Denne sommer har set to kronikker i Berlingske (hhv. den 28/6 og den 27/7) antydende, at der mildt sagt er noget galt i psykiatrien. Den første er skrevet af en gruppe medlemmer af Etisk Råd, mens den anden er skrevet af en tidligere psykiatrisk patient.
Det bidrager meget til at forstå psykiatere, deres moral og deres arbejdsmetoder at lægge mærke til evigt gentagne mønstre i deres adfærd, især når det gælder deres reaktioner på klager eller utilfredshed med behandlinger eller resultater.
Den suverænt mest benyttede søforklaring for dårlige resultater eller umenneskelig behandling i psykiatrien er “mangel på resurser”, hvilket på jævnt dansk betyder “hvis bare vi fik flere penge kunne vi gøre det meget bedre”. Medlemmer af Etisk Råd slår i deres kronika) fast, at dette ikke er korrekt, fordi kilden til problemerne i psykiatrien ikke er noget, som umiddelbart kan løses med flere resurser. Tværtimod handler problemerne om holdninger og kompetencer i omgangen med de psykiatriske patienter.
Det suverænt mest benyttede forsvarsskjold i psykiatrien med hensyn til at skærme sig af over for enhver form for kritik er præcise og godkendte procedurer og fremgangsmåder, hvilket fungerer som en universel og eviggyldig ansvarsfritagelse eller måske snarere ansvarsfralæggelse. I tilfælde af uheld behøver en psykiater, som har overholdt procedurerne til punkt og prikke, således ikke at påtage sig noget ansvar, for vedkommende har jo blot udført sit job som foreskrevet og godkendt.
Et helt grotesk eksempel på dette er sagen om Jette Hansen, som på psykiater Franz Kallenbachs anbefaling fik et enkelt elektrochok mod en depression på Middelfart Sygehus, men det fik katastrofale følger, idet “behandlingen” udløste særligt langvarige kramper og hun måtte lægges i respirator i tre dage. Resultatet er en hjerneskade i form af epilepsi og mistet korttidshukommelse, som der overhovedet ikke var antydning af før elektrochokket. Hun kan i dag ikke tage sin medicin uden hjælp og kan ikke gå en tur uden at fare vild.
Efter fire år anerkendte Patientforsikringen årsagssammenhængen mellem elektrochokket og hjerneskaden i 2009 og tildelte Jette Hansen en erstatning. Men en involveret psykiater må tilsyneladende have følt, at erstatningen til Jette Hansen kunne anses som en farlig kritik af psykiatrisk elektrochok og psykiatere generelt, så han anfægtede den og opnåede, at den hjerneskadede kvinde måtte betale hele erstatningen tilbage.
Hans argument – psykiatriens forsvarsskjold nr. 1 – var, at alle procedurer og retningslinjer var blevet overholdt ved Jette Hansens elektrochok og at der derfor ikke kunne være gået noget galt. Den gruopvækkende psykiatriske holdning og logik er, 1) vi “ved” at elektrochok er en effektiv og ufarlig behandling og 2) alt omkring Jette Hansens elektrochok blev udført korrekt, så epilepsien og det varige hukommelsestab kan ikke stamme fra behandlingen, punktum!
Psykiater Franz Kallenbach, som gav Jette Hansen elektrochokket, blev forespurgt: “Hvordan har du det med, at en af dine patienter har fået store bivirkninger”? Hans svar lød: “Jeg er bare glad for, at det er blevet konstateret, at der ikke var nogen fejl”.[sup]b)[/sup]
Det er eksempler på kernen i kritikken fra Etisk Råd, nemlig mangel på medmenneskelighed i psykiatrien og det er jo ganske klart, at en sådan medmenneskelighed ikke uden videre opstår ved øgede bevillinger til psykiatrien. [sup]a)[/sup]
For psykiatere har det ikke den store betydning, hvad psykiatriske patienter siger eller beretter om deres problemer, fordi psykiske problemer for psykiatere handler om kemiske ubalancer i hjernen, som skal løses gennem ordinering af rusmidler eller syntetiske kemikalier, også kaldet psykofarmaka. Kommer patienten ikke på andre tanker med psykofarmaka kan der gribes til elektrochok og tvangsfiksering. Det er psykiatriens “behandlingskatalog”, som har produceret utallige ulykkelige og hjerneskadede skæbner.
Derfor, flere penge til psykiatrien fører ikke til bedre resultater, men blot til flere dårlige resultater, dvs. flere hjerneskader.
Etisk Råds analyse af problemerne i psykiatrien slutter med anbefalinger om udvikling af kulturen blandt personalet i mere medmenneskelig og respektfuld retning, hvilket i høj grad vil være ønskeligt, men for patienternes skyld må der især sættes ind over for de hjerneskadende behandlingsformer, som er det altoverskyggende problem.
Medlemmerne af Etisk Råd synes noget naive, hvis de forestiller sig, at der overhovedet kan udvikles en mere medmenneskelig og respektfuld kultur i psykiatrien, så længe behandlingsformerne giver patienterne alvorlige hjerneskader. Det er et etisk problem i sig selv at fortsætte med de psykiatriske behandlingsformer, når man ved, hvilke følger de har.
Se kort video med Jettes forældre: [a href=”http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1557561.ece” target=”_blank”]http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1557561.ece[/a]
a)[i]”Efter Det Etiske Råds opfattelse kan problemerne [i psykiatrien] ikke løses ved at lave flere regler eller procedurer, da disse er umulige at formulere så specifikt, at de kan tage højde for den enkelte situations særlige udfordringer. Problemerne forsvinder heller ikke uden videre af, at området tilføres flere økonomiske ressourcer.”[/i] (Kronik i Berlingske den 28/6/2012)
b) [i]”Hjerneskadet af elektrochok”[/i], Ekstra Bladet den 22/5/2011.