Psykiatrien ser mennesket som et udelukkende fysisk objekt, hvorimod religioner betragter mennesket som bestående af to dele, nemlig en krop og en sjæl. Det er sådan set ikke noget nyt, men det er altid interessant at se, hvordan psykiatriens menneskesyn gennemsyrer logikken og tankegangen, når psykiatere fremlægger eller fortolker deres såkaldte forskningsresultater. Åbnes der bare en anelse op for, at en sjæl eller noget i den retning kunne eksistere, falder psykiatriens argumentation og konklusioner fra hinanden og fremstår som for-fabrikerede “kendsgerninger” til opretholdelse af bestemte psykiatriske behandlingsformer.
Tidligere i år omtaltes et større studie om mulige hjerneskader ved elektrochok (ECT) i pressen.* Bag studiet stod psykiatriprofessor Poul Videbech, en af de største danske fortalere for ECT’s fortræffeligheder.
Studiet omhandlede MR-scanninger af hjernerne hos patienter, der havde modtaget ECT og Videbech konkluderer, at der ingen tegn er på, at elektrochok skader hjernen. I hvert fald kan man ikke se nogen form for hjerneskader på MR-billederne. Tværtimod glæder man sig over at kunne konkludere, at ECT faktisk ser ud til at gavne deprimeredes hjerner. “Gavnen” består i, at hippocampus (et område i hjernen, der formodes at være vigtigt for hukommelsen) vokser som følge af ECT, og psykiaterne fortæller os, at hippocampus skrumper hos deprimerede.
Det lyder selvfølgelig tilforladeligt, men som ofte vælger psykiatere de brudstykker af en historie, der passer ind i deres billede og hensigter og lukker øjnene for uklarheder eller inkonsistenser.
Det er måske fint, at hippocampus vokser ved elektrochok, men når så hippocampus er vigtig for hukommelsen, skulle man med rimelighed kunne forvente, at hukommelsen blev forbedret ved elektrochok. Nuvel, i virkeligheden forholder det sig sådan, at de fleste ECT-patienter får blivende problemer med hukommelsen. Den “gavnlige” effekt af ECT ses således ikke i patienternes virkelige liv, men fremstår kun som en forstørrelse af et lille område på et billede af en hjernescanning. Så meget for den “psykiatri-forskning”!
Ligeledes siger den kendsgerning, at man ud over hippocampus-forstørrelse ikke gennem MR-billeder kan konstatere fysiske forandringer i hjernen, jo intet om “skader på sjælen”. Det er velkendt, at psykiatriske lidelser ikke kan konstateres på scanninger af hjernen, og logisk må det jo betyde, at skader som følge af ECT heller ikke nødvendigvis kan forventes at kunne ses på hjernescanninger. At skadelige ændringer i hjernen som følge af elektrochok ikke kan konstateres på MR-billeder, betyder ikke andet end at strømmen gennem hjernen ikke har været så stærk, at noget i hjerne er blevet svedet af.
Lidt anerkendelse har Poul Videbech dog fortjent. Han udtaler [i]”Principielt kan der selvfølgelig godt være skader eller forandringer, der er så bittesmå, at de ikke kan ses på en MR-skanner. Derfor bliver vi i princippet aldrig færdige med at undersøge det.”[/i] Vel, så er psykiatrien sikret langtidsbeskæftigelse.
Adspurgt om man ikke bare skal lukke op for strømhåndtaget og lade alle deprimerede få “glæde” af ECT-behandling, svarer Videbech afvisende og siger: [i]”Der er stadig meget, vi ikke ved. For eksempel ved vi ikke, hvorfor nogle patienter får problemer med korttidshukommelsen. Vi er nødt til at få kortlagt de psykologiske bivirkninger bedre”[/i]. Hvad pokker var det – anerkender Videbech eksistensen af noget “psykologisk” eller sjæleligt og hvad mon han forstår ved det?
At Poul Videbech på trods af ovenstående i forbindelse med sit studie kan udtale [i]”Det betyder meget, at lægerne nu kan give elektrochok med god samvittighed uden at være nervøse for, at patienterne tager skade af det”[/i], må mildest talt karakteriseres som en overfortolkning.
* [a href=”https://videnskab.dk/krop-sundhed/elektrochok-frikendt-ingen-tegn-paa-at-ect-skader-hjernen” target=”_blank”]https://videnskab.dk/krop-sundhed/elektrochok-frikendt-ingen-tegn-paa-at-ect-skader-hjernen[/a]