Store, uforklarlige forskelle i psykiatriske diagnoser, som ofte hænger sammen med fødselsdato, bopælskommune eller den diagnosticerende psykiaters dagsform eller særlige kæpheste, fører jævnligt til hetz mod psykiatere med anklager om inkompetence eller lemfældighed, hvilket er aldeles urimeligt.
Sandsynligvis på grund af de udbredte dårlige resultater i psykiatrien mener mange lægfolk, at psykiaterne er for dårlige til at stille diagnoser og i udbredt grad stiller forkerte diagnoser. Intet kunne være mere forkert og det ligger i selve naturen af de psykiatriske diagnoser, at de simpelthen ikke kan være forkerte.
Det giver ingen mening at tale om forkerte psykiatriske diagnoser, medmindre man klart kan definere, hvad en rigtig diagnose er, og det kan psykiatrien ikke. Det skyldes ganske enkelt, at der ikke findes objektive kriterier i form af blodprøveanalyser, røntgenbilleder eller noget som helst andet håndfast for psykiatriske diagnoser.
For det første er udlægningen af en psykiatrisk sygdom, som den forefindes i den psykiatriske diagnosebibel DSM, et resultat af, hvad en arbejdsgruppe af psykiatere finder afvigende eller sygelig menneskelig adfærd. Tidligere blev disse forslag til diagnoser efterfølgende officielt vedtaget på psykiatrikongresser gennem demokratiske afstemninger, men den seneste udgave af DSM (DSM-V) er tilsyneladende udelukkende den lille arbejdsgruppes værk. Udkast til DSM-V har ganske vist været sendt i høring, men mange af dem, som blev hørt, har efterfølgende klaget over, at deres råd og forslag ikke blev taget til efterretning. Med andre ord er DSM-V baseret på en arbejdsgruppes subjektive konsensus-meninger.
For det andet kommer der yderligere en subjektiv vurdering før patienten får sin psykiatriske diagnose, nemlig den diagnosticerende psykiaters personlige forståelse af hvad der står i DSM plus hvad han i øvrigt mener om sin patient.
Lad os forestille os, at en bestemt psykiater stiller en diagnose af maniodepressiv eller bipolar lidelse og en “ekspertgruppe” af andre psykiatere efterfølgende undersøger den samme patient og finder frem til, at patienten bør have diagnosen skizofreni i stedet for – den slags ting sker faktisk i virkeligheden – er den første psykiater så uduelig? Nej, det ville være en fuldstændig urimelig vurdering, for han har jo blot udøvet sit eget skøn af patienten i forhold til DSM og evt. suppleret med egne præferencer. Den ene psykiater er lige så meget ekspert som den anden, for der er jo ingen måde at afgøre, hvem der har ret.
Det er ikke den enkelte psykiater, der gør noget forkert ved at stille en bestemt diagnose, det er selve det grundlag eller mangel på samme som psykiatrien bygger på. En psykiatrisk sygdom, som den er beskrevet i DSM, er resultat af meninger og den udøvende psykiaters diagnose er baseret på en mening oven på den første mening.
Nu kunne man selvfølgelig sige “fred være med det”, at psykiatere vil fjolle rundt og sætte mærkelige mærkater i form af diagnoser på folk, og det ville være rigtigt, hvis det ikke var for psykiatriens “behandlingsmetoder”. Elektrochok sletter hukommelse og kan hensætte patienter i en grøntsags-lignende tilstand og voldsom stærk medicin, der hæmningsløst markedsføres af den psykiatriske medicinalindustri, nedbryder hjernen uopretteligt oven i de øvrige problemer, som psykiatriske giftstoffer skaber i kroppen.
Derfor skal indsatsen for psykisk sundhed i befolkningen rettes mod den manglende berettigelse af psykiatri som fag, i stedet for at interessere sig for hvorvidt enkelt-psykiateres diagnoser er rigtige eller forkerte – det er en ligegyldig kamp, fordi der ikke findes forkerte diagnoser i psykiatrien.