Det er af mange grunde en svær opgave at rangordne lykkepiller efter hvor “gode” eller “dårlige”, de er. Man kunne fx rangordne dem efter, hvor ofte de “virker”, hvor “driftsikre” de er, hvor slemme deres bivirkninger er eller noget helt andet. Men det er sikkert umuligt at opnå bredere enighed omkring objektive kriterier for en sådan rangordning, da psykiatriske diagnoser jo er meget subjektive.
Nu vil vi alligevel vælge et kriterium for en sådan rangordning, nemlig antallet af vildskud i de kliniske afprøvninger af lægemidlerne. Det er sådan, at for at få et nyt lægemiddel godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, kræves det, at 2 kliniske undersøgelser viser, at lægemidlet er bedre end placebo. Kriteriet er ikke 2 gode undersøgelser og ingen dårlige, men blot 2 gode. Det vil sige, at hvis en klinisk undersøgelse ikke viser det, medicinalfirmaet ønsker at se, så laver man blot flere kliniske afprøvninger og satser på, at 2 af dem vil vise, at lægemidlet har større værdi end placebo for patienterne. Hver undersøgelse beløber sig ganske vist til omkring 10 mill. $, men kommer lægemidlet igennem nåleøjet, er det småpenge i det store billede af en milliard-omsætning.
Hvis man rangordner Fontex, Seroxat og Zoloft efter, hvor mange vildskud (kliniske undersøgelser med negativt resultat) der var, før man nåede op på 2 positive undersøgelser, så må man sige, at Fontex er en bedre lykkepille end de to andre. For Fontex var der nemlig kun 3 vildskud, dvs. af 5 kliniske undersøgelser kunne 2 af dem bruges til at få lægemidlet godkendt. Både Seroxat og Zoloft havde flere vildskud.*
Selv om resultaterne af alle kliniske undersøgelser skal indsendes til FDA, kan adgang til dataene kun opnås gennem aktindsigt i henhold til den amerikanske Freedom of Information Act. Medicinalfirmaerne offentliggør gerne resultaterne af deres gode undersøgelser, men holder resultaterne af de dårlige tilbage – typisk under påskud af, at de er fejlbehæftede. Men selv psykiatere, som har studeret de “fejlbehæftede” undersøgelser, konkluderer imidlertid, at den eneste “fejl” i undersøgelserne er, at de afslører antidepressiver som værdiløse til behandling af mild eller moderat depression.
For eksempel har psykiateren Arif Khan studeret 96 kliniske undersøgelser af antidepressiver udført mellem 1979 og 1996 og fastslået, at over halvdelen af dem viste, at lægemidlet ikke var bedre end placebo.
Som borger og i patienternes interesse må man insistere på, at resultaterne af alle kliniske undersøgelser af et nyt lægemiddel gøres offentligt tilgængelige og indgår i processen for lægemidlers godkendelse af sundhedsmyndighederne. Dermed vil der blive sat en stopper for, at medicinalindustrien kan manipulere ved at skrotte de resultater, der underminerer deres lægemidlers værdi. Selvfølgelig skal lægemidler, som ikke klart er bedre end placebo slet ikke have lov at komme på markedet, især ikke hvis de som antidepressiver har meget alvorlige bivirkninger.
* [a href=”http://www.judgerc.org/SideEffectsArticles/AgainstDepressionA.pdf” target=”_blank”]http://www.judgerc.org/SideEffectsArticles/AgainstDepressionA.pdf[/a]