En psykiater kan jævnligt komme i den situation, at hans “sunde fornuft” og “store psykiatriske erfaring” siger ham, at en patient i hans konsultation lider af en psykiatrisk forstyrrelse, men at de udviste symptomer ikke helt opfylder kravene for at stille en diagnose i henhold til psykiatriens diagnosebibel, DSM [i](Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders).[/i]
Dette problem burde ganske vist være aftaget med årene, efterhånden som nyere udgaver af DSM har sænket kriterierne for de forskellige diagnoser og flere former for i psykiatrisk forstand afvigende adfærd er blevet klassificeret som psykiatriske forstyrrelser, hvilket har ført til, at flere patienter således har kunnet diagnosticeres i henhold til psykiatriske forstyrrelser i DSM. Men de “diagnostiske fremskridt eller lettelser”, der er sket med de nyere udgaver af DSM, har imidlertid ikke løst problemet med den restgruppe, psykiaterne ikke helt har kunnet indpasse i DSM’s diagnoser, idet psykiaterne har fået øjnene op for flere og flere typer af adfærd, der må karakteriseres som psykiatrisk forstyrrede. Med andre ord har nyere udgaver af DSM ikke løst det grundlæggende diagnoseproblem, men blot flyttet nogle grænser, der har gjort, at patienter, der tidligere var langt væk fra en diagnose, nu kommer ind i grænseområder, hvor de næsten opfylder kriterierne for en diagnose. Der er derfor stadig en restgruppe af patienter, som psykiaterne ikke fuldstændigt kan diagnosticere i henhold til DSM.
På trods af at fremtidige udgaver af DSM nok må forventes yderligere at sænke diagnosekriterierne, således at flere patienter kan få en direkte psykiatrisk diagnose, er det næppe tilstrækkeligt til at nå alle de patienter, som psykiatrien vurderer, har brug for dens “hjælp”. Det er her begrebet “NOS” kommer ind i billedet som en ret universel løsning.
NOS står for “not otherwise specified” (ikke andetsteds specificeret) og en NOS-diagnose dækker præcist over den psykiatriske vurdering, at en patient har en psykiatrisk forstyrrelse, men at den ikke helt opfylder kriterierne for nogen af DSM’s diagnoser. En NOS-diagnose bygger således i høj grad på en psykiaters subjektive vurdering i grænseområdet af psykiatriske forstyrrelser. Når det kommer til behandling af en NOS-diagnose, er de imidlertid fuldt ligestillede med øvrige DSM-diagnoser og der kan fx udskrives psykofarmaka inden for det hovedområde, NOS-diagnosen ifølge den enkelte psykiater falder ind under. Det berettiges af, at en NOS-diagnose anses som et ubeskrevet specialtilfælde inden for et af psykiatriens hovedområder. Eksempelvis kan en NOS-depressiv patient få udskrevet antidepressiv medicin, selvom vedkommende ikke opfylder kriterierne for nogen af de depressionsdiagnoser, der findes i DSM.
Hvor tit sker det så, at der udskrives psykofarmaka på grundlag af en NOS-diagnose? Umiddelbart ville man forvente en vis tilbageholdenhed med at stille disse mere subjektive eller usikre diagnoser og en endnu større tilbageholdenhed med hensyn til at udskrive psykofarmaka i forbindelse med dem, da de jo ifølge DSM ikke fremstår så klart, som de øvrige beskrevne diagnoser. Dog forholder det sig ikke sådan, hvilket en nylig artikel i tidsskriftet [i]Psychiatric Services[/i] dokumenterer.*
Faktisk er NOS-diagnoserne i USA i dag steget til omkring halvdelen af alle psykiatriske diagnoser og der er ingen tilbageholdenhed med hensyn til at udskrive psykofarmaka imod dem.
Artiklens forfattere udtrykker sig som følger om denne kendsgerning: [i]”Stigningen vækker bekymring angående troværdigheden af psykiatriske diagnoser i distriktspsykiatrien og konsekvenserne for de efterfølgende medicineringsforløb.”[/i]
Forfatterne undersøgte trenden i NOS-diagnoser og de medfølgende udskrivninger af psykofarmaka mellem 1999 og 2010. Antallet af NOS-diagnoser steg i perioden fra 41,8 % til 49,5 % og den samlede udskrivning af psykofarmaka i hele perioden var større for NOS-diagnoser end for DSM-diagnoser.
Forfatterne understreger, at troværdigheden af NOS-diagnoser ikke er velundersøgt og at indledende undersøgelser af anvendelsen af DSM-V (den seneste udgave af DSM fra 2013) viser, at der er lav statistisk enighed omkring disse grænsediagnoser. Men på trods af, at NOS-diagnoser er inkonsistente og utroværdig har de alligevel samme omfang som diagnoserne i DSM.
[i]”Ingen undersøgelser (fortrinsvis baseret på undersøgelser med antidepressiva) har vist tegn på, at medicinering med psykofarmaka er effektiv til behandling af psykiatriske NOS-diagnoser.”[/i]
Forfatterne forventer, at andelen af NOS-diagnoser vil fortsætte med at stige, eftersom noget tyder på, at 53 % af voksne kan opfylde kriterierne i gråzonen af DSM-forstyrrelser. De anser diagnosticering og medicinering i denne gråzone for en farlig glidebane, der kan føre til diagnosticering af stort set alle mennesker.
Denne bekymring understøttes af, at man i DSM-V ikke længere bruger udtrykket “not otherwise specified” for gråzonen, men i stedet “unspecified” (uspecificeret) og “other specified” (anderledes specificeret), hvilket kun yderligere sænker barrieren for at stille og medicinere efter gråzonediagnoser hos den enkelte psykiater.
*Kilder:
Rajakannan, T., Safer, D. J., Burcu, M., & Zito, J. M. National Trends in Psychiatric Not Otherwise Specified (NOS) Diagnosis and Medication Use Among Adults in Outpatient Treatment. Psychiatric Services, 0(0), appi.ps.201500045. doi:doi:10.1176/appi.ps.201500045 [a href=”http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26567936″ target=”_blank”](Abstract)[/a]
[a href=”http://www.madinamerica.com/2015/11/percentage-prescribed-psychiatric-drugs-without-full-diagnosis-continues-to-rise/#more-69422″ target=”_blank”]http://www.madinamerica.com/2015/11/percentage-prescribed-psychiatric-drugs-without-full-diagnosis-continues-to-rise/#more-69422[/a]